Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris: “Nonsensprinsessans dagbok – En sjukskrivning”

Nonsensprinsessans dagbok, Isabella Nilsson, nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2019, Ellerströms Förlag
Nonsensprinsessans dagbok. En sjukskrivning, Isabella Nilsson, Ellerströms Förlag 2019
Anmeldereksemplar

Det er ikke alting, det er muligt at forklare. Særligt ikke det som virker meningsløst for én selv. Hvordan forklarer man f.eks. lysten til at ville dø, lysten til ikke at ville spise – hvorfor eller hvordan den er opstået? Hvordan forklarer man den indre nonsensprinsesse, som forlanger drinksparaply i sin ernæringsdrik, før hun er villig til at indtage den livsnødvendige behandling, hvordan skal man forklare hendes indtog i sindet – hvorfor bor hun der, hvornår flyttede hun ind?
Isabella Nilssons Nonsensprinsessans dagbok er, som hun selv skriver i sit forord: “ikke nödvändigtvis skönlitteratur. Åtminstone inte nödvändig skönlitteratur. De är en årsredovisning av ett år av manisk blänkande.”

Nilsson forklarer i løbet af de første sider, hvorfor det har været nødvendigt for hende at skrive om sin spiseforstyrrelse og sin indlæggelse: Fordi hun forsøger at få det til at give mening. Det er vel sådan, det oftest hænger sammen, det er derfor, vi skriver og nogen senere læser det: For at få os selv til at give mening. Det er bare ikke altid, at det går an at forklare sig med rationaliteter. Desuden kan meningen, som det er tilfældet hos Nilsson, også være, at der ikke er nogen mening – med sygdommen, den er bare det rene nonsens. Men at skrive “galskaben” ud kan være en måde at skrive sig frem til en betydning.

Nilsson skriver som sagt selv i forordet, at det ikke er sikkert, at det hun skriver er “nødvendig skønlitteratur.” Dagbogen i sig selv er vel heller ikke det, men når en udenforstående læser drager en mening ud af dette tilfældige nonsens – måske for at forstå sig selv eller en sygdom f.eks., så bliver det vel det: nødvendig skønlitteratur?

“Vad man icke kan tala om, därom måste man tiga. Skrev Wittgenstein.
Vad man icke kan tala om, därom måste man tramsa. Skrev Nonsensprinsessan.”

Nogle steder bliver dagbogen er rationel forklaring, nogle passager minder om poetiske børnerim, mens andre gange er det umiddelbart ja, den rene nonsens. Ligegyldig hvilken form Nilsson bruger, er det alligevel muligt at drage en mening ud af det, hvis man vil, hvis man leder efter det: hvis man har brug for det.

“Såhär är det att vara orakel: Från högt uppe i luften firar Gud ner en prinsesskrona, den landar på mitt huvud och passar perfekt. Sedan halar han genast upp den igen och placerar den i ett av molnbankens många idiotsäkra kassavalv som jag inte kan koden till ens i min egen fantasi, som ju annars är av vildaste sort.”

Det er ikke altid, man kan forklare sig selv, fænomener, begreber, diagnoser med rationalitet, det sidste i særdeleshed ikke, så man må forsøge at forklare det på en anden måde. Ligesom det f.eks. ofte gøres med børnelærdom og rim: Man tager budskabet til et andet niveau. Jeg tror faktisk, at det i det sidste tilfælde sygdom, eller det som foregår i det indre, og som kan føles som en afvigelse fra normen, ofte falder mere naturligt at forklare det på sådanne måder: ved at skrive nonsens.
Nilssons stemme minder mig på mange måder om den danske forfatter Bjørn Rasmussen, som også behandler mentale udfordringer, sygdom, kropsforvrængning osv. i et ofte meget alternativt poetisk sprog. Jeg læste ham første gang i en periode i mit liv, hvor meget var vanskeligt at forstå og mest af alt at forklare, men når jeg læste hans “nonsens”, gav mine egne uforklarligheder mening, for mig. For det var det, jeg behøvede, det var det, jeg ledte/læste efter. Jeg tror, mange kunne behøve denne “unødvendige skønlitteratur” også:

“Den röda tråden slår knut på sig själv i sitt forsök att passa in i sammanhanget; knopen knoppar av sig, brister och gör, jovisst, lite ont.”

Det, som jeg netop tænker, gør denne dagbog til almengyldig litteratur er, at det er den “syge” selv, som fortæller. For det er det, som må til, hvis man skal forsøge at forstå og ikke mindst have mulighed for at hjælpe og behandle de som rammes. At den som mærker det på egen krop og sjæl, får lov at fortælle med sit eget nonsens, hvordan det føles, hvad som hjælper, hvad som er meningen, selvom det er meningsløst. Når man taler- eller fortæller om sygdom, fysisk som psykisk i f.eks. det brede mediebillede, så er det ofte gennem “eksperters” udlægninger. Når man skal behandles er det oftest af nogen, som ikke selv har erfaring med tilstanden andet end den, de har kunne læse sig frem til eller erfaret sig gennem andre. Ligesom Bjørn Rasmussen kommer også Nilsson med tragikomiske eksempler på, hvordan en sådan behandling kan forløbe:

“På Capio Anorexicenter Ett Behandlingshem Vackert Beläget Vid Havet fick jag ett eget rum med Carpe Diem-tavla, en egen KBT-terapeut med Carpe Diem-tatuering och utlovades dessutom öronakupunktur, fri wi-fi och taktil massage. Vid frukosten den första morgonen skickades en kortlek med positiva affirmationer runt vid bordet. Alla patienter ombads att dra varsitt kort och fästa det på en liten skylt framför sin tallrik. På mitt kort stod det: Idag väljer jag att känna mig älskad. Jag bad behandlingsassistenten att få dra ett nytt kort, det stod bullshit på det jag fått. Behandlingsassistentens ögon smalnade.”

Hvorfor er det man tror, at syge mennesker stiller sig tilfreds med letkøbte livsråd på niveau med dem du finder indeni i en nytårsknallert, som udelukkende rører dig, fordi du er en lille smule fuld? Hvorfor skulle man stille sig tilfreds med mindre, bare fordi man er “syg”?

Intet sygdomsforløb er selvfølgelig ens, og fordi Nilsson beskriver sin spiseforstyrrelse på én måde, er det ikke ens betydende med, at det føles sådan for en anden. Der er også noget bekymringsværdigt i dette, for jeg tænker, at det at læse om nogen som har det vanskeligt, sådan virkelig vanskeligt, hvis man også selv har det lidt vanskeligt, så kan det forstærke ens egne følelser og fornemmelser. Særligt, hvis man ikke selv formår at sætte ord på det, eller helt forstår sine egne følelser. Der er også en risiko forbundet med denne slags litteratur – alt afhængig af, hvad man vil bruge den til. Men altså, på den måde kan alt jo misbruges… Det som netop er pointen her er, at det giver mening at fortælle sin egen historie, det kan man ikke lade andre gøre. Enhver have den ret, hvad end man er syg, frisk, har normstridende meninger, eller om man blot er et helt almindeligt familiemedlem (hint…) Ellers bliver det ligesom dengang, D.H Lawrence forsøgte at forklare, hvordan det føltes for en kvinde at have sex. Ham holdt vi også op med at tro på.

At skrive om sig selv, at skrive sin egen fortælling ud, kan som bekendt have en terapeutisk effekt, og det bliver da også den fornemmelse, man som læser sidder tilbage med her, at det har været for forfatteren, men på sin vis får det også terapeutisk effekt for den som læser, for:

“Jag andas ut och in, vill säga: jag andas med insidan ut.”

Det føles lidt som at læse med indsiden ud, når man går gennem dise dagbogsnotater. Dertil kommer også mit kritikpunkt: Der findes ufattelig meget fint blandt disse notater. Så meget, at det næsten bliver for meget. De første 30 sider har jeg noteret noget på næsten hver eneste side, som jeg syntes var ekstra fint. Det fortsætter sikkert sådan, men jeg mistede gnisten undervejs, fordi jeg druknede i finhed. Jeg fik så meget, at jeg stoppede med at lægge mærke til, at det var der.
Jeg måtte holde ganske mange pauser undervejs, og det gør jo sådan set heller ikke noget. Litteratur som må konsumeres langsomt kan bestemt også have sine fordele, men jeg fik det faktisk lidt sådan efterhånden, at jeg ikke orkede at vende tilbage til den igen. Jeg havde ligesom fået mere end nok til sidst. Det er måske temmelig subjektivt, og det er jo som sådan slet ikke en kritik, at indholdet er så godt, at det bliver alt for godt?

Jeg kan godt forstå, at denne “unødvendige skønlitteratur” er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, for den fortæller om noget ganske alment, noget som kan ramme alle og enhver. Det, at den samtidig er så tætpakket med fine, finurlige, morsomme, deprimerende tankeeksperimenter og smuk poesi gør jo netop, at almenheden er til at holde ud – i hvert fald i små mængder.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.