#Norden Rundt: Danmarks socialrealistiske gennembrydere

Hvad synes du om dansk litteratur, Nikolaj Zeuthen, After Hand Comics 2010

Hvad kendetegner dansk litteratur? Er der noget særskilt ved dansk litteratur som er værd at fremhæve?

Tænker man tilbage i tiden, så har dansk litteratur nok altid haft en tendens til at være lidt sent ude. Man har været bange for at gå i for store sko. (Men Danmark er jo også opfinderne af Janteloven, som jeg så tit fik at vide, da jeg var i Norge – som om jeg var ansvarlig for den!) Eller også er man bange for at fejle, man venter lige og ser, om det faktisk er så godt, som det nu påstås, før man kaster sig ud i noget overilet. Ja. Dét tror jeg kendetegner dansk litteratur: Intet overilet, ikke sådan lige med det samme i hvert fald.

Selvfølgelig har der været mønsterbrydere, provokatører og opbrud. Der var f.eks. Heretica-digterne, Martin A. Hansen og Frank Jæger, som med deres modernistiske digte og opbrudte former nedlagde de traditionelle digtere på stribe. Men der gik selvfølgelig lige nogle årtier, før Danmark for alvor red med på den modernistiske bølge, den englænderne havde pustet liv i allerede i starten af 1900-tallet og de franske symbolister i 1800-tallet. Men så skete der også noget, der i 50’erne og 60’erne. Mange nye digterspirer skød op, bl.a Klaus Rifbjerg, som i dag nok forbindes klarest med dansk modernisme. Før ham skete Tove D.: Socialrealismens danske moder. Senere skete Vita Andersen, som slog om sig med knækkede linjer og hårdtslående fortællinger om, hvordan det var at være pige, at vokse op som pige, at blive kvinde, at være kvinde. I 90’erne kom Helle Helle med sin minimalistiske, nærmest usynlige, men effektfulde prosa, og så igen for 4-5 år siden skete der noget på Forfatterskolen: Den ene forfatter efter den anden skød ud med psykiske diagnoser, sperm og røvknepperi i sine værker, der i medierne blev nedgraderet til navlepillende, småpigesurmuleri, og affødte en vældig debat om samtidslitteratur.

De har altså været der, de danske gennembrydere (og bedre sent end aldrig, som man siger), og det er nogle af disse, jeg i dette indlæg har valgt at fokusere på. Det er værker, jeg mener har fortjent en plads i litteraturhistorien for de traditioner, normer og fastlåste tankemønstre, de har været med til at udfordre. Der er faktisk nok at tage af, når først man tænker sig om.

Jeg har valgt tre værker ud, som virkelig står klare for mig, som har rod i lidt af det samme, nemlig socialrealismen, og som jeg synes tegner et ganske godt billede af vores samfund i nyere tid. Hvad det var og hvad det er: Hvad litteratur, mennesker og samfund kan afføde og videregive.

Tryghedsnarkomaner, Vita Andersen, udgivet ved Gyldendals Forlag 1977

Min første introduktion til Vita Andersen fandt sted i en dansktime i 8.klasse. Jeg fattede ikke en fløjtende fis, og jeg var bedøvende ligeglad. Senere har jeg dog tænkt en del på det navn, og hvad det egentlig var, jeg (ikke) lærte. For et par år siden dukkede hendes navn så op igen i en udsendelse på DR, hvor et af hendes digte blev læst højt. Digtet rørte mig virkelig dybt, og jeg gik derefter straks igang med flere af hendes digtsamlinger.

Vita Andersens stil er så ærlig og ægte og ligetil. Det er så ufattelig ukompliceret uden brug af særlig store armbevægelser. Der er ikke brugt tid på æstetisk leg med ordene, men på en oprigtig fortælling. Dét der ligger i hvert velvalgt ord peger på en kunstnerisk akkuratesse. Samtidig kan jeg bladre og bladre i denne digtsamling og tænke: Dét kender jeg! Dét kender jeg, og dét kender jeg også! Det får mig til at føle mig både glad og ked af det på samme tid.

Tryghedsnarkomaner handler om et liv: Fra det svigtede barn til den fortvivlede unge pige til den splittede kvinde. Den handler om de roller, vi spiller i et forsøg på at passe ind og behage hinanden. Der er så meget ømhed, men samtidig en skærende råhed mellem linjerne, som bevidner om, hvor åndssvagt menneskeligt det hele er.

Digtsamlingen minder mig om meget af den nyere danske lyrik. Der er den samme fandenivoldskhed over det, den samme umiddelbarhed (bare pænere.) Der er virkelig én der vil noget, og det er det vigtigste for mig: At jeg kan mærke, at teksten vil mig noget.

hvorfor
virker jeg sådan på dig
er jeg for meget for dig
det du ser
den pige jeg er kommet frem til
ved at smøre rulle og spraye på
men da jeg alligevel ikke ved hvor jeg har dig
beretter jeg da også nogle interessante ting om mig selv
vi har det hyggeligt
vi ler begge to på de rigtige tidspunkter
jeg får lige pludselig lyst til at røre ved din hånd
men jeg gør det ikke
du vil tro du får noget på mig
udlægge det
som om jeg har lyst til at gå i seng med dig
det har jeg måske nok
og måske alligevel ikke
men det er ikke det
jeg bliver bare overvældet af en længsel
efter kontakt med dig
efter noget jeg ikke kan se
og du vil kun udlægge det som begær efter dig
du tør ikke andet
og jeg kan godt se
at du skal være meget dygtig
for at se indenunder mig
jeg er svær at skyde igennem
med hele kosmetik-, modeinstrustien og Stuhr i ryggen

Pynt, Bjørn Rasmussen, udgivet af Gyldendal 2013

Dette leder direkte videre til et af mine all time favourite værker: Bjørn Rasmussens følsomme, smukke, kvalmende, ækle og helt igennem fantastiske roman, Pynt.

Mit første møde med forfatteren var ved læsningen af hans første roman, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. En ret intens læseoplevelse! Sproget var voldsomt, og billederne i mit hoved gav mig næsten kvalme, men alligevel var der noget ved det, som jeg ikke kunne slippe. For Rasmussen kan noget med sproget. Han siger tingene på en så utraditionel, men indlysende måde, at man kun kan forstå det, at man ved, man forstår det uden at kunne forklare det, og det er hele pointen dermed – det er en trøst.

Pynt vækker lige så stor forargelse. Den giver mig kvalme og kuldegysninger. Det er side op og side ned med slag i ansigtet. Det er smukke vendinger, grimme billeder, grusomhed, kunst, en av-indeni følelse blandet med en masse gyldne øjeblikke, hvor man først sidder og smågræder for derefter at bryde ud i latter.

“Der findes en gruppe om torsdagen, siger hun. Social færdighedstræning. Der findes en gruppe oppe i mit røvhul, siger jeg. Der findes en død gås i min hjerne pga. al den medicin, I giver mig. Må jeg komme med et godt råd: Send mig til slagtning.”

Sprogvalget giver mig i første omgang associationer til et gammelt socialrealistisk 30’er miljø. Der findes en form for ophøjelse og forfinet tone, mens der andre gange kommer en voldsomhed i sproget, som rykker mig over i helt andre baner – eller sat tilbage til en helt anden baggård! Det er ret interessante tråde der på den måde trækkes. Det bliver en slags samfundshistorie, og det får mig til at tænke på Tove Ditlevsens “barndomsgade.”

Læseren rives ind og ud af tanker, dialoger, breve, virkelighed, forestillinger og stemninger, som alt sammen sværmer over én og derefter ned i én: ned i et dyb af sommereng, sløjfer, opkast, udflåd, svimmelhed, klamme hænder og pillelår. Det er det nærmeste jeg kan komme en plotgengivelse.

Rasmussen er både socialrealist, han fortæller om de mørkeste kroge af menneskets sind og historie. Samtidig er han en stor ordkunstner og nyskabende i sine kvalmende voldsomhed, som det kun findes i meget få tilfælde i dansk litteraturhistorie.

“Således godt beskyttet mod påvirkninger fra moderne menneskers levevis, lå jeg i mit hul i jorden i haven ved brombærmuren og tænkte ikke mit, men hvis, hvis. Jeg var seksten somre, og det var sommer, og det var morgen, og fugle sang, og jeg ville ikke komme op, før jeg havde fundet ud af det, hvad, om jeg ville leve eller dø, var det så simpelt som dét eller dét.”

Planen, Morten Pape, udgivet af Politikens Forlag 2015

Det sidste værk er i en lidt anden boldgade rent genremæssigt. Vi er stadig ved det banebrydende, de opbrydende og i dén grad de provokerende.

Vores hjem er lyden af brag. Lyden af indebrændte frustrationer. Nu ender vi ligesom alle de andre håbløse familier. Jeg kan mærke det.”

 Morten vokser op i Planen, Amagers mest hårdkogte miljø: Skyggesiden af Danmark. De første år af sin barndom oplever han det almindelige, danske familieliv med far, mor og to søskende. De barnlige overvejelser, tanker og forestillinger er nok som så mange andre børns, men jo ældre han bliver, jo længere familien lader ghettoen kravle ind under huden på dem, jo mere går det hele i opløsning.

Morten har som så mange andre svært ved at finde sit lod i livet. Han giver den både som mobbeofferet, som statisten der næsten får en birolle i en stor film, som rapperen, muslimen, perkeren, kartoffeldanskeren der hænger ud med Mike, hvis far er rocker og afskyer muslimer. Han bruger tre år i en hashtåge, indtil han bliver student, han bliver soldat, lærervikar, finder en højborgerlig kæreste. Han prøver, som så mange andre, en masse forskellige roller, han prøver virkelig at spille med, at blive til noget, han prøver at indtage hovedrollen, men det meste af tiden er han bare en statist.

Romanen sætter allerede fra starten et højt tempo, og man lader sig rive med, fordi man ved, der er meget på spil, og man vil gerne se, hvordan det ender. Det er en barsk fortælling, for Morten har en barsk opvækst, miljøet er barsk, vennerne er barske, udsigterne er barske, men som med så mange andre liv er det også fyldt med hjertelige øjeblikke og mindeværdige oplevelser, som fører ham på den vej, han prøver på at træde.

Fortællingen er fyldt med hårdkogt humor og dyb alvor. Den vil gerne i debat, men ikke på nogen højtråbende eller provokerende måde. Som det multikulturelle miljø den skildrer, skaber den også et multikulturelt overblik. Vi får problemstillingen serveret fra alle vinkler, hvilket bevidner om, hvor fint et stykke arbejde denne bog er. Den giver et meget klart perspektiv og indblik i, hvad det vil sige at vokse op i en ghetto, hvor alle har forskellig baggrund, meninger, holdinger og hvor alle egentlig bare længes efter at passe ind. Det er en smuk fortælling, selvom emnet er råt. Det er en fortælling, vi alle med vores moderne, multikulturelle samfund har brug for at høre.

“‘Hvis jeg må spørge dig: hvad er det værste her i livet?’ Han behøver ikke megen betænkningstid. ‘Fodvorter, min dreng. Dem skal du fandeme passe på med.’ ‘Ikke andet?’ ‘Nej. Egentlig ikke. Det hele skal nok gå. Om ikke andet, så ad helvede til.”

 

Del dette indlæg:Share on facebook
Facebook
Share on google
Google
Share on twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.