“Oberstinden”: Den man tugter, elsker man

Oberstinden, Rosa Liksom, på dansk v. forlaget Grif 2018

Det er desværre ingen nyhed, at mange mennesker bærer på historier og erfaringer om undertrykkelse, fysisk eller psykisk vold begået mod dem af mennesker, som ellers står dem nært. Man kan måske undre sig over, hvorfor noget menneske finder sig i en sådan behandling. Kan de ikke bare gå deres vej, tænker man. Men det er måske ikke altid et valg. Hvis man er født ind i en verden, hvor denne magtanvendelse er hverdag både bag hjemmets fire vægge, men også fra statens side, hvor det at slå sine børn eller sin hustru, at kvæle unge piger til døde efter man har voldtaget dem, ses som en selvfølge, som en slags naturens gang, så skal der nok en del til, før det går op for én, at der findes andre måder at leve på.

“Obersten tændte først en smøg for at holde insekterne væk og satte så en ring på min højre langfinger, en safirring, han havde haft den med fra Tyskland, med indgraveringen Ruth 6.6.06. Jeg var i den syvende himmel, selvom vi var omgivet af døde rensdyr. Sommeren havde spilet deres maver op, og de var helt sorte af biller.”

Den laplandske forfatter Anni Ylävaara har under pseudonymet Rosa Liksom skrevet en roman om krig og kærlighed, om magt og besættelse, ideologier og barske realiteter – alt sammen på både individ- og samfundsniveau.

Oberstinden fortæller sin opsigtsvækkende historie gennem en indre monolog: Fra sine første barndomserindringer om en kærlig far og en tyrannisk mor i mellemkrigstidens Finland til hendes sidste minde om den brutale oberst, hun trods årelang mishandling både begærede og elskede.

Hele livet har for oberstinden været præget af krig og fædrelandsånd. Hendes far opdrager hende i den germanske ånd, hun er stolt medlem af Lottebevægelsen fra en ganske tidlig alder, hvor nationalisme og en stærk fascination og længsel efter Hitlers racerenhed bliver idealet for de små piger. Selvom hendes fars upåagtede kærlighed til hende står ganske centralt gennem hele hendes livet, er det tydeligt, at hun også er præget af sin mors tyranniske adfærd: Moren har det princip at slå sine børn mindst én gang om dagen, hvad enten de har gjort noget forkert eller ej, men bare for at være på den sikre side. Det hærder den unge pige i en sådan grad, at omtalen af den korporlige afstraffelse kommer i et gyseligt samme åndedrag, som var det fortællingen om, hvordan hun hver dag står op og tager tøj på. Det bevidner om en tidlig hårdhudethed, som danner grundlag for den senere så umulige beslutning om at bryde med den voldelige oberst.

Obersten bliver en del af hendes liv fra en ganske tidlig alder. Han er en god ven af faren, og da faren dør, tager obersten sig af hans kone og døtre – på sin helt egen måde, hvilket afsløres i sidebemærkninger og hårrejsende insinueringer efterhånden som fortællingen skrider frem.

“Det gik op for mig, at hvis jeg ikke talte om en hændelse, eksisterede den ikke. Først når man sætter ord på noget, der er sket, bliver det virkeligt.”

Den unge oberstinde drømmer fra en tidlig alder om et andet og større liv: Hun vil gøre nytte, hun vil sætte sine spor. Hun gifter sig derfor så snart hun får muligheden for det, så hun kan slippe hjemmefra. Dette ægteskab varer dog ganske kort, og hun lader sig skille. Derfra går der ikke længe, før hun igen bringes i oberstens nærhed. De to slås og elsker sig gennem krigens grusomheder, som for dem ofte ikke anes, enten fordi de er vant til tingenes tilstand og derfor ikke ser det som grusomt, eller fordi de er af en sådan overbevisning, at de som lider har fortjent det.

Obersten er udpræget nazist og står højt i det tyske hierarki. Oberstinden er vokset op med en tro på den tyske patriotisme, men i få klare øjeblikke øjner hun alligevel umenneskeligehederne omkring sig. Hun tager det bare ikke rigtigt ind. Hun beskytter sig selv både mod den uretfærdighed som pågår andre, men i særdeleshed også den mod hende selv. Hun lever på de undskyldninger hun selv digter op som en forklaring på, hvorfor obersten og hun selv handler som de gør – naive fortrøstningsfuldheder og så et nærmest umætteligt erotisk begær.

Efter mange år som veksler mellem himmel og helvede, mellem smerte og kærlighed, afsky og begær lykkes det omsider oberstinden at tage skæbnen i egen hånd, og hun forlader den efterhånden aldrende oberst. Hun bliver ansat som lærer i en lille landsby, hvor hun øjeblikkeligt falder for den meget unge Tuomas, som hun trods en aldersforskel på 28 år gifter sig med. I dette forhold oplever hun alt det både hendes sind og krop har længtes efter hele livet, men samtidig går det op for hende, hvordan alting går i ring, hvordan mønstre gentager sig: Alting handler om magt, og livet former sig efter, hvem som tager den – staten, forældrene, ægtemanden eller individet selv.

“Et væld af farver flimrede for mine øjne, lys og skygger, alverdens vilde genspejlinger. Det susede i de brunstammede fyrre og brusede i de skæglavdækkede graner, ekkoet gungrede mellem klipperne, og et tranetræk trompeterede over himmelhvælvingen. Det var som en febervildelse, mit hoved havde sluppet mine skuldre, og jeg udstødte en uhæmmet latter.”

Jeg har flere gange undervejs været ved at opgive denne bog. I begyndelsen fangede den mig ikke rigtig, men så var der noget ved den måde grusomheder og skønhed er vævet sammen på, som på én gang virkede absurd, men også tiltalende, og som fik mig til mekanisk at vende side efter side. Andre gange blev beretningerne så voldsomme og kvalmende, at jeg måtte lægge den fra mig, men der er stadig noget dragende i selv de mest umenneskelige beskrivelser. Og ikke bare de i sig selv, men også tanken om, hvorfor det er så dragende. Det bliver dermed ganske klart, hvorfor mennesket ikke bare skrider, når nogen prøver at kontrollere det: Der er noget foruroligende tiltalende ved magt, og det er naturstridigt udelukkende at kæmpe imod det.

Rosa Liksom har skrevet en vanvittig grusom bog om Finlands historie, om menneskets vidtstrakte evne til at hade og at elske, til at bedømme rigtigt og forkert, men hun har gjort det i et så smukt sprog, pakket ind i så fantastiske beskrivelser af natur, sanseligheder og begær, at man glemmer, hvor forfærdeligt disse mennesker egentlig har det. Hendes kunstneriske håndværk bliver nærmest et magtforhold på metaplan.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.