Ode til norsk litteratur

Norsk litteratur, Ingvild Rishøi, Tomas Espedal, Ludvig Holberg

“Hvorfor er danskerne så vilde med norsk litteratur?” Overskriften fangede min umiddelbare opmærksomhed, da jeg scrollede mig gennem Facebook denne grytidlige søndag morgen, hvor jeg pga. den pludselig opståede lummerhed her i Trondheim ikke kunne sove. Jeg blev fanget, fordi det også er et spørgsmål, jeg ofte har stillet mig selv: Hvorfor er jeg så vild med norsk litteratur – eller Norge i det hele taget?

Mangfoldighed: Som det også fremhæves i artiklen fra Litteratursiden.dk, findes der i den norske litteratur et bredere spekter af unikke og individuelle stemmer, og jeg tror netop også, det er det, jeg oplever og tiltrækkes af. Måske har det at gøre med, at jeg er vokset op hånd i hånd med den danske litteratur og føler ligesom, jeg har malket denne for godt. For der kommer ikke så mange nye litterære stemmer i Danmark, det er de samme forfattere man læser om og om igen. Dette er da også noget der centreres om i artiklen, og det som lægges til grund for en større litterær nuance i Norge, er den mere gunstige indkøbsordning: Man har større mulighed for at satse på debutanter i Norge, og man har penge til at støtte forfatterne i deres arbejde. Det giver rum til fordybelse og dermed følger måske højere kvalitet.
Egentlig ser jeg mangfold som kodeordet i ganske mange sammenhænge, når jeg tænker på Norge. Jeg oplever selv ganske ofte en større nysgerrighed og imødekommenhed til nye tiltag. Det virker som om, man tør satse lidt mere og inviterer gerne nye kræfter ind. Igen, måske er det den økonomiske frihed der gør det, jeg ved det ikke, måske har det været det udspringende og er dermed blevet et automatisk mindset blandt det norske folk?

Hjorth, Trude Marstein, Henrik Ibsen, Amalie Skram, Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård

Direkthed: Der bliver sjældent lagt fingre imellem, når der meldes ud i den norske litteratur. Der hersker en ufiltreret “ærlighed” og en trang til at tømme sit inderste ud på papiret, og jeg forstår, at det virker tiltrækkende på læseren. Hvorfor skulle man bruge tid på noget ophøjet, uægte pis, ligesom? Fortæl mig om verden, sådan som den virkelig er! Og i Norge er den rå, på samme måde som stemmen der beretter – ikke sådan islandsk råt, vi er ikke helt på det niveau, men man lader læseren forstå, at man har gennemskuet verden, og den er ikke noget sukkersødt eventyr. (Jeg må altid indstille mig mentalt på en mulig eksistentiel og depressiv krise, før jeg kaster mig over islandske værker, men det har jeg tænkt mig at fortælle om i et andet indlæg.) Ligegyldig, hvilket emne der berettes om; om det er det at blive forælder, at være barn, ung voksen, gammel, at være elsket eller uelsket, misbruger eller misbrugt, fornøjet eller misfornøjet, så vises det med en åbenhed som gør, at man som læser føler, man kan stole på fortælleren: at fortælleren viser os tingene, sådan som de virkelig er, og at han eller hun gør det med en intention om at ville os det bedste. Det kan være forførende, det kan være farligt, men i øjeblikket føles det godt. Denne åbenhed er selvfølgelig ikke unik for norsk litteratur, men jeg tror, der eksisterer en anden tilgang til det i udfærdigelsen her. Det kan man jo se på den efterhånden flerårige debat om virkelighedslitteraturen: den norske læser har gennemskuet forfatterens brutale brug af virkeligheden, af sig selv og menneskene omkring sig, og der bliver reageret. Dén reaktion er ikke kommet til Danmark endnu, ikke blandt den almene læser i hvert fald. I Danmark hungrer man nok nærmere efter denne mulighed for brutalitet og indtrængen i det private, så meget, at man slet ikke registrerer det problematiske. (F.eks. knuselskes Espedals seneste roman i Danmark for tiden, de gode anmeldelser myldrede frem ved udgivelsen, men ikke én problematiserede det, der blev det store omdrejningspunkt i Norge: Misbruget af en levende model. Men igen, det er også et andet indlæg, som jeg har tænkt mig at skrive senere.)

Cora Sandel

Omgivelserne: For en bleghudet gennemsnitsdansker virker de store, eventyrlige norske fjelde særdeles tiltrækkende. At kunne læse sig bort fra byernes gråmelerede tæthed og blive fortryllet af smukke, sentimentale beskrivelser af den norske natur, kan nærmest overgå alt andet. For os er nordmænd lig frisk luft, fjell og skog, en nordmand er sej og stærk og rå ligesom sine omgivelser, og vi suger det til os gennem bøgernes fagre beskrivelser. For der er altid nogen der går i skoven, på fjellet, er på hytta, driver rundt ved havet eller på en ø i den norske litteratur. Jeget søger mod naturen for at finde ind til sig selv, for at kunne krænge sig selv ud for læseren. Det behøver ikke at være særlig nævneværdigt, men den findes der som regel altid i et eller andet omfang i de norske værker, naturen, og det virker beroligende og tiltalende.

Mona Høvring, Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født

Den norske litteratur er (for en dansker i hvert fald) nyskabende, rå, ægte og bjergtagende, selv når den centrerer om navlepillende, små liv, fordi den giver os det vi vil have: Det ægte. Der er lagt en energi i værkerne, så det på en eller anden måde føles som om, det er ægte velment til lige netop dén som sidder og læser. Det har slået mig som ganske underligt, men jeg føler mig mere velkommen, når jeg læser en norsk roman end nogen anden. Det føles som om, fortælleren bekymrer sig om mig som læser, hvor jeg ofte, når jeg læser nyere dansk litteratur, kan få en følelse af, at det er lidt af et egotrip: et selvmedlidende, egocentrisk projekt, hvor det egentlig rager fortælleren/forfatteren en høstblomst, hvem læseren er, dette handler bare om ham eller hende.
Jeg ved godt, det kan virke lidt vel generaliserende det her. Dette gør sig selvfølgelig ikke gældende i alle tilfælde, men som sagt, jeg oplever en større velvillighed, ikke bare idealistisk set gennem romaner, men også i det norske, virkelige kulturliv. Selvom tonen kan være ligeså skarp som alle mulige andre steder, og selvom man indimellem kan føle, at man bare står her ude på sidefløjen og råber og råber som en anden idiot, mens eliten har lukket både døre og vinduer, så er det fortsat muligt bare at gå hen at tage i døren for så at finde ud af, at den ikke er låst. Det handler vel selvsagt også om egen indstilling og velvilje, men altså, jeg vil bare gerne sige, at jeg føler mig hjertelig velkommen her i Norge på en anden måde, end jeg har gjort nogle andre steder før, og hvad det præcis skyldes er nok ikke sådan lige til at udpege, men jeg er glad for det her land, glad for at være blevet inviteret med til festen, glad for hjerteligheden – om det så skyldes økonomisk frihed og deraf det gode humør, eller hvad, er vel i og for sig ikke så vigtigt. Jeg forstår godt de andre danskeres fascination, det var bare det, jeg ville sige 😉

Ren poesi, Kjersti Skomsvold, Christian Krohg
Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.