Om Ibsens piberygning og fejlfortolkninger

“Hvad der ydermere slår mig er, hvor både interessant og dumt det hele er. Hvor mange overophedede diskussioner en fiktiv tekst kan afføde. For hvad fanden er det egentlig vi sidder og diskuterer?”

Under mit udvekslingsophold på NTNU gennemgik vi Henrik Ibsens uundgåelige klassiker, Gengangere. Hele to gange endda! (Man kan åbenbart ikke læse hverken litteraturvidenskab eller nordisk sprog i Norge uden at skulle igennem dét værk.) Det er da også et interessant stykke, der kan lede til mange diskussioner. Især når man ikke er helt enig i fortolkningen af symbolikken:

I Ibsens drama er sønnen Osvald netop hjemvendt fra Paris, hvor han har gjort et forsøg på at sparke en kunstnerkarriere i gang. Uden den nødvendige livskraft (og muligvis også evner) vender han hjem til familiens afsidesliggende landejendom. I løbet af fortællingen gøres det klart, at Osvald er syg. Her hentydes der højest sandsynlig til en af samtidens topscorer, syfilis.

Osvald fortæller sin mor, Helene Alving og husvennen, Pastor Manders om bohememiljøet, han har levet iblandt under sit ophold i Paris. Manders rystes over denne form for livsføring, at mange kunstnere “lever på polsk,” men Osvald gør et forsøg på at forsvare dette, og hævder, at det til enhver tid er bedre at leve i et kærlighedsforhold uden papirer end at leve med papirerne i orden uden kærlighed.

Helene Alving er enke efter manden, Kaptajn Alving, som livet igennem var lidt af en horebuk – eller som han beskrives i stykket: “En ryggesløs.” Helene har gennem hele ægteskabet prøvet at dække over dette, men i huset lever et lyslevende bevis på kaptajnens letsindighed: Tjenestepigen Regine, hvis mor var under lidt for kærlig behandling af kaptajnen.  Helene har som den eneste udover sin mand og Regines mor, kendt sandheden om Regines slægtskab med Alving, og da moderen dør, ser Helene det som sin pligt at tage Regine til sig.

Da Osvald vender hjem bliver det tydeligt, at han og Regine er forelskede i hinanden, og da Helene finder ud af dette, må hun nødvendigvis gøre noget med den viden, hun er i besiddelse af. Pastor Manders, der har været en fast ven af huset siden Alvings blev gift, indvies i historien. Dermed kommer også andre spøgelser ud af skabet: Det viser sig, at Helene allerede et år inde i ægteskabet med Alving tænkte på at forlade både ham og Osvald pga. Alvings udskejelser. Hun henvendte sig dengang til Manders, som nærede stærke følelser for hende. På trods deraf afviste Manders Helene, og rådede hende til at tage hjem til sin mand.

Helene tog altså kampen op med Alving, og gjorde hvad hun kunne for at holde alting hemmeligt. Hele livet igennem bliver Osvald pålagt en forestilling om sin far som en god og mægtig mand. Selv i brevene, Helene skriver til ham, da han er i Paris, roser hun faderens væsen i et forsøg på at dække over hans egentlige person. Alt sammen af frygt for, at Osvald skal ende som ham.

Til slut gøres det klart, at Osvald ikke slipper fri af sin skæbne. Der lægges op til diskussionen om arv  som noget socialt eller biologisk bestemt, men ligegyldig hvilken af de to, man vælger, er man i hvert fald fanget af den. Helene fejler bravt i sit livsprojekt: at forhindre arven i at gentage sig, og alting ender mildest talt med at falde helt fra hinanden.

Der findes uden tvivl et utal af læsninger af dette drama. Der er skrevet uendelig mange afhandlinger og essays om stykket, og mulighederne ér  også mange – der er nok af emner at tage fat om. Få ting fortælles direkte, de fleste oplysninger fremlægges via gisninger og hentydninger, hvilket gør fortolkningen så mangesporet.

Jeg var med et godt stykke hen ad vejen til forelæsningen. Jeg var enig i en del af det, der blev sagt, men på et tidspunkt sagde underviseren, at der i en scene, hvor Osvald fortæller om et minde, han har om sin far, kan være tale om incest. Her tabte jeg tråden lidt… Stykket er kendt for at insinuere incestlignende forhold, idet Regine og Osvald får følelser for hinanden, men i og med, at de er halvsøskende, uden de dog selv ved det, går den jo ligesom ikke. Hvor meget der er i dette forhold, er dog også noget man kun, som læser, kan gisne om. Dét underviseren dog mente kunne indikere yderligere incest var i Osvalds minde om faderen: Her beskriver Osvald, hvordan han som barn fik lov at smage sin fars pibe, og hvor syg han efterfølgende blev. I scenen hvor han fortæller dette, prøver Helene at overbevise ham om, at det bare var en drøm – at det er umuligt, at han kan huske det. Hun prøver i mange andre henseender at dække over sin mands adfærd, men igennem hele stykket hentydes der til hans hang til andre kvinder. I dette minde skulle, iflg. underviseren, altså ligge at piben, Osvald fik tilbudt, er et symbol på oralsex. Jeg er med på, at der ikke skal meget fantasi til at trække tråde mellem piben symbolsk set og phallus, men der er absolut intet i fortællingen der indikerer, at faderen skulle have pædofile tilbøjeligheder. Der bliver sagt, at han lever “ryggesløst,” han har et barn uden for ægteskab, men det var han vist ikke ene om dengang.

Efterfølgende kom en af de studerende på banen med en idé om, at Manders kunne være far til Osvald, hvilket skulle forklare hans opførsel. Her stod jeg helt af. Der er intet i fortællingen der indikerer bare det mindste i den retning. At Helene henvender sig til Manders et år inde i sit ægteskab, efter Osvald er kommet til verden vel at mærke, siger selvfølgelig noget om deres forhold, men at Helene før dette øjeblik, skulle have villet andet, fortæller historien intet om. Det er udelukkende læserens egne gætterier. Desuden ville hele “fædrenes synder hjemsøger børnene” problematikken, som er hele udgangspunktet for stykket, falde fuldstændig til jorden, hvis det var tilfældet.

Jeg synes, fortolkningen endte helt ude på et sidespor, og det kan godt ske, det er fordi, jeg ikke er så stærk i diverse norske dialekter, at jeg følte mig lidt tabt til sidst, men altså, vi gik fra samtale om arv og miljø til piberygning og incest inden for samme givne ramme.

Men det er jo også dét der er med litteratur: Der er ikke noget korrekt svar på noget som helst. Så længe man kan finde belæg for sine påstande, kan man virkelig slippe af sted med mange læsninger. Dét jeg kom til at tænke på i den sammenhæng var dog, hvilket uret jeg indimellem kan føle, at man gør værkerne. Var det Ibsens intention, at man som læser skulle sidde og få røgen galt i halsen, når Osvald fortæller om sine minder fra faderens arbejdsværelse. Har nogen overhovedet nogensinde fattet, hvad det var, han ville med det stykke?

Ibsen røg ved udgivelsen af Gengangere ud i massiv modvind, og man betvivlede stærkt at trykke hans drama. Alligevel er det blevet verdenskendt i dag, og som sagt findes der tusinder af fortolkninger af stykket – ingen mere rigtig eller forkert end andre. Omvendt tænker jeg, om det overhovedet betyder noget, hvad Ibsen ville? Idet man udgiver en tekst, overlader man fortællingen i læserens hænder, og værket bliver straks et andet. Det ændrer sig igen i en anden læsers hænder og endnu engang i den tredjes. Det ændrer sig i takt med tiden, med samfundets udvikling og forhistorie. Ville man dengang stykket udkom i 1881 have læst Kaptajn Alving som pædofil? Ville man mene, Osvalds skæbne i bund og grund var Helenes skyld, eller var han mærket af det miljø, han blev overladt til i Paris? Og hvad mener vi egentlig om det nu – er det lige så chokerende læsning nu som dengang, hvis ikke, hvorfor?

Hvad der ydermere slår mig er, hvor både interessant og dumt det hele er. Hvor mange overophedede diskussioner en fiktiv tekst kan afføde. For hvad fanden er det egentlig vi sidder og diskuterer? En forfatters fantasi! Det har tråde til virkeligheden, ja, og jeg mener også, at al skønlitteratur er affødt af noget virkeligt – at det nødvendigvis have været ude at vende i virkeligheden, men i bund og grund, er det jo en historie, vi sidder og gisner om. Vi aner ikke, hvad Ibsens intention har været, vi aner ikke, hvad han har tænkt og ikke tænkt. Vi ved sikkert, når alt kommer til alt lige så lidt, om disse karakterer, som han gjorde. For de er karakterer, men alligevel behandler vi dem som mennesker, som om de havde en baggrund, et liv ud over den korte fortælling, vi kender til. Men det har de ikke. Alt det som ikke står, eksisterer kun oppe i vores eget hoved, i vores egen forestilling og fantasi. Alligevel er det en ting, en stor ting – et studie, noget man kan få en ph.d. for. Det kan godt få mig til at trække vejret ekstra tungt indimellem, samtidig bliver jeg vildt fascineret.

For i disse forestillinger, antagelser, fantasier ligger noget virkeligt. Der var engang én der spurgte mig, om min interesse for litteratur var en flugt fra virkeligheden. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor dum og klichéfyldt en antagelse, jeg synes, det er. Jeg troede engang, der var noget om det, men sandheden er, for mig, at skønlitteraturen gengiver en meget mere virkelig virkelighed, end den egentlige virkelighed. Igennem det opdigtede kommer sandheden om vores virkelighed frem, fordi vi heri tør – fordi vi kan gemme os bag en fiktiv fortælling om den virkelige virkelighed.

Vores ivrige forsøg på at analysere os frem til en fortolkning af forfatterens udlægning eller intention, er nok i virkeligheden en higen efter at forstå os selv. (Jeg føler ikke, jeg kan bruge ordet “virkelighed” rigtigt længere?) Og hvad er så rigtigt og forkert i forsøget på at forstå sig selv eller mennesket i det hele taget? Kan én studerenes fremlægning af idéen om, at Manders kan være Osvalds far, ikke være lige så rigtig, som at en pibe er et symbol for Phallus? Det handler om virkeligheder og grader deraf. Måske man skal revurderer belæggene for sin virkelighed, måske er det fuldstændig ligegyldigt, om andre kan være med på den virkelighed eller ej. Dét at den eksisterer for én burde måske bare være nok?

“That’s what fiction is for. It’s for getting at the truth when the truth isn’t sufficient for the truth.” 

 

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.