Ordet er en fælde, hvori skribenten fanger universet og overrækker det til samfundet

“Der indgås en stiltiende overenskomst mellem læseren og forfatteren, den ene lader som om han tror på det, han selv fortæller, og den anden glemmer, at det hele er fiktivt.”

I 2016 udgav Vigdis Hjorth romanen, Arv og miljø som handler om en familiefejde, der måske, måske ikke er et udtryk for forfatterens egne familieforhold. Året efter udkom hendes søster, Helga Hjorths roman, Fri vilje, som var et modsvar på Vigdis’ tiltale. Dette skabte en kæmpe debat om den såkaldte virkelighedslitteratur, og hos mig efterlod det et spørgsmål om, hvad man som læser kan stole på – hvad forfatteren kan tillade sig at bilde læseren ind i skønlitteraturens navn. (De foregående indlæg for denne diskussion kan man læse her og her.)

Min læsning af de to romaner efterlod mig ikke ligefrem med nogen aha-oplevelse, tværtimod. Som jeg har skrevet i de tidligere indlæg affødte værkerne blot følelsen af at være blevet ført bag lyset, og jeg forklarer det for mig selv med, at det er, fordi begrebet forfatter for mig er lig med autoritet: At personen fortæller mig en sandhed, som jeg må tro på – at forfatteren fremlægger et svar på, hvordan jeg skal begribe verden, og at denne automatisk har ret i sine antagelser. Derfor forsøger jeg altid i min læsning at lede efter fælder. “Kan jeg nu også stole på det, forfatteren forsøger at bilde mig ind?” Og gennem læsningen af de ovennævnte romaner var jeg i komplet vildrede.

I forbindelse med en eksamensopgave har jeg netop læst en række essays af den franske modernist, Alain Robbe-Grillet. (Nej, det var bestemt ikke frivilligt i første omgang, men indimellem kan man jo blive så positivt overrasket selv over fransk modernisme!) Det bragte denne efterhånden hengemte diskussion op til overfladen igen, for heri faldt jeg over en mulig forklaring på det, jeg ikke blev færdig med at tænke over dengang. Han skriver:

“Imidlertid har alle – såvel de alvorligere læsere (der indrømmer, at litteratur ikke blot skal være underholdning) som de, der foretrækker de fladeste kærligheds- eller kriminalromaner, – for vane at kræve en særlig egenskab ved den handling, som udredes. Det er ikke nok, at den er morsom eller usædvanlig eller besættende; for at få vægt af menneskelig sandhed må den også overbevise læseren om, at de eventyr, han får fortalt, virkelig er hændt for virkelige mennesker, og at forfatteren indskrænker sig til at rapportere, overlevere begivenheder, som han har været vidne til.”

I mine indlæg om Hjorth-romanerne skriver jeg, at værkerne muligvis har fået så stor omtale, fordi der går lidt Se og Hør i den? Sagen blev så fuldkommen overdrevet blæst op i medierne, og jeg blev helt paf over mængden af artikler, debatindlæg osv., det affødte. Tilbage sad jeg med spørgsmålet om, hvorfor egentlig – det er jo bare fiktion. Eller hvad?

Er det fiktion, og hvis det er, hvorfor skal jeg så læse om det, hvorfor skal jeg bindes denne historie på ærmet? Har vi lettere ved at tage det ind, hvis vi ved, at det er virkeligt – får det dermed større betydning for os? Føler vi os måske mindre dumme ved at sidde og granske i det, når vi får fortalt, at det faktisk virkelig er hændt, eller er det for bedre at kunne forholde os til det, hvis vi kan projicere det over på eget liv? En tidligere underviser spurgte engang, efter én af mine medstuderende havde spurgt, om det omtalte i værket var noget forfatteren selv havde oplevet, hvorfor det var så vigtigt – om ikke det i stedet handlede om at forholde sig til det der stod. Men er det bagvedliggende ikke også en måde at forholde sig til det der står på, eller bør man eliminere det?

Havde Arv og miljø stået alene, fri af de mange analyserende og granskende artikler om forfatteren, havde man måske ikke stillet spørgsmålet, om fortællingen var virkelig eller ej, så havde romanen handlet om noget helt andet – så havde det været et helt andet værk. Da Fri vilje udkom blev Arv og miljø igen noget helt andet, og det hele blev langt sværere at fatte, fordi “virkeligheden” endnu engang blev udlagt i en ny udgave. Og dér opstod det virkelige problem, som Grillet så fint forklarede for mig:

“Den mindste tøven, den mindste ejendommelighed (f.eks. to elementer, der modsiger hinanden indbyrdes, eller som er kædet dårligt sammen), og straks hører romanens strøm op med at rive læseren med sig, og denne giver sig til at spørge sig selv, om man ikke er igang med at “fortælle ham historier”, og han truer med at vende sig til de autentiske beretninger, hvor han i det mindste ikke kommer ud for at skulle stille sig selv spørgsmål om tingenes sandsynlighed. Langt mere end om at underholde drejer det sig her om at berolige.”

I alle forbindelser handler det for os om at prøve at forstå verden. Vi vil så gerne begribe de ting der omgiver os, og skønlitteraturen har altid været et fortrinligt sted at søge svar. Hver gang en ny debat opstår, hver gang et spørgsmål om vores eksistensgrundlag dukker op, udlægger en forfatter en mulig fortolkning i sit værk, og vi lytter, og vi tager det til efterretning. I dette tilfælde bliver verdensopfattelserne blandet totalt sammen. Ikke nok med at de er modstridende, så stiller de yderligere spørgsmålstegn ved sandhedsværdien ved at mikse fakta og fiktion i en sådan grad, at man som læser bliver sat helt ud af spil. Man føler sig som en nysgerrig bekendt af familien der kun har hørt rygter og som higer efter at få den egentlige sandhed fortalt, vel vidende om, at ingen kender den virkelige sandhed, fordi en sådan ikke findes. Fordi sandheden i dette tilfælde tilhører hvert enkelt individ, fordi den ændres så snart en anden modtager den.

Men det er vel den magt forfatteren har over sin læser? “Forfatterens styrke er netop, at han finder på, at han skaber i fuld frihed”, som Grillet skriver det.

Og kan man tillade sig det? Kan man fremlægge virkeligheden som det passer én? Grillet mente f.eks., at det var det virkelige problem med den traditionelle roman: At man foregav at fremlægge verden som den virkelig var, men at man, pga. formen, holdt noget igen. Gennem skønlitteraturens historie har fortolkningen af at “holde igen” tydeligt ændret sig. Det har betydet noget forskelligt i forskellige perioder, men egentlig har det stadig den samme rod: Det bliver mere og mere velset at skrive om lige nøjagtig det der passer én, på  lige nøjagtig  den måde det passer én. Faktisk skal man helst skrive det på en ret provokerende måde, på en virkelig opsigtsvækkende måde, for så tror vi virkelig på det, så vil vi virkelig gerne lytte. Jo mere vi bliver rystet i vores grundvold af forfatterens ordvalg, forfatterens fortælling, forfatterens sandhed, jo bedre er det, men samtidig bliver vi også nødt til at kunne forbinde det med noget genkendelig for at tro på det. Hvis vi skal kunne forholde os til det, er det klart, at vi må vide, om det er sandt eller ej. Det hele minder dog om den  ældgamle opfattelse af forfatteren som det lysende geni, som en nærmest guddommelig kraft der må fremlægge virkeligheden for os, som om vi alle førhen har gået rundt med skyklapper for øjnene og er for dumme til selv at se, hvordan verden egentlig hænger sammen.

Begynder man at rode fakta og fiktion sammen i en sådan grad som det f.eks. er tilfældet med Hjorth-romanerne, så smuldrer den guddommelige kraft. Men egentlig er det vel læserens egen skyld. Det er jo ham der tillægger forfatteren, værket, historien alt dette. Et værk er i sig selv ikke ret meget, før læseren begynder at fortolke det – en forfatter har ingen magt før læseren tildeler ham den.

 

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Her tænker du på “Ordet er en fælde, hvori skribenten fanger universet og overrækker det til samfundet”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.