Nordisk Råds Filmpris 2017: På Island kan man godt lave film!

I foråret var jeg for første gang i mit liv i biografen og se en islandsk film. Når man bor i Esbjerg, er man ellers ikke vant til de store kreative udsving, heller ikke på filmfronten! Her viser man de “sikre” varianter: Familiefilm, Hollywoodfilm og andre feel-good film. Det var derfor bare med at komme afsted, mens jeg var i Trondheim og havde muligheden for andet. I marts måned afholdt de nemlig Kosmorama filmfestival, som bød på mange forskellige internationale film for folk i alle aldre. Her viste de en række af de film, der senere er blevet nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2017, bl.a. den finske film, Tyttö nimeltä Varpu (Little Wing) og den svenske, Sameblod. Jeg nåede dog ikke at se de to, men senere på foråret var jeg som sagt i biografen og se det islandske bidrag, Hjartasteinn: En virkelig voldsom, men smuk film. Jeg tror, det er første gang, jeg sådan for alvor har oplevet at sidde helt åndeløs og holde krampagtigt fast i sædet under en film. Puha! Der var altså lige et par scener, hvor jeg overvejede at lukke øjnene, ikke på den der “Nu-dør-jeg-af-skræk” måde, men fordi det bare var så følelsesmæssig voldsomt, at det næsten blev for meget. (Jeg ved ikke, hvorfor jeg i øjeblikket troede, det ville hjælpe at lukke øjnene, men altså, you know what I mean.)

Hjartasteinn er skrevet og instrueret af Gudmundur Arnar Gudmundsson og handler om de to teenagedrenge, Pór og Kristján, som vokser op i en lille islandsk landsby. Her fordriver de tiden med det, man nu engang gør, når man begynder at forberede sig på at blive voksen og bor et sted hvor der absolut intet sker; hvor fædrene drikker, pigerne opfører sig mærkeligt, og de store drenge skyder måger og banker dem der er mindre end dem selv – alt sammen fordi de ellers ville kede sig ihjel.

Men det er hverken let at blive voksen, at have voldelige fædre eller finde ud af dét med piger. Især ikke når man samtidig kæmper mod de nyopdagede seksuelle følelser, man nærer for sin barndomsven, og homoseksualitet er flytteårsag i sådan et lille samfund.

Gudmundsson har ikke bare lavet en rå coming of age-film, han har også skabt en fortælling om det smukke, men lige så rå Udkantsisland. Gennem både fænomenalt skuespil og knivskarpe optagelser af det kolde, bare islandske landskab, der i dén grad understøtter stemningen, bliver man suget ned i biografsædet og tør næsten ikke ånde, før rulleteksten hiver én tilbage til sin egen virkelighed. Det var dog ikke med lettelse, jeg atter åndede – tværtimod, jeg var slået ud længe efter, filmen var slut.

Jeg kan altså godt forstå, den er nomineret til dette års Filmpris. Nu har jeg som sagt ikke set de andre, men det er dælme en stærk og ikke mindst anbefalelsesværdig kandidat. På Island kan man i hvert fald godt lave film!

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Her tænker du på “Nordisk Råds Filmpris 2017: På Island kan man godt lave film!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.