Fokus på nordisk litteratur, sprog og kultur
“Må det enhjørninger til for ikke å anklages for å skrive (for) nært virkeligheten?” spørger Silje Bekeng-Flemmen i lørdagens udgave av Klassekampens bokmagasin. Hun reagerer her på en debat, som beror på forfatteres tendens til at skrive om sig selv og sin samtid (eller navlepilleri som man også kan kalde det?) Der stilles spørgsmål til, hvor grænsen mellem litteratur af almen interesse og gengivelse af en helt almindelig triviel hverdag går.
Læs videre “Hvorfor MÅ jeg læse det som en roman?”
Barn er som deler av deg som faller av og blir levende.
Børn eller ikke børn? Det er et spørgsmål der efterhånden er blevet vendt en del i skønlitteraturen de sidste år. Det er vel også lidt af et spørgsmål. Det handler jo ikke bare om at få det eller ikke få det. For kan man i det hele taget få det, hvad hvis man får det og mister det? Det gør man – på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde. Det er vel lettere at længes efter noget man aldrig har haft, men gerne ville have, end at længes efter noget man havde, men mistede?
Læs videre ““Alt er barndom””
Er det alt vi skal snakke om, er det alt vi skal skrive om? I en artikel i Aftenposten skriver Ingunn Økland om “farefull litteratur” på baggrund af en snarlig genudgivelse af Ari Behns Inferno. Umiddelbart kan det virke som om, at det budskab hun vil formidle er, at så længe det er god litteratur, er det okay at være en trussel.
“Nøjagtig hvor dum skal man have været for at havne i helvede?”
Familien Toimi bor på en afsides gård i den finske del af Tornedalen. Familien består af to voksne og 12 børn, eller 14 alt efter hvordan man tæller, og nogen kommer til at dø: “Det her er ikke andet end en mordhistorie. Eller jo, det er på mange måder meget mere end blot det,” skriver fortælleren indledningsvist. Og hvad gør man så, når nogen bliver myrdet? Jo, man finder ud af, hvem der gjorde det, og helst også hvorfor, for bag dette er oftest en historie at hente. Derfor trækkes læseren gennem hele persongalleriet, baggrunden for de 12, 14 eller 16 implicerede. Man må forstå, at alle har sin version, sin historie og sine bevæggrunde.
Læs videre ““Testamente” : Når mørke går i arv”
Det er blevet bestemt, at Bjørn skal være far. Eller han skal ikke være far-far. Hans mand skal være far til Marens barn, og Bjørn… Ja, hvad skal han egentlig være, hvad er han?
Læs videre ““Jeg er gråhvid”: Er forælderskab en diagnose?”
Hvorfor er henvendelser fra det offentlige altid så højtravende og uforståelige, hvorfor er det så prætentiøst? “Jo mærkeligere og mere ubegribeligt de talte, jo større bifald fik de”, læste jeg i en roman. Kommentaren falder under en digtoplæsning.
Der er noget med flerstavelsesord, med fremmedord og æstetisk forbundet superlativer som sætter os ud af kurs. Måske har det at gøre med troværdighed, at veltalenhed giver større troværdighed og dermed overgiver lytteren sig fuldstændig til afsenderen, eller også handler det om ignorance: At det bliver så indviklet, at folk holder op med at lytte og giver istedet taleren frit lejde. Man sidder i sit stille indre og tænker: “Det der, det er fandeme for vanskeligt at forholde sig til! Men det lyder sgu egentlig meget godt, så det er sikkert rigtigt. Det er nok bare mig der ikke forstår, jeg må hellere klappe ekstra højt, så mine egne tilkortkommenheder ikke afsløres!”
Jonas Eika vandt i tirsdags Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Efter solen. Som så mange andre var jeg nok også lidt overrasket, for i feltet stod mange godt etablerede forfattere med lange forfatterskaber bag sig. Men rettigheden til en pris handler vel på ingen måde om antal år i faget, men at man formår at træffe en nerve i samtiden. Jeg tror dog også, at Rådet med både denne tildeling og prisen til Thunberg har villet vise noget: det som Eika efterfølgende i sin tale efterspurgte. Jeg tror, det er lige så meget et strategisk valg, som det er et “kunstnerisk.” På den måde er prisen egentlig en udmærket illustration af det Eika skriver om, novellerne, talen, prisen: alt sammen en illustration af desperate mennesker i en omskiftelig verden, vi måske er ved at miste kontrollen over, men som vi alle gerne vil vise, at vi bekymrer os om.
Læs videre “Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris: “Efter solen””
Hvad er en god anmeldelse? Kan man regne en anmeldelse for at være pålidelig, hvis den er skrevet af en forfatter, eller er det automatisk sådan, at vedkommende ikke i stand til at opretholde sin faglighed grundet kollegiale forhold? Og hvilke anmeldelser, skrevet af hvem har vi egentlig brug for?
Læs videre “Kunsten at kritisere en roman”
I Trøndelag er livet for flere plantearter truet. De er såkaldt raudlista og kommer til at forsvinde fra naturen, fordi mennesket bygger veje og anlægger hyttefelter. Tilværelsen til miljøværneren Terje er truet, fordi han er bange for at være lykkelig. Hans vækstvilkår er stærkt udfordret, men hvor det for planterne har handlet om miljøforandring har det for Terje handlet om arv.
Læs videre ““Begynnelser””
Nogle litterære oplevelser står klarere end andre. Mit første møde med Herman Bang var både tårevædet og opløftende. Jeg vidste ikke, hvad jeg græd for, men det føltes både tiltrængt og fint, som om jeg havde fået noget forærende af denne sarte skikkelse, som jeg altid trygt ville kunne vende tilbage til, hvis jeg skulle få brug for det. Det er sidenhen blevet til mange gensyn med denne særprægede original og hans gribende eksistenser.
Læs videre “Herman Bang: En stille eksistens eller raffineret vildskab?”
Og så findes der de bøger, hvor den umiddelbare efterladte tanke er: “Hold da kæft en dårlig bog!” Man er klar til at angribe den fra både højre og venstre, men langsomt finder man ud af, at det ikke er selve bogen der er noget i vejen med – at bogen faktisk er virkelig godt skrevet, at den kan det meste af det, en god roman skal kunne. Alligevel kribler det indeni for at rakke den ned, fordi den efterlader én med en følelse af grænseløs irritation (og meningsløshed!) Og så må man i stedet finde ud af, hvordan det kan være. Marie Auberts allerede ekstremt optalte roman Voksne mennesker er sådan en:
Læs videre ““Voksne mennesker”: Til irritation og harme!”
Det er egentlig sjældent, jeg læser lyrik eller specielt æstetisk prægede tekster: de tekster, hvor det er poesien, det metaforiske eller det symbolske som bærer handlingen. Jeg tror måske, det er fordi, jeg føler der er så meget andet, jeg også gerne vil nå, så meget andet, jeg også gerne vil læse, at jeg ikke giver det enkelte værk den tid, det nødvendigvis altid trænger. Og ja, så går man måske nok glip af en del, men omvendt har jeg det også lidt sådan: Så sig det dog i stedet for at pakke det ind og lad os komme videre! Sådan havde jeg det i hvert fald gennem læsningen af Ingvild Lothes usandsynlig symboltunge roman Havfruehjerte.
Læs videre ““Havfruehjerte””
Med jævne mellemrum dukker diskussionen om litteratur skrevet af kvinder vs. mænd op: Hvorfor degraderes de fleste romaner skrevet af kvinder til “kvindelitteratur”, mens romaner skrevet af mænd annonceres som “stor kunst”? Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal mene om dette, om jeg skal mene noget overhovedet – er det måske ikke bare en tom antagelse? Under læsningen af Johanna Frids roman Brenn Oslo brenn, slog det mig, at nej, der er måske noget om det?
Læs videre ““Brenn Oslo brenn”: Kunst eller kvindelitteratur?”
Det er som om, at så snart noget eller nogen stikker uden for rammerne, så snart man har en levevis som ikke er “normen,” så er det ok for andre “normative” at stille nærgående spørgsmål til denne levevis: Er du homo, barnløs, veganer så er det pludselig helt legalt at stille ellers åbenlyst socialt uacceptable og nærgående spørgsmål: “hvorfor vil du ikke have børn!?” (gerne slynget ud i et lettere fordømmende og overrasket tonefald), eller: “hvordan vidste du, at du var lesbisk, hvordan har i sex? Er det fordi du synes, det er synd for dyrene?” Omvendt er det fortsat totalt forbudt for denne “ikke normative” at spørge den heteroseksuelle, kødædende tobarnsmor, hvornår hun sidst fik tjekket understellet. Linn Strømsborg går i sin nye roman Aldri aldri aldri grundigt ind i denne dobbeltmoralske grubling om børn eller ikke børn. Det er opløftende, det er deprimerende, det er morsomt og det er befriende.
Læs videre ““Aldri aldri aldri”: Hvorfor er man tvunget til at legalisere fravalget af børn?”
Efter endt læsning tænkte jeg, at dette er en bog, jeg ville være gået langt udenom, hvis jeg havde vidst, hvad den indeholdt. Alligevel kom jeg gennem den, opslugt, besnæret, og jeg er bange for at indrømme, hvorfor.
Læs videre “Anatomi. Monotoni”