Markedsføring og hovedløse høns: Er det småligt at læse om sig selv?

Den gode litteratur er den som stiller spørgsmål til den verden vi færdes i, den som: ”åpner et erkjennelsesrom, viser oss tilværelsen fra andre sider, utfordrer vårt forhold til virkeligheten”, som Kari Marstein skrev det i et indlæg i Aftenposten. Well, nu stiller jeg så spørgsmålet den anden vej rundt: Hvad er det for et forhold til virkeligheden, vi skal have, hvad er det for andre sider, og hvem er det der skal vise os dem? Læs videre “Markedsføring og hovedløse høns: Er det småligt at læse om sig selv?”

Tove Ditlevsen: Det uperfekte forbillede

Tove Ditlevsen, foto: Jette Ladegaard

Jeg ved ikke, om det var min egen eller Tove Ditlevsens skyld, at jeg ikke fik jobbet, men det foruroliger mig lidt, at det er hende, jeg tænker på, når snakken falder på ægteskab.
Læs videre “Tove Ditlevsen: Det uperfekte forbillede”

“Singularitet”: At finde sig et fornuftigt livsprojekt

Singularitet, Marita Fossum, Forlaget Oktober 2018 – Anmeldereksemplar

“Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død,” skrev Tom Kristensen i digtet Angst fra 1932. Det var vel en måde at sige, at han trængte til noget der kunne ruske ham ud af livets forudsigelige og trivielle former. I romanen Singularitet forsøger den midaldrende Gulline noget nær det samme bare ved at prostituere sig selv. Læs videre ““Singularitet”: At finde sig et fornuftigt livsprojekt”

Bødler og ofre i ærlighedslitteraturen

Jack Kerouac

Kan eller bør bekendelseslitteraturen reguleres? Er kravet om regulering afhængig af, hvilken historie der fortælles – om vi har sympati med fortælleren eller ej? Læs videre “Bødler og ofre i ærlighedslitteraturen”

“Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv”

Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv, Tomas Espedal, Gyldendal Norsk Forlag 2006

At gå er frihed. Om det er en tur ned ad gaden, i skoven eller en 500 km. lang vandretur over fjeldet; det medfører en følelse af fremdrift, at man flytter sig – ikke bare fra A-B, men også mentalt og personligt.  Læs videre ““Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv””

Litteraturkritik, kun for idioter?

Er retten til at være uhæmmet kritisk særlig tildelt den anerkendte kunstner? Kan man kritisere den anerkendte kunstners værk uden at være idiot eller småborgerlig?  Læs videre “Litteraturkritik, kun for idioter?”

At skrive om sig selv og sine problemer: Heltegerning eller eksponeringstvang?

Når en forfatter skriver en bog som ligger nær virkeligheden, er det første læseren som regel tænker på, om det er noget, forfatteren selv har oplevet. Det giver vel en eller anden form for troværdighedsgaranti?
Om det er sandt eller ej, vi synes i hvert fald, det er modigt, at forfatteren står frem. 
Læs videre “At skrive om sig selv og sine problemer: Heltegerning eller eksponeringstvang?”

“Brev til en ufødt datter”: Hvornår inviterer vi mændene med til alvorssnakken?

Brev til en ufødt datter, Anne Bitsch, Forlaget Spartacus 2018

Som det gøres klart i denne bog, og som det bliver gjort klart nærmest hver gang en ny debat om ligestilling åbner, så er vi kommet et godt stykke ad vejen mod et ligestillet samfund. Eller, man kan måske sige det sådan, at det i hvert fald ikke er ligeså galt, som det var engang. Men er det ens betydende med, at det job så er gjort, eller hvad? Læs videre ““Brev til en ufødt datter”: Hvornår inviterer vi mændene med til alvorssnakken?”

“Rakkniven”: Hvad skete der med Julie, efter tæppet gik ned?

Hvorfor skal nogen nødvendigvis dø for at forhøje romanens æstetiske kvalitet? Da Goethe i sin tid udkom med den tragiske roman, Den unge Werthers lidelser oplevede man en bølge af selvmord blandt unge mænd. Det blev en slags reaktion på en intens indlevelse i kunsten som individet ikke kunne rumme. Kunstens storhed smittede, men kunne ikke presses ind i det enkelte individ. Læs videre ““Rakkniven”: Hvad skete der med Julie, efter tæppet gik ned?”

Nå skjønner æ ingenting!

“Hæ!? Nå skjønner æ ikkje ka du sir!”
Bør man tilpasse sig sin samtalepartner i mødet med en anden skandinav, eller er det modtagerens eget ansvar at forstå, hvad der bliver sagt? Læs videre “Nå skjønner æ ingenting!”

“Unga Astrid”: At filmatisere andres hemmeligheder

Kan man tillade sig at lave en film om en anden persons største hemmelighed?
Om et par uger har filmen om Astrid Lindgrens tidlige år premiere i de svenske biografer. Filmen fokuserer bl.a. på det forhold, som den dengang 18-årige Lindgren, indledte til en væsentlig ældre redaktør – et forhold som resulterede i en uønsket graviditet.  Læs videre ““Unga Astrid”: At filmatisere andres hemmeligheder”

Søsterkærlighed på godt og ondt: “Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født”

Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født, Mona Høvring 2018, Forlaget Oktober

Jeg læste engang, at de roller, man bliver tildelt i et søskendeforhold vil varer ved resten af livet: Er man den ældste, vil man forblive i rollen som den ansvarlige, omsorgsfulde og ledende. Den yngste derimod vil, så snart den ældre søskende træder ind i rummet, hoppe tilbage i rollen som den der bliver taget hånd om og overlade ansvaret til den ældste. Jeg tror, der er noget om det i langt de fleste tilfælde. Jeg tror, det ligger naturligt til os at indordne sig efter den “ældste og klogeste.” Der er noget trygt ved den slags familiære føjelighed. Men hvad sker der egentlig, når der kommer ubalance i den slags forhold? Læs videre “Søsterkærlighed på godt og ondt: “Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født””

At skjule sig bag fiktionen: Hvor mange gange skal jeg høre dén historie?

 

“Man skriver og skjuler seg. Man kler seg i språk. Det gjelder for Rousseau, det Maurice Blanchot skrev om Kierkegaard: “Ved til en viss grad uopphørlig å snakke om seg selv og reflektere over begivenhetene i sitt liv, oppstiller Kierkegaard som regel for seg selv ikke å si noe viktig om dem og grunnlegger sin storhet på å bevare hemmeligheten. Han forklarer og tilslører seg.” “  Læs videre “At skjule sig bag fiktionen: Hvor mange gange skal jeg høre dén historie?”

Skønlitteratur i ældreplejen

Hvad sker der med kreativiteten, når vi bliver ældre? Jeg tror, det er en almen opfattelse, at man som barn er mere kreativ anlagt, fordi man er styret af andre og mere umiddelbare impulser. Man har ikke alle de der negative tanker, følelser og oplevelser der holder én tilbage. Man har et andet og mere uspoleret billede af sig selv og sine egne evner. Med tiden forsvinder den umiddelbare tilgang til verden. Mange idéer udryddes af fornuft, hverdagens realiteter som snæver økonomi, for lidt tid, indbildte manglende evner, eller hvad det nu kan være, og rummet for kreativitet mindskes. Læs videre “Skønlitteratur i ældreplejen”