Jeg husker endnu godt en Dag. Det var den Dag da min Sommer kom. Solen begyndte allerede at skinne om Natten og tørket den vaate Jord til om Morgningen, Luften var blit bløt og fin efter det siste Regn.
Første gang jeg for alvor stødte på Knut Hamsun havde jeg det som om, jeg døde en langsom død. Vi skulle gennemgå værket Sult til én af mine første forelæsninger på NTNU. Det var så søvndyssende læsning, og jeg blev ganske frustreret indeni. Heldigvis fandt jeg ud af, at jeg langt fra var den eneste der havde det sådan. Ved håndsoprækning til den efterfølgende forelæsning viste det sig, at kun 2 ud af 50 havde fundet den god. At vores underviser så tillagde, at Georg Brandes, dengang romanen udkom, fandt den ligeså røvsyg, som jeg gjorde, fik mig til at føle mig mindre som en elendig litteraturkritiker. At værket er genialt på mange andre måder vil jeg gerne indrømme. Hamsun havde faktisk fat i noget. Det var dog først, da jeg fik Sult på passende afstand, at jeg fik mod på at gå i gang med endnu et Hamsun-eventyr.
Jeg har aldrig hørt ret meget om Pan, men jeg har haft den stående på hylden og flyttet rundt på den længe. Alligevel havde jeg en form for forudindtagelse. Jeg troede, jeg vidste, hvad det var, jeg gik i gang med. På trods af mine efterhånden talrige erfaringer, tænker jeg hver gang, jeg går i gang med en bog, jeg ved, blev censureret ved udgivelsen: Uha, den må være interessant, så! Men jeg får aldrig rigtig mine forventninger indfriet. Censur er nok ikke, hvad det har været… Det var lidt det samme denne gang, men Pan som figur, kan jo tolkes på mange måder.
Pan handler om den unge løjtnant, Glahn, som lever et tilbagetrukket liv i skoven. Han lever af at jage, men er selv jaget. Han drives af lyst, men i en moderne verden er det ikke altid, man kan give efter for de naturlige drifter. Mændene ser ham som en trussel, og kvinderne kan ikke modstå hans dyreblik. Selv tester Glahn ligeledes de mennesker, han ser som en trussel – ikke bare i sin bogstaveligste forstand, som noget ondt, men også de mere nære og kærlige forbindelser. I denne pan-agtige tilværelse træder Hamsuns optagelse af Nietzsches apollinsk-dionysisk forståelsesformer kraftigt frem.
Jeg kom som sædvanlig fra Fiske og møtte op til “Ballet” med Gevær og Væske, jeg hadde bare tat min bedste Skinddragt paa.
Og vi danset. Intet Uheld indtraf, jeg blev svimmel, men faldt ikke. Mine store Støvler gjorde nogen Støi, jeg hørte selv denne Støi og besluttet mig til ikke at danse mere, jeg hadde ogsaa sat Riper i det malte Gulv. Hvor glædet det mig ikke at jeg ingen større Ulykke hadde gjort!
Glahn forelsker sig i Edvarda, senere i Eva, men har også drømme om Iselin: En kvinde som har eksisteret for flere generationer siden og genkaldes i drømme. Han forfører forbipasserende kvinder i sin hytte, og han jager selv de dyr, der er fredet. Hans sociale intelligens er ikke på sit stærkeste, og derfor havner han ofte i uheldige situationer og har svært ved at afkode særligt Edvardas spil. Han inviteres til bal, på udflugter, men trives bedst i sin hytte i skoven. Det er da også, da han involverer sig og begynder at sætte markante spor i det sociale liv, at sindet smulrer. I begyndelsen af fortællingen virker han som et afbalanceret individ, der malerisk og ømt fortæller om sit fristed i den norske natur, der lever og ånder omkring ham. Jo mere han involverer sig, først med Edvarda, så med Eva, jo mere flyvske og dystre bliver hans beretninger. Denne udvikling følges til ende, og dyret i Glahn forgiftes af det moderne livs fristelser, normer og rammer.
Der stod en Sten utenfor min Hytte, en høi, graa Sten. Den hadde et Uttryk av Venligsindethet mot mig, det var som om den saa mig naar jeg kom gaaende og kjendte mig igen. Jeg la gjærne min Vei forbi denne Sten naar jeg gik ut om Morgningen og det var likesom jeg efterlot en god Ven dér som vilde vente paa mig til jeg kom tilbake.
Det første der fangede mig var den nærmest lyriske prosaform der åbner romanen, de dybtfølte naturbeskrivelser der næsten fik mig til at kunne dufte de norske fjelde igen. Det var en velkendt ro der slog mig, og jeg følte straks med Glahn. Det gjorde jeg sådan set hele vejen igennem: Følelsen af at være en elefant i et glasbur, ikke at høre hjemme, altid at gøre det forkerte, fordi man ikke tolker andre menneskers signaler korrekt, eller fordi de ikke tolker ens hensigter korrekt. Det var smerteligt at læse, men samtidig rart. Tænk, at man også havde det sådan på Hamsuns tid, tænk at vi stadig har det sådan.
En Pike sat fangen i et muret Taarn. Hun elsket en Herre. Hvorfor? Spør Vinden og Stjærnerne, spør Livets Gud; for ingen anden vet saadant noget. Og Herren var hendes Ven og Elsker; men Tiden gik og en Ukedag saa han en anden og hans Sind Forvendtes.
Pan er en fortælling om det naturlige menneske fanget i en kunstig verden. Det er en fortælling om drifter, om kærlighed og om den rene natur. Det er en fortælling om jalousi, om at jage og om at blive jaget. Ligeså kedelig og grå, jeg fandt Sult, lige så lidenskabelig, flammende og kødelig finder jeg Pan. Værkerne falder sammen i det, for sin samtid, karakteristiske tema: Det fremmedgjorte menneske, men fjerner sig fra hinanden i deres forskelligartede udtryk. Man kan ikke sige, at Sult ikke er lidenskabelig eller kødelig; det er den, men byen nedtoner det. Jeg kan bedst lide Hamsun, når han er omgivet af naturens ånd.
