Professor Hieronimus: Sindssyge og anklager

“-Har en mann lovlig rett til å sperre sin kone inne i en sinnssykeanstalt mot hennes vilje, så snart han og en lege sier at hun er sinnssyk?

Ja. Og vice versa.

-På den måte kan det jo lett skje misbruk, sa Else.

Ja, og det skjer det visst også ofte, var reservelegens svar.”

I et af mine tidligere indlæg om Amalie Skram har jeg fortalt lidt om forfatterens “nedgangsperiode.” Efter succesen med romanen, Constance Ring og flere andre værker opstod et stigende pres hos Amalie. Det var tydeligt, at hun ikke følte, hun kunne leve op til de krav der blev hende stillet, måske mest af alt af sig selv. Hun pintes af en uro for sin 3-årige datters ve og vel, sine egne evner som mor, tjenestepigernes uduelighed og sine momentane skriveblokader.

Hun led i lange perioder af søvnløshed, og denne fysiske og mentale udmattelse resulterede i 1894 i en indlæggelse på Kommunehospitalets 6. afdeling under Knud Pontoppidan. Amalie havde tidligere været indlagt på sindssygehospitalet i Gaustad, hvor hun var blevet mødt af forstående og hjælpsomme mennesker, men dette minde tog det ikke mange minutter for Pontoppidan at udviske.

I 1875 oprettede man en særskilt afdeling på Københavns kommunehospital for nerve- og sindssygdomme. Det var på denne tid en ret skelsættende affære, da udskillelsen af sindslidelser og behandlingen deraf medførte en fastholdelse af, at se sindssyge, som en legemlig sygdom og intet andet. Behandlingen bestod dog i starten hovedsageligt af indespærring og brug af spændetrøje: dog en mere lempelig behandling end den foregående dårekiste! Men i 1887 fik Knud Pontoppidan stillingen som overlæge på afdelingen, og der kom både vinduer og møbler i cellerne. Patienterne kunne ligeledes opholde sig i en fælles spisestue, og som en meget radikal og nybyggende ændring blev der ansat kvindelige sygeplejersker i stedet for de mandlige plejere, som førhen var ansat med det formål at beskytte personalets og patienternes liv og helbred.

Pontoppidans metoder handlede sjældent om indespærring og isolation, han afskaffede nærmest spændetrøjen og tvangsmidler blev kun brugt i aller yderste tilfælde. Man kan altså sige, at manden i dén grad lagde op til forbedringer, og på trods af de efterfølgende sager, der opstod i hans navn, så har han haft et revolutionerende syn på behandlingen af psykiatriske patienter – et syn som også førte gode ting med sig.

Men Amalie Skram var på ingen måde tilfreds med den behandling hun fik af Pontoppidan. Året efter sin indlæggelse udgav hun de delvist selvbiografiske romaner Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, hvori hun anklager Knud Pontoppidan under dæknavnet Professor Hieronimus for fejldiagnosticering- og behandling, indespærring mod sin vilje og i det store hele total umyndiggørelse. Værkerne vakte selvsagt stor røre. Både Amalie og ægtemanden Erik havde på dette tidspunkt betydningsfulde stemmer i samfundet; Erik inden for politik og journalistik, og Amalie i kraft af sine romaner. Desuden havde flere andre før Amalie meldt ud om Pontoppidans behandlingsmetoder, herunder Herman Bang, som i 1891 havde været indlagt på 6.afdeling. Hans udgivelse af Ludvigsbakke i 1896 blev ligeledes et indblik for offentligheden i den ellers så aflukkede psykiatriens verden.

Det almene menneske fik pludselig adgang til en verden der ellers var skjult for dem, og man blev slet og ret forarget over det der foregik. At være pårørende til en “sindssyg,” eller selv at være det for den sags skyld var forbundet med stor skam, og det var ikke noget, man talte om. Derfor havde man selvsagt ikke den store viden om den del af mennesket, og man stolede derfor blindt på behandlerne.

Det lader dog også til at være det største problem i sagen om Pontoppidan: Der hersker ingen tvivl om, at han har handlet i bedste tro, at han ud fra den viden og de redskaber han har haft, har forsøgt sit bedste. Men folk begyndte at stille spørgsmål, og da er det, at tingene bliver problematiske, som litteraturkritikeren Georg Lukács også påpeger: Når folk begynder at tvivle på autoriteterne, på den sandhed de før har levet blindt efter, så bliver livet besværligt, tilværelsen bliver problematisk, for da må man finde nye svar, tage nye kampe.

Og kamp skulle Pontoppidan få! Så stærk kamp, at han måtte tage sin afsked som overlæge. I 1897 prøvede han dog i et lettere ynkeligt forsøg at redde sin ære i pamfletten 6.afdelings Jammersminde

Hvad der hurtigt bliver klart i denne “forsvarstale” er, som jeg allerede har skrevet, at Pontoppidan også mærkede den tvivl der pludselig opstod fra “pøblen.”

“Den overvejende Følelse hos mig har dog været Skam over den Samtid, jeg tilhører. Det er i mine Øjne i højeste Grad sørgeligt og forargeligt, at en samvittighedsløs Presse, stimuleret af en utilregnelig Olding, har formaaet at rejse en Bevægelse som denne, der i sin dybeste Grund er en Fornærmelse mod Lægestanden i dens Helhed og navnlig røber en højst nedslaaende Mistillid til os Sindssygelæger.” 

Der er selvfølgelig intet nyt under vandet her: Medierne har blæst en sag op, og en part føler sig nu uretfærdig behandlet. Det slående ved denne sag er dog, hvordan Pontoppidan omtaler sig selv og andre. I et andet eksempel får han det til at lyde som om, at han ved ikke at blande sig i denne debat tidligere har “sparet sin egen fortræffelighed” og ventet på det publikum der virkelig fortjener ham. Han udtrykker dog flere gange sin skuffelse over selv at måtte forsvare sig – at ingen andre har gjort det for ham. Samtidig omtaler han sine patienter som “utilregnelige oldinge,” og udtrykker absolut ingen tiltro til sine patienter. Dette var dog også det største kritikpunkt fra Amalie Skram: at patienten bliver umyndiggjort og behandlet som en komplet imbecil ligegyldig, hvilken diagnose, man så får. Og dette kerneproblem skinner virkelig igennem i Pontoppidans forsvarstale:

Spørgsmaalet er nu om jeg her strax skulde have udskrevet Patienten paa hendes Forlangende. En saadan Fordring forekommer mig aldeles urimelig. Hvis jeg saaledes på staaende Fod skulde tage de Syges Protester til Følge, vilde hele Virksomheden og hele Institutionen blive en Meningsløshed.”

Det er selvfølgelig klart, at man i hans position og med hans erfaring må tage tingene til efterretning, før man bare udskriver folk, men problemet er, at patienten på intet tidspunkt regnes for noget – ikke andet end utilregnelig og sindssyg i hvert fald. Et andet sted omtaler han en patient som er blevet erklæret “uhelbredelig sindssyg,” og han argumenterer her for, at kvinden ikke bør få noget at vide om sin egen tilstand, og samtidig hvorfor han som fagperson ikke skal tage familiens oplevelse af hende til overvejelse i sine bedømmelser.

En Patient har fablet til sine Besøgende om, hvorledes han om Natten har sejlet Jorden rundt og endnu kan mærke Søgangen. Der rystes på Hovedet over, at han er saa forstyrret. Men naar han det næste Øjeblik fortæller, at han har sultet i to Døgn, fordi Sygeplejersken har spist al hans Mad, saa tror Familien det og kommer farende til mig med indignerede Klager over, at noget saadant kan passere.”

Denne sag kørte for over 100 år siden, og langt hen ad vejen kan man trække tydelige tråde til nutidens behandling af psykiatriske patienter: Det er det der med troværdigheden, hvordan vi opfatter de gale og de normale – hvad der er rigtigt og forkert, hvem vi vælger at lytte til. Fordi en mand fortæller, at han i sine drømme har sejlet jorden rundt, er det så ens betydende med, at vi ikke skal tro ham, når han kommer og siger, at huset brænder? Når en person den ene dag, i kraft af én personlighed, én stemme i hovedet har oplevet at solen er grøn, er det så ens betydende med, at denne er evigt utilregnelig?

Psykatrien har i umindelige tider været præget af kassetænkning og en “sygelig” trang til diagnosticering. Vi vil så gerne have folk til at passe ind i vores skabeloner, især dem der spræller lidt for meget. Vi har så travlt med at finde sandheder, at forklare alting. De ting vi ikke kan forklare gør os utrygge, og vi gør, hvad vi kan for at tæmme dem: med piller, med diagnoser og med behandling – behandling der indimellem modstrider det “normale” for den, vi ser som “gal.”

Der er ingen tvivl om, at man er kommet langt inden for psykiatriens behandlingsmetoder, og at videnskaben, forskningen etc. har båret frugt. Problemet ligger i dag nok i den måde, vi taler om det på: En ny form for uvidenhed, som førhen var båret af skam, men som i dag måske handler mere om årsag og virkning?

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.