“Rakkniven”: Hvad skete der med Julie, efter tæppet gik ned?

Hvorfor skal nogen nødvendigvis dø for at forhøje romanens æstetiske kvalitet? Da Goethe i sin tid udkom med den tragiske roman, Den unge Werthers lidelser oplevede man en bølge af selvmord blandt unge mænd. Det blev en slags reaktion på en intens indlevelse i kunsten som individet ikke kunne rumme. Kunstens storhed smittede, men kunne ikke presses ind i det enkelte individ.

Denne bølge udviklede- og forplantede sig hos de litterære (anti)heltinder: Emma Bovary, Anna Karenina, Constance Ring, Esther Greenwood – alle måtte de dø, fordi livet ikke kunne rumme dem, fordi deres tilværelser var for snævre. (Det er i hvert fald det nærmeste, jeg er kommet et svar: jeg skrev ellers en hel bacheloropgave om det…)

En anden litterær heltinde som heller ikke passede ind i livets former, var Strindbergs Fröken Julie. (Hvis ikke man kender historien, eller har brug for en genopfriskning, kan man læse om stykket her. ) Hun ender på tragisk vis med at skære halsen over på sig selv med en barberkniv, fordi hun skammer sig. (Eller bliver pålagt en skam – det kan man diskutere, hvilket jeg selvfølgelig har gjort i førnævnte link 😉 ) Men hvad nu hvis historien sluttede anderledes? Egentlig ved man jo ikke, om Julie døde af sine gerninger – hvad hvis hun ikke gjorde? Det har den svenske forfatter Eva Ström undersøgt:

Rakkniven, Eva Ström, Albert Bonniers Förlag 2018 – anmeldereksemplar

Rakkniven begynder, hvor Strindberg sluttede: Den unge godsejerdatter, Julie skammeliggøres af sin fars tjener, som nu opfordrer hende til at begå selvmord. Han overbeviser hende om, at det er den eneste mulighed for oprejsning, og Julie tager imod barberkniven: 

“Det är rysligt! Men det finns intet annat slut – Gå! 
(Fröken går bestämt ut genom dörren.)”
-August Strindberg, Fröken Julie 1888

Som sagt ved læseren ikke, om Julie rent faktisk begår selvmord. Vi regner ligesom bare med, at det er, hvad som sker, men Ström fortæller altså en anden historie.

Julie bliver fundet med et snitsår i halsen og fragtes til et sindssygehospital i København. Her får hun tydeligt at føle sin families foragt. Hendes tante afleverer hende under falsk navn med en kold mine, og Julie hører intet fra familien under indlæggelsen. Hun husker ikke selv, hvad der egentlig er sket, men kan kun gisne om, hvorfor familien tager afstand.

Efter nogle måneder og et tragisk selvmord på afdelingen, bliver Julie udskrevet. Hun håber at kunne vende hjem, men bliver i stedet fragtet endnu længere væk: Til et nonnekloster i Rom.

Selvom Julie savner sin familie og ofte længes hjem, så er der også en stærk frihedstrang som rusker i hende, og da hun kommer til Rom, føler hun sig endelig lykkelig – fri og lykkelig.

Hun går på museer, udforsker byen, parkerne, dets mennesker, men selvom hun bliver mere og mere selvstændig, så hjemsøges hun af mareridt og uklare forestillinger om, hvad som skete. Efterhånden bliver hun klar over, hvad som drev hende til den drastiske handling, og hun bliver vred.

Det lader dog til, at Julie kommer sig, men lige fra en start bliver læseren gjort opmærksom på en forhindring, som Julie først selv indser, da det nærmest bliver tvunget ind i hovedet på hende:

“Midsommardans med herrarna i hagen
Vid Mårtensmäss blir det sparkar i magen
Våffeldag möter med skrik och gry
Barnet skriker i högan sky”

Selvfølgelig bliver Julie gravid efter sin nat med Jean. En detalje der faktisk irriterede mig gennem hele bogen: Ikke for det faktum, at sådan noget er en kliché som altid er en konsekvens i den slags fortællinger, men fordi det bliver nævnt allerede på én af de første sider, at Julie har sin menstruation, da hun har sex med Jean. Jeg tænkte: “Så er hun i det mindste ikke blevet gravid!” Men jo, jo. Det var hun så. “Umuligt,” tænkte jeg! Og gennem hele værket ventede jeg på, at der skulle komme en anden forklaring på, hvorfor den midsommernat har resulteret i et barn. Men der kom ikke anden forklaring på det (undskyld, spoiler alert!), end hvad Google kunne fortælle mig: Man kan godt blive gravid, hvis man har sex under menstruation – sandsynligheden er minimal, men det kan ske…. Ser man det!
Hvorfor dette lille twist er nødvendig for romanen, har jeg mine tvivl om. Jeg har en tese, selvfølgelig, men den virker også ret irrelevent for den øvrige fortælling – eller måske netop, fordi man kender den “øvrige fortælling.” Man ved godt, at det er en fortælling om manipulation, over- og undermennesker, drifter og magt, så om det er ment som en udpensling af det faktum, eller hvad, har jeg lidt vanskeligt med at gennemskue.

Men ud over den lille detalje, så er det faktisk en fortælling som river sin læser med. Netop fordi man kender den oprindelige historie, og man ønsker så brændende for Julie, at hun skal få oprejsning. Og det får hun. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg er overbevist om, at det rent faktisk kunne være foregået på den måde, som Ström udlægger det. Der er enkelte faktuelle oplysninger, situationer som er knyttet til den historiske tid og udvikling, som jeg ikke er sikker på ville have været muligt, men jeg er selvfølgelig ingen ekspert. Julie får dog en ønskværdig skæbne og tager til indirekte genmæle over for sine undertrykkere.

Udover en medrivende fortælling åbner Ström også op for nogle interessante litteraturhistoriske anskuelser. F.eks:

“Varför skulle Anna Karenina kasta sig framför loket i Tolstojs nya roman? Värfor skulle kvinnor behöva dö för att förhöja romanens estetiska värde? Paul tyckte att det talade för en medkänsla i Kareninas liv, medan jag ansåg att hon brutalt slängdes framför tåget för att en författare skulle uppnå en spektakulär effekt och locka fram tårar hos läsaren.”

Hvor meta-agtigt er det ikke lige! Det er sådan lidt et “slap in the face, Strindberg!”, er det ikk’? Gennem kommentarer som disse analyserer og fortolker Ström Strindbergs stykke, og jeg synes, det er ret så interessant. Både fordi jeg tidligere selv har været i store problemer under fortolkningen af stykket, og jeg får her tilføjet nogle ekstra dimensioner, som sætter nogle ting på plads for mig, men hun gør det ikke på nogen endegyldig måde. Selvom dette er en ret lukket fortælling, så viser den alligevel, at dette blot er én fortælling, én mulighed for Julie, men ikke mulighedEN, og det kan jeg egentlig meget godt lide. Særligt fordi jeg ikke er enig i den skæbne som fremlægges her 😉 Der er flere ting i fortolkningen, som jeg er dybt uenig i, men det er kun spændende at læse én fortolkning.

På DR’s hjemmeside kan man lige nu se Kulturmagasinet Gejst undersøge klassikere som bliver gendigtet. (Link til udsendelsen findes her. ) Her skal forfatter Merete Pryds Helle skrive en roman baseret på Henrik Ibsens Et dukkehjem. Overvejelserne bag projektet gav mig svar på nogle af de spørgsmål, jeg så ofte selv enten er blevet spurgt om eller har tænkt over: Hvorfor skal vi blive ved med at læse de gamle klassikere, hvorfor er de stadig relevante – eller rettere hvordan kan de stadig være relevante?  Dét spørgsmål synes jeg egentlig, Ström besvarer meget godt: Fordi der i dag kan skrives en roman om den, som stadig er relevant og som bringer aktuelle diskussioner med sig:

Er skam f.eks. noget som andre skaber, eller er det nærmere noget som opstår, fordi man selv er underlagt dobbeltmoral? Der er vel ingen der direkte pålægger én skam, det opstår vel ud fra den måde, man selv anskuer verden på. Man kan sige, at Strindberg i sit stykke illustrerer, hvordan Jean presser skammen ned over hovedet på Julie for at redde sin egen røv, men Julie har jo selv en forudindtaget forestilling om verden, som han ikke har nogen indflydelse på. Følelsen er vel hendes egen, opstået af noget i hende selv?
Og så er det fortsat en diskussion om individets frie vilje. Kampen om et selvstændigt liv trods det at blive påvirket fra alle kanter: Blikkene som strejfer én på gaden og som skaber én historie om individet der passerer, ørerne som hører brudstykker af skæbner og erfaringer, hjernen som digter eller læser andres ord og på den måde skaber en virkelighed, venner, familie, bekendte som er nærværende på visse præmisser: Der er mange ting som former et menneske, der er mange ting som skaber en historie – ingen mere sand eller falsk end andre, men afhængig af tid og sted.

“En våg av rakknivshändelser hade svept över Europa och dragit människorna med sig, människor som tyckt sig vara utan val, utan fri vilja, i en virvel av känslor kanske förstärkta av spända nerver, av alkohol, av den sena timmen. Jag hade varit en av dem som varit mycket nära att gå under. Turen och andra människors välvilja hade räddat mig till ett liv som blivit mycket lyckligare än vad jag någonsin kunnat föreställa mig. Det var till det livet jag nu var på väg.”

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.