Egentlig har jeg en helt naturlig modstand til romaner som indeholder, eller forsøger at sælge sig selv med ordene: Kærlighedsfortælling, berusende forelskelse, fornuft og følelser! Jeg får en sådan helt igennem kløende fornemmelse indeni og får lyst til at rulle mine øjne så hårdt, at der er fare for, at jeg kommer til at se min egen hjerne. I can’t even…
Jeg ved ikke helt, hvad årsagen til mine anfald skyldes, og jeg ved heller ikke, hvordan i alverden jeg fik mig selv overtalt til at gå i gang med en bog, hvor der på forsiden står: En roman om kjærlighet, og anmelderen tilmed har skrevet: “En mesterlig studie i forelskelsens vesen.” Det har været et svagt øjeblik, det er helt sikkert, men jeg var blevet lovet af en person, som jeg ellers har stor tiltro til, som vanligvis er utrolig klog og velreflekteret, at bogen var fantastisk. Da hun fortalte om, hvilken banebrydende oplevelse det havde været for hende at læse den, tænkte jeg, at så måtte jeg da også give den et forsøg. Hende og jeg er nemlig lige forbeholdne og lader os ikke sådan imponere, så hvis ikke jeg skulle tage imod råd fra hende om en “roman om kjærlighet,” så ved jeg snart ikke.
Rettsstridig forføyning handler i al sin enkelthed om mennesket Ester Nilsson, som romanen så fint indleder med: “Ester Nilsson het et menneske.” Allerede her var jeg fanget. Denne lille sætning, valget af ord, opfanger hele romanens essens: Der er hele tiden en dobbelthed i denne roman, som viser et overskud uden lige. På den ene side er den overfladisk og hyggelig, på den anden side piller den alle vores indlærte floskler fra hinanden. Nøjagtig som man tror, at romanen skal til at blive klam og blødsøden, dissekerer fortælleren vores illusion og husker os på, at vi alle er idioter til en vis grad og foretager dumme valg. Jeg sad flere gange og tænkte: “Så naiv, så dum Ester er at hoppe på den igen og igen!” Men der går ikke mange minutter før fortælleren har vist mig, at det sgu heller ikke er mig, der har fat i den lange ende!
Ester er vanligvis et meget fornuftigt og velovervejet menneske. Hun er god til at rationalisere både sine handlinger og sine følelser, men da hun stifter bekendtskab med kunstneren Hugo Rask, hvis virke hun gennem årene har sat sig godt og grundigt ind i, mister hun al kontrol. Da Ester en dag holder et foredrag om Hugo, sidder han “tilfældigvis” blandt publikum. Han bjergtages af hendes fremstilling af ham, og de to indleder i månederne efter et slags forhold. Ester er besat, men Hugo deler ikke rigtig hendes følelser. Han er temmelig kølig og distanceret. I hvert fald efter de har haft sex. Ester ved godt, at hun ikke bør være alt for fremturende, at hun må give Hugo tid og plads, men det er vanskeligt at lade være med at ringe, ikke at sende lange, vrede beskeder, når han skuffer hende, eller at tænke på ham i det hele taget. Hun ved godt, hun er for meget og opdigter alverdens retfærdiggørelser som skal forklare hans distance og momentane tavshed. I perioder lykkes det hende også næsten at afskære ham, men alligevel slipper han aldrig hendes tanker helt. Hugo skal ikke vifte ret meget med lillefingeren, før hun atter hopper og springer for ham. Jeg blev total apatisk hver gang, hende her Ester startede forfra med sin besættelse af denne mand. For det gentager sig i noget der synes som evigheder! “Så ha’ dog lidt selvrespekt!” tænkte jeg. Og det tænker Ester også selv, men det holder bare ikke ret længe ad gangen. Jeg tænkte: “Hvordan kan nogen være så betaget af så stor en idiot som ham?” Og Ester tænker det samme: at han er selvoptaget, grænsende til det narcissistiske og holder alle på en armslængde afstand for at slippe for at involvere sig i andet end sig selv. “Hvorfor finder hun sig i det,” tænkte jeg. Det gør hun, fordi der bor en Hugo og en Ester i alle mennesker.
Andersson viser med denne roman, at der på den ene side er kvalmende forelskelse og nærhed, at man i sin besættelse er villig til hvad som helst i håbet om, at den anden vil se til ens side, at der er følelser, hvor fornuft burde råde. Og det er dét, jeg kvæles af hver gang i sådan nogle fortællinger! Fordi jeg gerne vil lade fornuften råde og føler mig fuldt ud i stand til det. Når andre så ikke formår det, bliver jeg opgivende – på deres og egne vegne. Heldigvis findes, på den anden side, kynismen, idiotien, den sygelige selvhævdelse og egoisme, som får de små lyserøde skyer til at revne. Ikke bare når fortællingen behandler kærligheden, men også politikken, kunsten og eksistensen: Andersson kommer med stikpiller til det hele, det er syrligt og mørkt, men også opløftende. Det viser, hvor jaget mennesket er i sin dobbelthed.
“De brøt opp, og hele gruppen gikk ut og spiste på en liten restaurant i nærheten. Noen av dem lot til å føle at det var begått en utfrysning i fremvisningsrommet, og var ekstra imøtekommende på den forbarmende og nedlatende måten som overbeviste, men tolerante mennesker er når gapet blir for stort. Vennlige, frelste vesener som blir ivrige i sin omsorg ettersom deres forferdelse over avvikerens uforstand ville blitt uskjønn og hard hvis de viste den. De smilte sektlignende smil og spurte hvor fortrolig hun var med dokumentarfilmens spesielle betingelser og estetikk.”
I mennesket findes ønsket om både frihed og fangenskab, længslen efter nærhed, men også totalt fravær, en iboende trang til både magt og underkastelse. Dette giver selvsagt en ubalance, særligt hvis man forsøger at kæmpe imod – hvis man forsøger at bilde sig selv ind, at man kun vil have én af delene. Da bliver det en infantil illusion om et håb, men det håb dissekerer Ester heldigvis for læseren til slut. Det bliver her klart, at man hverken selv udelukkende kan vælge de gode og hyggelige ting, men at andre bestemt heller ikke kan tvinge de sider frem i os, som de synes bedst om.
Andersson har skrevet en roman, hvori der findes kloge, eftertænksomme, kunstneriske mennesker, som i sin menneskelighed er lige så store tabere og idioter som alle andre, som oplever momentane anfald af forelskelse og fortabelse, af begær og lidenskab, senere af fortvivlelse og sorg, og de føler sig ensomme, exceptionelle i deres sorg og i deres genialitet, og de kommer over det, og de lever videre:
“Håpet må sultes i hjel for ikke å forlede og forblinde sitt vertsdyr. Håpet er ondt fordi det binder og legger snarer. Når parasitten Håpet tas fra sin bærer Vertsdyret, dør bæreren eller får friheten. Håpet og dets symbiose, det må sies, tror ikke på en forandring av den elskedes innerste vilje. Håpet som bor i menneskehjertet, tror at viljen allerede foreligger; at den elskede egentlig – egentlig – vil det han later som han ikke vil, eller ikke vil det han later som han vil, det han av en ond omverden er forledet til å ville; kort sagt at det ikke forholder seg som det ser ut til. At det lille skimtet av noe annet er sannheten. Det er det som er Håpet.”
