“Se på oss nå”: Kan man kontrollere sine egne hensigter?

Af gode grunde kan man aldrig vide, hvad ens ord og handlinger fører med sig. Det er en skummel tanke, hvis man nødvendigvis må veje alt, man siger og gør, fordi alting potentielt kan tolkes som en uret. Indimellem kan det dog være ganske udmærket at få sine mønstre eksemplificeret og udpeget, for kun gennem bevidstgørelse kan man ændre på tingene. Alting handler om den måde vi taler om hinanden og til hinanden på: Sproget er en handling i sig selv.

“Han visste at det var feil, det føltes ikke som de hadde kontakt, de bare prøvde seg frem, men han sa det fordi det føltes riktig å si det, og for å komme henne i møte, siden hun hadde våget seg utpå, det ville blitt så pinlig hvis han lot henne være alene om å ha tatt kontakt, om å ville ham noe.”

I Geir Gulliksens roman Se på oss nå ændres livet til Hans og Ingunn markant, efter Hans tager en beslutning, som i udgangspunktet var velment, men som bliver behandlet ganske anderledes, end han havde tænkt sig.

Hans og Ingunn er til bryllup, og allerede inden de får sat sig til bords, er Hans’ opmærksomhed blevet fanget af en ung kvinde. Det er ikke, fordi han bliver videre tiltrukket af hende, der er bare noget med hendes valg af kjole, som gør ham opmærksom. De to får hinanden til bords, og Hans har allerede på forhånd besluttet sig for, at han ikke kan lide Harriet.

De umiddelbare tanker, Hans har om Harriet, kan i efterkant virke lidt som et forsvar: At han ubevidst fortæller sig selv, at han ikke kan lide hende, ikke er tiltrukket af hende osv., for at beskytte sig selv mod det som senere skal komme – som hverken han selv eller læseren er klar over på givne tidspunkt.

Se på oss nå, Geir Gulliksen, Aschehoug 2018

Harriet har netop født en datter, og får under middagen lidt af et problem, idet hun ikke har ammet i nogle timer. Hun virker selv ganske forbavset over fænomenet, har ikke selv tænkt så langt, og pludselig er det Hans som må tage rollen som den erfarne. Han har trods alt selv to børn og har tydeligvis været ganske opmærksom.

“Først nå slo det ham at han hadde nektet seg selv å se på slike kvinner av hensyn til Ingunn – hun var jo ikke pen på den måten, hun så grovere ut, var smal over hoftene som en gutt. I de senere årene hadde hun fått en liten dobbelthake, det plaget henne, men ikke Hans, han var fascinert av hvordan ansiktet hennes forandret seg når hun satt konsentrert over noe og ikke tenkte seg om, det lignet et eldre mannsansikt – og dette hadde passet så godt med alt Hans mente og trodde på politisk, kjønnspolitisk. Han ville ikke være en som snudde seg etter kvinner på gata.”

Hans vender og drejer det, der skal til at ske inde i hovedet: Kan han virkelig stå her og klemme mælk ud af en fremmed kvindes bryster? Hun har jo stærke smerter, tænk, hvad det ikke kan føre til, hvis ikke hun får malket ud – men hvordan vil hun modtage hans forslag, vil hun føle sig krænket, forulempet, er det et overgreb fra hans side? I øjeblikket fik jeg en smule medlidenhed med manden – faktisk blev jeg helt glad, fordi der trods alt foregår mere inde i hovedet på ham i denne situation, end man lige skulle tro, eller: der foregår i hvert fald noget ganske andet derinde. Hans har et oprigtigt ønske om at hjælpe Harriet, og han forklarer sig selv med al den erfaring han nu har, hans fascination af selve konceptet amning, af hvad kvinden formår. Der er noget dybtfølt, oprigtigt og beundringsværdigt i hans overvejelser, og man når næsten at tænke, at der nok ikke behøver at være noget seksuelt i det, selvom det umiddelbart kunne tolkes sådan. Man får sympati med ham, for hvor må det altså også være vanskeligt at være til i en verden, hvor alle ens handlinger, tanker og ord kan fejlfortolkes, og hvor der er så ultra kort mellem “venlighed” og “overgreb.” Hvordan skal man nogensinde kunne gøre noget som helst, når man ikke ved, hvordan den anden vil tolke det? Det eneste man selv kan gøre er vel at have sine egne hensigter på plads. Og det tænkte jeg egentlig også, at Hans havde. Det tror han også selv, han har, men i denne fortælling bliver det ret tydeligt, at man ikke altid er herre over sine egne hensigter, fordi man ganske enkelt ikke altid kender dem – sådan 100%

Romanen har skiftende synsvinkel. Først er det Hans som fortæller, hvordan han oplever begivenhederne: Hvordan han går fra at have et urørligt og lyksaligt ægteskab med Ingunn til at malke en fremmed kvindes bryster for at undgå, at hun skal få brystbetændelse, til at han ligger og suger mælk fra hendes bryster, mens de har sex. Hvordan han går fra at hade Harriet til at synes, hun er interessant, til at blive helt vildt forelsket i hende og synes, det er helt ok behandling af Ingunn.

Fra Hans’ perspektiv handler det om meget mere end en klichéfyldt affære, om langt mere end fysisk tiltrækning og sex. Med tiden bliver det dog ganske tydeligt for læseren, at det er præcis det det handler om, en hel del faktisk, og jeg blev nærmest helt apatisk undervejs af de mange, lange og gentagne beskrivelser af Harriet, hendes bryster og hvad Hans har tænkt sig at gøre med dem.

Når synsvinklen tildeles Ingunn bliver fortællingen pludselig en anden. Selvom Hans grundlæggende er et velreflekteret menneske, virker det som om, der er mere dybde i det Ingunn fremlægger. Jeg undrede mig over, hvordan det kunne være? Hans’ oplevelse af verden virker overfladisk og vulgær, mens Ingunns udgave er langt mere sober og følsom. Hans gør hvad han kan for ikke at gøre noget som kan virke krænkende, men anstrengelserne bliver dog nærmest en krænkelse i sig selv. Det er lidt af et stigma, at kvinder ikke tænker vulgært, men i stedet lader alt svæve væk på lette skyer af følelser.

“Den kvinnelige underdanigheten handlet om at kvinner skulle dyrkes og hjelpes frem, sitte på passasjerplassen i bilen og bli kjørt til døra, men dette var så tabu å snakke om at det måtte finne utløp i seksualiteten. Hvor skulle hun la seg bli fratatt kontrollen om ikke i seksualiteten, hadde Harriet sagt. Og hvor skulle hun spille ut det omvendte, at hun fratok mannen hans kontroll og makt – det måtte også skje i seksualiteten. Der hadde de glede av det begge to.”

I begyndelsen slog det mig, hvor fint jeg synes det er, at Gulliksen forsøger at belyse begge sider af en fortælling: At han giver plads til flere versioner. På samme måde som i sin tidligere roman Historie om et eksteskap (som man også kan læse en anmeldelse af her på siden.) forsøger den mandlige hovedperson at undersøge og forstå kvindens perspektiv. Jeg kan samtidig mærke, hvad det gør ved min læsning: jeg har også selv fordomme, jeg beslutter ret ubevidst, hvem jeg holder med, hvem jeg fatter sympati for, og hvilken del som griber mig mest. Det er interessant at blive mindet om og ikke mindst udfordret! Jeg ville dog ønske, at udfaldet af denne fortælling havde været knap så neandertaler-agtig: Jeg ville gerne have læst en version som ikke fortæller om manden som et væsen udelukkende styret af lyster og om kvinden som en romantisk fanatiker der aldrig tænker lumre tanker. Jeg skrev for nogle måneder siden om Anne Bitsch’ Brev til en ufødt datter og efterlyste en invitation til mændene, men jeg må være ærlig at sige, at hvis det er dette, som Gulliksen beskriver, at mænd kan bidrage med, så vil jeg gerne trække invitationen tilbage!

Jeg er ikke ellevild over dette stykke arbejde, men det inviterer til nogle interessante overvejelser om både de bevidste og ubevidste hensigter, som florerer i samspillet med andre, og om hvordan man kan føre sig selv bag lyset og aldrig være klar over det.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.