Seminar om forlagsetik: Videnskabelig umodenhed og reelle hensigter

De sidste år har flere og flere romaner måtte lægge sig under betegnelsen “virkelighedslitteratur.” Litteraturhistorien rummer mange eksempler på romaner, hvor fortællingen ligger tæt op ad virkeligheden, hvor karakterer er skabt med udgangspunkt i letgenkendelige virkelige modeller osv.. Selve begrebet virkelighedslitteratur er dog noget man først i de senere årtier er begyndt at operere med, selvom indholdet også eksisterede på Flauberts tid, i Amalie Skrams og Tove Ditlevsens forfatterskaber. Hvad er det der gør, at vi taler om en roman som virkelighedslitteratur? Er genren en stigende tendens, eller har romanernes indhold egentlig ikke ændret sig, men snarere den måde, vi taler om dem på? 

I mandags blev der afholdt seminar på Litteraturhuset i Oslo: En invitation til en åben debat om forlagsetik – hvem der har det etiske ansvar i tilblivelsen af romaner som behandler virkelighedsnært stof. Som det indledningsvist blev påpeget på seminaret, så er denne diskussion ikke ny. Det har ved flere lejligheder været oppe at vende, ikke mindst i medierne, hvilke eksklusive rettigheder skønlitterære forfattere har eller ikke har i forhold til det at behandle stof som har tydeligt afsæt i virkeligheden, og som kan virke krænkende for de litterære modeller som omtales. Debatten har det dog med at dø på et tidspunkt, fordi man ikke kommer nærmere nogen løsning. Så spørgsmålet er vel egentlig, hvordan denne debat skal behandles fremover. Skal den ret og slet bare dø, er der overhovedet noget at diskutere, eller har man egentlig diskuteret det forkerte?

Der blev fremhævet en del pointer under seminaret – nogle mere holdbare end andre, men hvad jeg bed særligt mærke i, og hvad jeg egentlig tror kan være et ret godt udgangspunkt, er spørgsmålet om virkelighedslitteraturen som genre: Hvordan er den opstået, hvad er det vi forbinder med begrebet, hvorfor tror man, at noget som i udgangspunktet er skrevet som fiktion, er virkeligt: Hvorfor leder man efter fakta i noget som er fiktion?

Oprindeligt findes der ved læsningen af skønlitterære værker en form for uskrevet kontrakt mellem fortæller og læser: Forfatteren fortæller og læseren læser ud fra en fælles konsensus om, at det som står er opdigtet – man behandler stoffet ud fra samme præmis. Men det som sker med virkelighedslitteraturen må vel være, at denne præmis forandres, for indholdet i kontrakten bliver uklar: Grænsen mellem, hvad som er virkeligt og hvad som ikke er, bliver utydelig, og det bliver vanskeligt for læseren at gennemskue, hvilke regler denne skal forholde sig til – med hvilket udgangspunkt, man skal lytte.

Man kan måske sige, at så længe, der står roman, så må læseren læse det som en roman, så er dét præmisset.”En roman er en roman er en roman,” som flere talere ved seminaret fremhævede. Denne antagelse er dog, efter min mening, både forældet og naiv. Hvis det virkelig var sådan, så eksisterede denne debat jo ikke. Så, hvad er det, der er gået “galt”, hvorfor er denne kontrakt ikke længere holdbar – hvis den i det hele taget nogensinde har været det? Hvorfor leder man efter fakta i noget som er fiktion?

Vedkommende, som udlagde dette spørgsmål, kom selv med en begrundelse: Det er realitygenerationen, som har ødelagt læserkontrakten. Det er vores stigende tendens til at grave efter beviser for, at det vi får fortalt er virkeligt, fascinationen af at blive indviet i andres privatliv og hemmeligheder. Er det da læseren selv som har skabt denne genre, er det pga. læserens svækkede evne til at forestille sig ting – fordi læseren nægter at lade sig indbilde ting, at denne genre, eller dette stempel lever? Måske er det hellere en vekselvirkning: Læseren er blevet bevidst om, at der er mulighed for, at noget i romanen kan være virkeligt, og jo mere denne taler om det som noget der kan være virkeligt, jo mere virkeligt bliver det. Måden vi taler om en bestemt form for litteratur på afføder nye værker i samme stil, fordi det også bliver en del af forfatterens bevidsthed. Man hopper med på vognen, “fordi han gør det, så kan jeg også gøre det” (en langhåret undskyldning der forøvrigt også blev brugt effektivt den dag!), vores handlinger smitter. Der bliver altså grobund for en vis stil, som læseren bliver opmærksom på, integrerer i sin måde at tale om værket på. Dette smitter af på næste værk, for nu er man jo opmærksom, forfatteren ser, at det virker, og sådan opstår en tendens. Problemet er så, at vi måske endnu ikke har ressourcer til at behandle denne tendens? Som Ingunn Økland nyligt skrev i et indlæg om Kjersti Irene Aarsteins doktorafhandling om Knausgårds Min kamp:”Litteraturfaget vakler i møte med den nye virkelighetslitteraturen.” Vi er ganske enkelt ikke modne nok for behandlingen af denne vekselvirkning.

Denne debat handler øjensynligt ikke bare om definitionen på genren. Der findes mange flere aspekter, og det ville blive et meget langt indlæg, hvis jeg skulle gå i dybden med alt, som faldt mig ind under det seminar. Men en anden vigtig vinkel, jeg dog synes er værd at fremhæve, er forfatterens hensigter: Det er selvsagt her, det bliver rigtig vanskeligt at debattere, for disse er der ingen andre end forfatteren som kender til – måske er forfatteren ikke engang bevidst om sine egne reelle hensigter. Men altså, hvad er forfatterens drivkraft, hvad er hensigten med det enkelte værk, hvad er det forfatteren ønsker at opnå? Hvad ønskede Espedal f.eks. at opnå med sin nyeste roman Elsken? Hvorfor havde han behov for at udgive sådan en roman, hvis han vidste, at der var stor sandsynlighed for, at noget ville virke for genkendeligt? Han var selv opmærksom på, at der eksisterede en reel anmeldelse, at flere i Oslos forholdsvis snævre litterære miljø kendte til hændelsen, så hvad er det egentlig, han har ønsket at opnå med sådan en roman?
Et andet spørgsmål i samme kategori kunne være, hvad man ønsker at opnå, når man gennem et helt forfatterskab valser rundt på grænsen mellem eget og opdigtet liv, når man kommer med antydninger om én bestemt begivenhed i flere af sine værker og så pludselig lader bomben sprænge og dermed udvisker grænsen helt? Der må være en helt bestemt hensigt med et så langstrakt projekt.

Tilblivelsen af et skønlitterært værk er aldrig til at forudse. Der kan ske ting undervejs, med karaktererne, med handlingen, med omgivelserne som forfatteren ikke havde tænk på fra en begyndelse, som egentlig ikke var den reelle hensigt. Det er nærmest magisk, hvad der kan ske, når man skriver. Men alting kommer jo et sted fra, det er ikke sikkert, man er bevidst om, hvorfor det kommer, men det kommer – inde fra forfatteren. Om forfatteren da ikke klarer at lue ud i, tilpasse eller omskrive de, i nogle tilfælde Touretteslignende anfald, som kommer ud på papiret, da må nogle andre vel gøre det. Og det er her, debatten stopper hver gang. Ved det, som man kalder “forhåndscensur af kunsten,” det man for alt i verden gerne vil undgå, det man ikke tør pille ved. Hvorfor? Det store spørgsmål, jeg forlod det omtalte seminar med, var: Hvad er det, forlagene er så bange for?

Forlagene vil ikke drive forhåndscensur på værkerne, de kan ikke afhøre og faktatjekke forfatterne og det, i romanerne, omtalte stof. De må bare stole på de oplysninger, som forfatteren giver dem og tro på, at denne har reelle hensigter.
Der har mere eller mindre altid været en tendens til, at litteraturkritikken må være loyal over for de omtalte værker, over for forfatterne. Det er en gammel tradition, at forfatteren ses som et ophøjet, lysende geni, som formidler en sandhed til almen dødelige mennesker. Denne må vi beskytte, denne må vi anerkende. Det er jo kunst… Engang var det religionen som herskede, det var i Biblen man fandt svar på, hvordan man skulle leve sit liv, man gik i kirke for at få hjælp til at leve sit liv, nu går man til den lokale boghandler. Det er almenmenneskeligt at lede efter sandheder, at finde svar, at dyrke de kræfter, som vi føler, kan give os det: Svar og mening. Det er der intet nyt i, og disse kræfter vil vel altid ændre sig. I nogle tidsaldre vil det være religiøse guder, i andre velformulerede og dragende forfattere. Og måske er det det, forlagene er bange for? De er bange for at tage de lysende eksempler fra læserne – at pille dem fra hinanden, at afsløre dem som alt for almindelige mennesker, som er lige så fuld af løgn som alle andre, for hvad har vi så tilbage? Hvad skal de så tjene penge på, hvad skal pøblen tro på, hvem skal vi spejle os i?

Skønlitteratur må indeholde en vis grad af genkendelighed for at have værdi, sagde en af talerne på seminaret. Ja, men genkendelse er mange ting, og hvor går grænsen mellem genkendelse og udlevering? Hvilket formål tjener denne loyalitet over for forfatteren og hans værk egentlig, hvad bidrager den til?

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.