“Singularitet”: At finde sig et fornuftigt livsprojekt

Singularitet, Marita Fossum, Forlaget Oktober 2018 – Anmeldereksemplar

“Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død,” skrev Tom Kristensen i digtet Angst fra 1932. Det var vel en måde at sige, at han trængte til noget der kunne ruske ham ud af livets forudsigelige og trivielle former. I romanen Singularitet forsøger den midaldrende Gulline noget nær det samme bare ved at prostituere sig selv.

Egentlig bliver fortællingen således, at Gulline prostituerer sig, ikke for sin egen skyld, men som et forsøg på “aktiv empati,” som hun kalder det:

“Jeg skal selvmarginalisere meg, sa jeg, det er et dels filosofisk, dels politisk, dels religiøst prosjekt. Hvorfor skal jeg ha det trygt, når andre frykter for sitt liv? Hvorfor skal jeg være innenfor, når så mange holdes utenfor?”

“Problemet” er, at Gulline lever en al for tryg tilværelse, og det vil hun nu lave om på. Hun er ganske vist sådan et menneske, som aldrig rigtig gennemfører nogle af de projekter, hun sætter sig for. Det er hun klar over, og det er hendes venner klar over. Derfor rører hendes planer dem ikke synderligt. Måske tror hun ikke engang selv rigtigt på det.

Hun får dog lavet en annonce og hængt den op, og fra da af opstår en uro. Det er ikke nogen udtalt uro, men den findes, i universet. Veninden Abigail, som er synsk og som interesserer sig for stjerner og planeter, forklarer uroen med Jordens placering for tiden. I begyndelsen virker det som om, Gulline gør grin med venindens overbevisninger, men som fortællingen skrider frem, adopterer hun denne retorik mere og mere.

Fortællingen bevæger sig fra at være konkret med en ret sarkastisk og overskudsagtig tone til at blive en forvirret tilstand, hvor Gulline svæver ind og ud af bevidsthed – noget som smitter af på læseren.

“Jeg går til elvebredden og dypper hendene, og der kommer uvirkelighetsfølelsen, eller enda verre, virkelighetsfølelsen, over meg igjen (hadde den sluppet taket?), men nå er det ikke jeg som er hovedkarakteren, gudskjelov, jeg er kun hun bak der et sted, en hvemsomhelst som dypper hendene i elva, og som snart tar til å vandre langs bredden, riktignok mot kameraet, men skitt la gå, det gjelder bare å late som det ikke er der.”

Der er noget nærmest Hamsunsk over den måde Gulline vandrer åndsfraværende, drømmende og manisk rundt i Oslos gader på. Samtidig bliver hendes “problemer” så almene, at de bliver kvælende og sænker tempoet i fortællingen. Det gjorde mig træt, men det bliver klart, hvorfor hun forsøger at flygte fra det. Hun finder det selv ligeså trivielt.

Hvad der dog holder hende oppe og giver hende mod er forholdet til sin far: Han er efterhånden en gammel mand, og hun er begyndt at omtale ham i datid som en måde at forberede sig på, at han snart ikke vil være der længere. Han er den eneste, som kan få hende i godt humør, men samtidig er det også Gullines største og vigtigste, men mest opslidende opgave: At holde faren i godt humør. Der er noget ganske paradoksalt og nærmest vanvittigt over det grænseland, hun opholder sig i: Den evige jagt efter opmuntring og motiverende talemåder fra faren, men samtidig går hun rundt blandt arvestykker fra barndommen, som får hende til at tænke på sin døde mor og som spreder en lugt af kloroform og hvide, stive lagner. Der bliver så skræmmende kort mellem liv og død i denne fortælling, at man nærmest må holde vejret. Fortællingens udgangspunkt er netop også en halvdød mand, som Gulline finder under en rododendron busk. Kort tid efter bliver hun indblandet i sin nabos planer om selvmord og må tage pistolen fra ham og opbevare den i sit chatol: Noget der dog viser sig at være nyttigt, da hendes første kunde tvinger sig ind i hendes lejlighed. Hun ved, hun bare kan hente den, hvis det bliver nødvendigt. Bagefter finder hun dog ud af, at pistolen slet ikke er der.

“Du puster ikke, sier jeg. Jo, jeg puster, jeg. Han er på nippet til å si noe mer, men så lar han seg synke. Jeg teller. Hvor dypt har han tenkt seg? Leppene hans er blålilla. Du? sier jeg. Han rykker til. Du puster ikke. Jo da, sier han. Byen er unaturlig stille. Og stjernerne, de virker utslått, orker nesten ikke funkle.”

Alle mennesker har brug for et livsprojekt. Gulline har som sagt haft flere af disse, dog uden at gennemføre dem. Hendes projekt, “Aktiv empati” lykkes til dels. Ikke så meget i form af idéen om prostitution – det kører faktisk lidt af sporet for hende, og ender som en fornedrelse. (Hvilket dog også er en del af hendes plan: Ikke at blive regnet for noget.) Den aktive empati skal dog vise sig at komme til udtryk under mere ukontrollerede og impulsive forhold.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad meningen med denne fortælling er, men jeg vil gerne tro, at det har noget at gøre med, at medmenneskelighed og den plads, vi udfylder i verden, ikke kan planlægges, men opstår i spontane møder. At det er noget som må ligge ubevidst i os og komme til udtryk impulsivt, når mulighederne byder sig. At “skibskatastroferne” ikke kan planlægges, men sker, når de sker – om sol, måne og stjerner så står på den ene eller den anden måde.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.