“Her er noen kule fakta om vaginaen: • Den har et pH-nivå på rundt 4, altså lik øl, vin, og tomater. • Den er selvrensende. • Mye sex gjør ikke vaginaen løsere. Vaginaen krymper alltid tilbake til dens naturlige størrelse etter å ha åpnet seg opp som en paraply under sex. • Kvinnelig stå er en greie. Klitoris svulmer opp og vokser når kvinnen er kåt.” –Samfundsmøte: Fitte Studentersamfundet i Trondhjem.
I februar deltog jeg i et arrangement på Studentersamfunnet i Trondheim med afsæt i bogen, Gleden med skjeden: Et ganske fortræffeligt opslagsværk skrevet af de to medicinstuderende, Nina Brochmann og Ellen Støkken Dahl. Arrangementet omhandlede bl.a., hvordan vi taler om kvinden, hendes kønsorgan og mysterierne rettet mod dette. Det var trods alt en ganske afslappende samtale, og de to havde tilmed fået selskab af Ulrikke Falch (Vilde fra Skam) samt gynækolog og forfatter, Jorun Thørring.
Det kvindelige underliv er i umindelige tider blevet censureret, fortiet og tilmed blevet underlagt latterlige navne som en måde enten at le eller skamme sig ud af problemet. Selv menstruationsblodet i reklamer for bind er farvet blåt, og betegnelser for det kvindelige kønsorgan er blevet gjort til skældsord. Hvordan skal man så kunne andet end at skamme sig over at rende rundt med sådan et underliv, en skede, en vagina – you name it.
Formålet med denne bog er uden tvivl et forsøg på at afmystificere denne “hemmelighedens kammer,” at komme skammen og tvivlen til livs. Jeg synes, det lykkes ret godt. Men dette indlæg er nu ikke ment som en boganmeldelse, det synes jeg, der er andre der har klaret ganske udmærket. F.eks. denne fortrinlige og dejligt anderledes version der blev bragt i Information: Hold kæft, hvor må det være besværligt at have en skede
Da jeg kom til Norge, var én af de ting, jeg bed mærke i, åbenheden på de sociale medier, i TV og i den aktuelle litteratur: Emner jeg ellers forbandt med noget, man oftest kun snakkede om hjemme i stuen, efter mørkets frembrud og helt sikkert med hænderne over dynen, bruste frem i de norske medier: I samtlige boghandlere stod den iøjefaldende, lyserøde bog Gleden med skjeden helt uden omslag og med fronten direkte i kundernes øjesyn, og den blev debatteret omend heftigt, men også sagligt og med oprigtig interesse.
Så kom bogen til Danmark. De fleste anmeldere var positivt stemte, mange kunne slet ikke få armene ned over, at man faktisk kunne tillade sig at snakke så åbent og ligefremt om noget så naturligt. Men så kom der et twist: Go’morgen Danmark aflyste interviewet med de to forfattere, ligesom de gjorde, dengang værket Gennemblødt skulle lanceres – et rent tilfælde? Det mente redaktionen i hvert fald selv. Kort tid efter kom så Folketingets store Moder på banen: Pia K. forstod godt, at Go’morgen Danmark havde valgt at aflyse. Forfatterne bag Glæden med skeden var jo både “barnagtige og surmulende.” Hun sammenlignede det endda med små børns analfiksering. Men altså, fred være med Pia K., jeg er så vant til at skamme mig over at være dansk på hendes præmisser. Her kommer sagens kerne:
I går aftes bragte Go’aften Danmark et indslag, som omhandlede nyt undervisningsmateriale til brug ved seksualundervisningen i folkeskolen. Og hurra for det – langt de fleste er vist enige i, at det var hårdt tiltrængt. Om det var fordi udsendelsen nu hed Go’aften- og ikke Go’morgen Danmark, og seernes modtagelighed for sådanne indslag dermed var skærpet, ved jeg ikke, men nu ville man i hvert fald gerne snakke om “Det Pinlige,” en hyppig vending i aftenens indslag. Men, men måske var det netop, fordi materialet viste sig at være en animationsfilm, at TV2 nu bedre kunne fordøje det? For som sundhedsplejersken, der introducerede videoen sagde, så er det knapt så pinligt at snakke om, når det er animerede personer og ikke rigtige bryster f.eks., “så kan vi godt snige en joke ind engang imellem, og så griner eleverne lidt.” SERR! Er det ikke blot at holde det i skammens jerngreb, når selv de voksne bibeholder det “pinlige” aspekt i at tale om sex, om kroppen og dens øh, nåh ja, naturlige processer? Så stopper de unge nok heller ikke partout med rødkindet at grine deres røv i laser, når der kommer en skede op på skærmen. Er det ikke bare at gøre emnet endnu mere fjernt, endnu mere tabubelagt og “barnagtigt?”
Sofisten, Johannes Sløk sagde engang, at sproget skaber verden. Vi forholder os til verden gennem sproget, og sproget bliver et billede af verden. Bliver vi derfor ved med at gå og latterliggøre kroppen og dens naturlige processer, så bliver mennesket også ved med at skamme sig over den. Så fortsætter mindreværdskomplekserne, de tiltagende problemer med spiseforstyrrelser og selvskade. Det sygelige og forvrængede billede af den ideelle krop, det ideelle under- og sexliv bliver fortsat det, der styrer vores verden, fordi vi har et alt for animeret billede af, hvordan den virkelige virkelighed ser ud.
Det er netop værker som Gleden med skjeden, hvor der ingen skjulte agendaer eller kropsdele findes, hvor fakta kommer på bordet, og der ikke længere er noget at være i tvivl om, som burde være at finde på pensumlisten. Og så kunne Pia K. måske i mellemtiden bruge sin energi på at indføre dummebøder til voksne mennesker der bruger ord som “pinligt” i forbindelse med seksualundervisningen.
Her tænker du på “Skam, skeder og surmuleri”