Hvad sker der med kreativiteten, når vi bliver ældre? Jeg tror, det er en almen opfattelse, at man som barn er mere kreativ anlagt, fordi man er styret af andre og mere umiddelbare impulser. Man har ikke alle de der negative tanker, følelser og oplevelser der holder én tilbage. Man har et andet og mere uspoleret billede af sig selv og sine egne evner. Med tiden forsvinder den umiddelbare tilgang til verden. Mange idéer udryddes af fornuft, hverdagens realiteter som snæver økonomi, for lidt tid, indbildte manglende evner, eller hvad det nu kan være, og rummet for kreativitet mindskes.
Indimellem kan det være vanskeligt at udtrykke det man egentlig gerne vil. Man kan være forhindret af en sygdom – fysisk som psykisk – måske forstår man ikke sproget der bliver talt, eller man kan ganske enkelt mangle de rette ord.
For en uges tid siden læste jeg en artikel om hvordan man kan få mere fantasi ind i demensomsorgen, og det fik mig til at tænke på en episode, jeg havde med en dement bruger tidligere på måneden: Jeg har arbejdet on and off i hjemmeplejen gennem de sidste 10 år, og har altid haft en interesse i arbejdet med de brugere, som har en demenssygdom og særligt de som af den grund har talevanskeligheder. Jeg synes, det er interessant at erfare f.eks., hvad brugeren reagerer på, hvordan man kan skabe kontakt og ikke mindst respons. Ofte bliver man forbavset over, hvilke ting der giver et udfald, hvad der ikke gør, og ikke mindst hvilke udfald.
For halvanden måned siden startede jeg som ekstravagt i hjemmesykepleien i Oslo, og på en af mine første vagter var jeg hos en dement dame. Jeg fik at vide, at hun sjældent talte, og når hun gjorde, var det som regel usammenhængende og “hallucinerende.” Hun skulle have hjælp til sine måltider, guides til at spise osv.. Besøget kunne godt tage lang tid, og det foregik ofte i stilhed. En aften mens jeg sad og hjalp hende med at spise kom jeg til at se mig om i lejligheden og hæftede mig særligt ved bogreolen. (Det er som regel det første jeg udforsker, når jeg er i folks hjem. Bogreolen siger alt om sin ejer: Er her trygt at være, skal jeg bare gå nu, eller kan vi potentielt blive venner?) Der stod Joyce, Dickens, D.H Lawrence, de Beauvoir, Sartre, Prøysen, Bjørnstjerne, Hamsuns samlede værker, Garborg og vigtigst af alt: Amalie Skram! Og jeg kunne ikke lade være med at rejse mig og gå hen at røre. Jeg tog bogen med hen til bordet, hvor vi sad, og småsnakkede helt tilfældigt om min fascination af Amalie Skram, at jeg læste litteraturvidenskab osv. Jeg spurgte hertil brugeren om nogle tilfældige spørgsmål møntet på bøgerne – om hun havde læst meget førhen osv.? Der var umiddelbart ingen respons, men jeg tænkte, at når nu jeg alligevel skulle sidde der forholdsvist længe, i stilhed, kunne jeg vel ligeså godt læse. Så jeg begyndte at læse højt af Skrams Mennesker, og efter en side eller to begyndte vedkommende, jeg var hos, at sige noget. Jeg fik først ikke fat i, hvad hun sagde, men jo mere jeg læste, jo mere jeg spurgte, jo tydeligere sætninger kom der fra hende. Det endte med, at hun fortalte, at hun havde arbejdet som gymnasielærer, at hun særligt havde interesseret sig for fransk litteratur og til sidst smilede hun til mig. Det kan virke så banalt, men den bedste og mest anerkendende respons, man kan få fra et menneske, som hver gang man åbner døren blot sidder i sin stol uden ansigtsmimik, stum og nærmest urørlig, er et smil.
Efterfølgende er det blevet en vane, at jeg læser højt, mens jeg hjælper hende med måltiderne, og selvom der ofte går noget tid mellem mine besøg, virker det som om, hun er begyndt at registrere, at det er mig der kommer. De sidste par gange har hun smilet, når jeg kom ind ad døren, og hun svarer oftere på mine spørgsmål. Det er ikke sikkert, det lige er højtlæsningen der gør det. Måske er det bare dét, at der bliver sagt noget, men jeg tror på, at det at have et andet “medie” at tale ud fra, at inkludere i samtalen kan hjælpe ordene lettere på vej.
Jeg oplevede noget lignende for flere år siden, hvor jeg kom hos en mand, som ikke havde noget sprog, og som kunne være vanskelig at komme i kontakt med. Jeg kom relativt ofte hos ham og fandt med tiden ud af, at hvis jeg sang, eller nynnede melodier, blev han lettere at komme i kontakt med. På sine gode dage kunne han nynne (eller råbe blev det ofte!) med på melodierne og enkelte ord kom frem.
Jeg tror, at særligt i omgangen med- og i behandlingen af syge, skal vi være bedre til at tænke alternativt. Eller måske ikke engang særlig alternativt, men mere ligetil: Ofte er løsningerne utrolig enkle og kræver så uendelig lidt.
Mine erfaringer fra hjemmeplejen har lært mig, at man har en tendens til at tænke: Hvordan kan jeg gøre det her mest effektivt? Og svaret er som regel ved at gøre det hele for brugeren og gerne så hurtigt som muligt for at vinde tid i øjeblikket. På længere sigt har denne løsning dog den modsatte effekt. Dette kunne jeg skrive rigtig meget om, men det var ikke det, der var meningen med indlægget.
Det jeg vil frem til er, at jeg tror, vi kan vinde rigtig meget ved at begynde at tænke mere kreativt frem for klinisk i arbejdet med andre mennesker: Om det er mennesker med en demenssygdom, psykiske lidelser, traumer, tale, indlæring- eller adfærdsvanskeligheder, så tror jeg dét at give dem et andet værktøj, en anden mulighed for at udtrykke sig, kan betyde utrolig meget.
Jeg har tidligere skrevet et indlæg om “biblioterapi”: En idé man opererede med i behandlingen af krigsveteraner efter 1.Verdenskrig, og som mange senere har arbejdet ud fra i behandlingen af flere patientgrupper. (Indlægget kan man læse her. )
Jeg tror, mange har en tendens til at sidestille kreativitet, leg, sang, højtlæsning for den sags skyld med noget barnligt: at det er aktiviteter forbeholdt en bestemt aldersgrupper. Sådan kan jeg i hvert fald indimellem selv tænke, men det kreative udtryk har ingen alder. Jeg tror bare, at den hurtigt kan gå i dvale, hvis ikke den vedligeholdes, og så kan man have brug for at nogen aktiverer den. Og netop aktiveringen af den, tror jeg, man kan vinde meget på: Hvorfor ikke hyre en litterær entusiast til at læse med plejehjemsbeboerne, afholde “skrivekurser”, tale om malerierne på væggen i hjemmet, som nævnt i artiklen? Det kreative udtryk kræver ganske få forudsætninger, så hvorfor virker det så sensationelt, når det sker?
