“vi gjennomlyser klærne med lommelyktene
for å lese historiene i lemmene
vrid oss opp av sanden mot natten
beveker oss mot hverandre for å lage
et nytt språk
hun og hun er ikke det samme som
hun og han en ordbok skal oppstå
av fingre over ansikt hofter i rytme
jeg hvisker: la alt stå åpent
øyne hender navn”
Første gang jeg stiftede bekendskab med Kristin Berget var til et Vellitt arrangement på Huset i Esbjerg. Vi havde forinden, på FGK, læst et uddrag af hendes digtsamling Der Ganze Weg, som Forlaget Fuglekøjen netop havde udgivet og oversat i samarbejde med tidligere elever fra FGK. Jeg blev hurtigt grebet af hendes eksperimenterende stil. Den voldsomhed der ligger i hendes sprog, men som alligevel føles blød, var dragende. Da vi efterfølgende havde masterclass med hende, var jeg solgt. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg sad og sugede hendes ord til mig, hvordan jeg efterfølgende var helt smadret i kroppen, fordi jeg i ren iver havde siddet yderst på stolekanten, helt spændt og aldeles opslugt.
Jeg har sidenhen læst Der Ganze Weg et par gange, men jeg havde dog på ingen måde fået nok, så da jeg sidste sommer var i Trondheim, gik jeg målrettet på jagt hos samtlige boghandlere for at få noget Berget med til Danmark. Og jeg havde heldet med mig:
Loosing Louise er Kristin Bergets debut og kan vel betegnes som et langdigt i en meget alternativ komposition. Værket rummer to stemmer, Louise og C. De to er smerteligt elskende og taler konstant forbi hinanden, men prøver dog at forstå. Det hele er et finurligt misk mask af noget der ligner breve, korte sætninger, streger, mønstre, pile, sange, lyrik, og ved første øjekast kan det hele synes meget abstrakt. Men i den rodede komposition er der alligevel en klar vej. Digtet handler nemlig om de kommunikative vildspor der oftest ligger til grund for mange af de udfordringer, man oplever i et forhold, og når man øjner dette, giver den ellers så forvirrende komposition mening. Det er den der kommer til at støtte op om budskabet, at man kan læse og forstå hinanden på mange måder, at der ikke findes én klar fremgangsmåde, når det kommer til dét at forstå hinandens sprog. Der er ikke nogen lige vej til forståelse, og i øvrigt heller ikke nogen facitliste. “Læsevejledningen” bliver som en labyrint, og der er flere muligheder – der findes ikke noget endegyldigt svar på rigtigt og forkert, på samme vis som der sjældent gør i to menneskers sprog eller følelser for den sags skyld.
“pappa sa alltid
til meg at
jeg er en asfaltblomst”
Som med Bergets efterfølgende værker handler også dette om køn, om vores trang til at systeminddele vores opfattelse af køn. I et lettere provokerende, men stadig rendyrket poetisk sprog, udvisker hun grænserne mellem det maskuline og det feminine. Samtidig gør brugen af både sangtekster, men også de meget tempofyldte og tætskrevne passager værket til en nærmest musisk oplevelse.
Der sker meget på få sider, det er ambitiøst, men det fungerer. Jeg keder mig ikke på noget tidspunkt i min læsning, jeg føler mig tværtimod godt beskæftiget, uden at det bliver for overvældende. Selvom der sker meget, så hænger det alligevel sammen. Alle de små dele hjælper hinanden godt på vej, så man tydeligt fornemmer den helhed, digtet skal være og det i et meget, meget smukt, ømt og jeg-mener-det-sgu sprog. Jeg er dybt rørt!
“du minner meg på at
jeg har vært borte lenge
det vil ta tid å finne tilbake
jeg vet ikke hva dette er
som vi gjør mot hverandre
og ikke hva det betyr
(eller ikke betyr)
jeg vil fortelle om meg selv
sånn at du vet hvem jeg er”
Det allerfedeste ved denne udgave er, at man har valgt at udgive det direkte, som Berget selv har skrevet det på skrivemaskinen. Alle rettelser, tegninger, overstregninger osv. er bibeholdt. Det får materialet til at virke meget umiddelbart, råt og rent – det er helt og holdent forfatterens ord, og man har ikke fornemmelsen af en markedsført bearbejdning.
