Strindberg og masochismen

 

Jeg har altid været en lille smule fascineret af Strindberg. Hvad det helt præcist er, ved jeg ikke, for jeg ender altid med at blive fornærmet, når jeg læser hans værker.

Jeg ved ikke, om han var misogynist avlet i ren ondskab, eller om han gennem sine ultra mandsschauvanistiske udsagn indirekte prøvede at fremprovokere en modreaktion på samtidens kvindesyn, men jeg vil gerne tro, og synes også godt, det kan lade sig gøre at trække en sådan tolkning frem, at han ikke mente det så direkte, når han f.eks. sagde, at kvinders hjerner er degenererede, men at han havde en agenda på lige fod med mange af sine forfatterkollegaer: At pille lidt ved samtidens kvindeopfattelse ved at skildre de allerværste tilfælde i sine dramaer. Måske hadede han bare kvinder? Han var trods alt gift fire gange, så man kunne godt narres til at tro, at han har haft noget i klemme på det område.

Kvindehad eller ej, man kommer ikke uden om, at Strindberg var en interessant herre, og derfor havde jeg også set frem til at gennemgå hans drama, Fröken Julie på forårssemestret. Desværre syntes vores underviser, da det kom til stykket, at vi skulle bruge urimelig lang tid på Henrik Ibsen i stedet, så vi nåede aldrig til Strindberg. Så kunne jeg sidde der med alle mine indestængte frustrationer og valgte i stedet at skrive eksamensopgave om stykket. Det blev frustrationerne dog ikke mindre af, tværtimod! To ugers rendyrket fortvivlelse blev det til… Men det var spændende!

Man kan gå til stykket på mange måder, med mange indfaldsvinkler, og selvom man kun holder sig til ét emne, kan det være svært at gøre det kort. Strindberg er svær at tolke – synes jeg: Han er dobbeltmoralsk, og man ved ikke, om han gør det med vilje, han opstiller paradokser, så man til sidst ikke ved, hvad man selv mener, og han provokerer sin læser både i sit ordvalg, med sine karakterer og med sin egen læsning af verden.

I min opgave valgte jeg at fokusere på det masochistiske perspektiv, på talen om over- og undermennesket, som jeg i dén grad synes er en drivende kraft i stykket. Jeg endte med at have 15 sider bare med noter, men som det også er med så meget andet, må man lære sig begrænsningens kunst og, nåh ja, holde sig til den givne opgaveformulering(!) Så selvom jeg var på vej til at skrive en afhandling i mine mange anfald af frustration og nåede at kontakte både studentpresten og sætte min kære studiekammerat i sving også, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvad fanden manden ville med sit De første skal blive de sidste pjat, så endte alting godt. Jeg tør næsten ikke give mig i kast med stykket én gang til, for jeg nåede ikke rigtig til nogen egentlig epifani på trods af to ugers endevendelse af hvert eneste lille ord, men tog mig til takke med en endelig beslutning om en opgave med en “åben slutning.” (Jeg er ikke sådan et menneske der normalt kan leve med åbne slutninger. Det rykker lidt for meget i mit OCD-agtige vanvid…)

I flg. afsnit ligger mine Strindberg-frustrationer så, (jeg har dog udeladt de kedeligste obligatoriske ting) pakket fint og mådeholdigt ind i akademiske rammer:

Da August Strindbergs opsigtsvækkende drama, Fröken Julie udkom i 1888 var samtidens debat om sædelighed, kønsroller og ligestilling på sit højeste. Forud for Strindberg havde også dramatikeren Henrik Ibsen og forfatteren Bjørnstjerne Bjørnson beriget debatten med deres inputs i hhv. Gengangere (1881), Et Dukkehjem (1879) og Bjørnsons En hanske (1883). Det store omdrejningspunkt i denne debat beroede på menneskets drift og dyder – ikke mindst kollisionen mellem disse. Én part i debatten havde sat sig på kvinders frigørelse; at kvinden i lige så høj grad som manden skulle have lov at frigøre sig erhvervsmæssigt, personligt og seksuelt både i- og uden for ægteskabet. Den anden, med Bjørnson i spidsen, fremdrev monogami og afholdenhed fra begge køn. Heri lå desuden et fornuftigt sundhedsfremmende perspektiv, da Bjørnson mente, at ved streng afholdenhed kunne man komme samtidens problemer med uægte børn og kønssygdomme til livs.

Ligegyldig hvad man dog mente om denne sag, så var én ting sikkert: Det var af stor betydning for samtidens forfattere, dramatikere, redaktører og politikere at tage stilling eller ligefrem parti i denne sag. Hvor Ibsen fremturede den fædrene arvesynd, stod Bjørnson i spidsen for en moral der aldrig helt undgik den religiøse lære. Strindberg kom dog her med en ny vinkel: Han mente, at man ikke blot kunne skyde skylden på sin arv, sin opvækst, sociale rang, på kvinders letpåvirkelige sanser, deres ”månedssyge” eller menneskets ”usædelighed.” Det handlede om langt mere psykologiske, men også biologiske faktorer – et sammenspil af alt. Derfor skrev han sit drama om Fröken Julie, som indeholder alt ovenstående, men som ikke lægger nogen klar linje for det ene eller det andet. Som han selv beskriver det i sit forord til Fröken Julie:

”Feststämningen på midsommarnatten; fadrens bortovaro; hennes månadssjuka; sysslandet med djuren; dansens upphetsande inflytande; nattens skymning; blommornas starka afrodosiakiska inflytande; och slutligen slumpen som driver de två tillsammans i ett lönligt rum, plus den upphetsade mannens tiltagsenhet. Jag har således icke förfarit ensidigt fysiologiskt, icke monomant psykologiskt, icke bara skyllt på arv från modren, icke bara kastat skulden på månadssjukan eller uteslutande på ”osedligheten”, icke endast predikat moral! Dette sista har jag överlåtit åt en kokerska i brist på en präst.”

Hvad der dog bliver særligt gennemtrængende i Strindbergs udlægning er en undertone af stærk upålidelighed til kvinden. Gennem en analyse af dramaet kan man diskutere stykkets egentlige standpunkt, men allerede i sit forord slår Strindberg fast, at kvinder er udstyret med en, hvad han kalder, degenereret hjerne, senere beskylder han dem for at være letpåvirkelige og slutteligt, at være mere optaget af pyntesyge i alle sine former frem for sandheden:

”När jag så vill tala om grimeringen, vågar jag icke hoppas bli hörd av damerna, som hellre vilja vara sköna än sannolika.”

Gennem de sidste tiår af det 19.århundrede arbejdede kvinder (samt flere og flere mænd) i Norden hårdt for at blive en del af den mandsdominerede offentlige debat. Tonen i ligestillingsdebatten endte dog ofte med at blive monopoliserende og selvhævdende – som en udpræget kamp mellem to lejre: Manden og kvinden og ikke som mennesker imellem. Strindberg gør det dog tydeligt, at han med sit skuespil, Fröken Julie vil diskutere menneskeligt ligeværd, men også han ender i en, for sit køn, selvhævdende konklusion. Det overskyggende tema bliver snarere, til mandens fordel, sadomasochistisk og læner sig stødt op af Friedrich Nietzsches tese om over- og undermennesket. Argumentationer kan angive, at Strindberg, med dette, ville slå fast, at kvinder, pga. biologiske omstændigheder, aldrig ville kunne få en fast plads i toppen af samfundet.

(…)

At der ingen egentlig forløsning findes i hverken dramaet eller livet afspejler den, i stykkets samtid, fremherskende moderne tanke om mennesket som hjemløst. Religion er ikke længere et svar på alt, mennesket behøver ikke længere at lægge under for en overordnet, altdømmende magt, men er i stand til at tage styringen over eget liv og skæbne. Dette gør dog mennesket udsat, for pludselig har intet en klar årsag. I Fröken Julie prøver både Julie og Jean at skabe en egen fri vilje, men som stykkets udgang viser, er de begge underlagt en større magt, hvad der ikke kan tolkes klart, hvorfor dette er tilfældet: Om det er menneskelig natur, arv, miljø, køn eller noget helt andet. Mennesket kan ikke længere forklare årsagen til sin egen skæbne, men det finder fortsat på undskyldninger, og det er måske disse undskyldninger, Strindberg prøver at illustrere? Hertil er det tydeligt, at Strindberg var influeret af filosoffen Friedrich Nietzsche i dennes teser om over- og undermennesket – om menneskets frie vilje og religion værende dens undergravende illusion.

Nietzsches tese bygger på idéen om, at gennem modgang kan man udvikle sig. Et liv uden modgang hindrer dermed muligheden for udvikling. Man må så at sige lære at lide, men denne lidelse har i sig selv ingen mening, denne må man selv tilføre. Gør man det, vil en magt over egen skæbne opstå. Dette er hvad det såkaldte overmenneske, iflg. Nietzsche bør være i stand til: Livet er en vilje, og viljen til magt er en kraft der gennemstrømmer hele livet. Alt der er levende har vilje, drifter, impulser, instinkter og det er disse som driver os. Overmennesket skal derfor heller ikke tilpasse sig omverdenen, men få verden til at tilpasse sig én selv. Undermennesket derimod, ressentimentsmennesket anskuer, iflg. Nietzsche, ofte livet ud fra et religiøst perspektiv og lægger hermed sin vilje i en andens hænder. I stedet for at tage magten over egen skæbne, pålægger man sin skæbnes gang en anden kraft, man skyder så at sige skylden for egen elendighed (eller lykke) på andre. Og heri ligger årsagen til Strindbergs såkaldte sorgespel: Ikke blot er det sørgeligt, fordi en ung kvinde begår selvmord, men fordi et menneske mister sin vilje til magt. Gennem hele stykket pilles Julies ”mandlige” og herskende side ud af hende og efterlader hende som slave: Sin egen, sin fars og sin tjeners. Samtidig ser man karakteren Jean, som umiddelbart har et overmenneske i sig, som lader sig drive og opstemme af Julies underkuelse, men som i sidste ende viser sig at indeholde en lige så stor slavesjæl, som hende der driver ham frem.

Når vi ikke er i stand til at håndtere modgang, som Nietzsche peger på, så udvikler vi os heller ikke, og det er hvad der for Strindberg er essentielt:

”Jag finner livsglädjen i livets starka, grymma strider, och min njutning är att få veta något, att få lära något.”

Det må altså være, hvad kunsten, hvad dramaet, hvad litteraturen skal give os: Noget lærerigt, så vi ikke stagnerer, og disse lærerige sessioner er åbenbart at finde i vores eget liv, i vores egen samtid, og dette illustrerer Strindberg i sit naturalistiske sørgespil.

Karaktererne i Strindbergs drama repræsenterer måske nok alle sider af mennesket. Julie, grevens datter repræsenterer overklassen, og er samtidig et symbol på en bourgeois rastløshed der i samtiden kendetegnede det højere borgerskab. Som Jean udtrykker det mod dramaets ende:

”Jag ser att ni är olycklig, jag vet att ni lider, men jag kan icke förstå er. Inte ha vi såna där choser för oss; inte ha vi något hat emellan oss! Vi älska som lek, när arbetet ger oss tid; men vi ha inte tid hela dan och hela natten som ni!”

Det højere borgerskab (i dette eksempel hentydes der måske især til kvinderne) lider under en form for kedsomhed og rastløshed, som arbejderne, det tjenende folk, som Jean tilhører, ikke kender til. I dramaets første scene påbegynder Julie en leg med Jean, som beror på hendes herskende stilling i forhold til ham som tjener. Først og fremmest spiller hun på sin egen position i forhold til ”folket,” men samtidig ønsker hun én, som kan føre hende og ser et potentiale i Jean. Her ses det første tegn på Julies splittelse i ønsket mellem at være hersker, men samtidig slave.

Dette magtspil bliver en leg for Julie. Måske er det et resultat af hendes kedsomhed eller ren og skær natur, drift, impuls for at blive i Nietzsches sprog? Samtidig hviler der en uskyldighed og naivitet i denne legende adfærd, som måske, af Strindberg, kan tilskrives særlig kvindeligt? På den anden side lurer det herskeragtige i hende, og her mener Strindberg, at den såkaldte halvkvinnan træder frem:

”Halvkvinnan är en typ som tränger sig fram, säljer sig numera mot makt, ordnar, utmärkelser, diplom, såsom förut mot pengar, och antyder urartning. Det är ingen god art, ty den består icke, men den fortplantar sig tyvärr ett led med sitt elände.”

De herskeragtige og udsvævende karaktertræk river i den moderne kvinde, men hører ikke hjemme hos hende, og dén ”maskulinitet” der ligger i beskrivelsen af Julie, udfordres af hendes egentlige kvindelige natur.

I Julies tvivl træder Jean, på trods af sin sociale stand, mere og mere i kraft som den dominerende, og Jean bliver hermed ”den anden side” af mennesket: Umiddelbart den tjenende sjæl, men denne er udfordret af en trang til at bryde ud – en naturlig egen vilje, som kan kobles sammen med den førnævnte idé om overmennesket. Jean er født blandt samfundets laveste og hans job er at tjene herskabet. Han har dog andre planer. Ikke bare har han lært sig fransk, men interesserer sig også for teater og litteratur, hvad der på denne tid stadig fortrinsvist var forbundet med velstand og højere uddannelse. Selvom Julie starter en ”leg” med Jean bliver det dog tydeligt gennem stykket, at Jean formodentlig har haft en agenda, at han har tænkt forud for situationen: Hvis han har sex med Julie og efterfølgende kan overbevise hende om, at den eneste mulighed for at bevare sin værdighed er ved at rejse væk sammen med ham, vil han også kunne få lokket penge ud af hende og på den måde starte på ny med højere stand. Denne plan lykkes dog ikke rigtig, da han, på lige fod med Julie, rummer en slavesjæl: Gennem hele stykket tales der om Julies far, greven. Denne er dog aldrig direkte til stede, men hans nærvær bliver præsent, da hans ridestøvler står på scenen og ydermere gennem den klokke, der ringer i køkkenet. Jean lader sig styre af denne klokke, ringer den, springer han, og det er da også endeligt, da greven kommer tilbage i huset, at Jean for alvor kommer i tvivl om sine planer. Greven bliver dermed et symbol på en magt, som ganske vist ikke er synlig eller direkte personificeret, men som alligevel er altbestemmende og i stand til at kontrollere Jeans og Julies adfærd – ligesom religion kan være det.

Det religiøse aspekt i stykket kommer ligeledes og mere direkte frem i form af karakteren Kristin, husets kokkepige. Det fortælles, at Kristin om søndagen skal i kirke, og da Julie står i dyb fortvivlelse vender hun sig til Kristin i håb om en slags forkyndelse eller samhørighed. Julie begynder at spinde en historie, som beror på, at hun vil have Kristin med, når hun og Jean rejser. Julies idé kan ses som et behov for stadig at have den tjenende sjæl omkring sig – en der opvarter hende, men samtidig som et symbol på behovet for religiøst nærvær. Julie ved, hun har gjort noget forkert, noget skamfuldt og har brug for en form for frelse. Denne regner hun med at kunne få hos Kristin, eller i det mindste at kunne søge et svar.

Julies behov for frelse bliver samtidig mere tydeligt, da hun spørger, hvordan hun kan få frelse. Her citerer Kristin lignelsen:

”där skola de yttersta vara de främsta.”

Man kan her læse citatet i dets direkte sammenhæng, og som Kristin mener det, at kun Gud råder over frelsen, men tager man de efterfølgende hændelser i betragtning, bliver budskabet yderst tvetydigt.

Citatet har i sin bibelske oprindelse ingen klar tolkning, da Biblen selvsagt rummer et utal af subjektive læsninger. Her har jeg taget udgangspunkt i to forskellige: Selve verset stammer fra lignelsen om arbejderne i vingården, som i korte træk beror på, at kun Gud råder over frelsen, og at dette dermed ikke er noget, man selv kan arbejde for at opnå. Hvad enten man arbejder længe eller kort i ”vingården”, er man lige stillet over for Gud. Hertil findes der som sagt flere mulige tolkninger. Farisæerne reducerede f.eks. religion til en lang række regler og forbud, og fulgte man disse, opnåede man frelse. Disse tog på sig at være ”de første” – de der var ”indenfor.” Derimod de som ikke fulgte reglerne blev set som værende udenfor, ofte fattige, syge eller på anden måde udstødte og altså en slags ”sidste.” Senere, i Jesu forkyndelse ses der dog et opgør med denne tanke. De, som af samfundet, blev set som de ”sidste” blev, af Jesus, ført frem som de ”første.” Man kan altså kort sige, at lignelsen kan bruges både til at løfte og til at undertrykke, og dét er muligvis det der står klarest i Strindbergs formål med citatet?

Hensigten med citatet læner sig ikke bare op ad et religiøst spørgsmål om frelse, men også om ligeværd mellem mennesker i forhold til både køn og social rang. Som før nævnt, kan man have Jean mistænkt for at have en bagvedliggende agenda i sit forfør af Julie. Jean siger selv:

”Der finns ingen människa så känslofull som jag; men jag kan lägga band på mig.”

Jean kan, modsat Julie, tøjle sine følelser, men spørgsmålet er, om det han gjorde, overhovedet har noget med følelser eller lyst at gøre. Jean ved, hvad det vil føre med sig at have sex med Julie, så han ved også, at han efterfølgende vil kunne få magten – at hun kan blive et middel til hans stigen i graderne. Han foreslår, at Julie skaffer penge til rejsen, som han har grundigt udtænkt – han mangler bare pengene: Lokker han Julie i en fælde?

Jeans plan mislykkes dog komplet, fordi han selv er en ”slave”, selv er underlagt en større magt. Han kommer ligeledes flere gange i tvivl om, han kan bede Julie begå selvmord, dette især, da Julie stiller spørgsmålstegn ved, eller fremhæver deres magtforhold:

”Ni! Säg du! Mellan oss finns inga skrankor mer!”

Ved at ændre benævnelsen fra ni til du, sker der automatisk en ændring i deres magtforhold. De går fra at være herre og tjener til at være ligemænd. Jean vil gerne tage magten over hende, men når hun minder ham om, at de er lige, minder hun ham også om, at han er underlagt greven, ergo: der findes en bestemmende magt, som dømmer alle til sin rette plads. Derfor vil Jean altid være på samme ”plads”, men den plads han har nu, kan han kun beholde, hvis Julie dør:

”Ja, så ringer han ändå värra! Ringer bara ända tills man svarar – och då är det för sent! Och så kommer länsman – och så —- (Två starka ringningar i klockan. Jean far tillsammans; därpå rätar han upp sig.) Det är rysligt! Men det finns intet annat slut! – Gå!”

Hvis ikke han svarer klokken, så ringer den kun endnu mere, hvis han ikke tager skæbnen i egen hånd, får Julie ”af vejen,” vil det hele eskalere. Samtidig ved publikum/læseren dog, at Jean er styret af klokken, og den magt der sidder bag – at Jean er en slavesjæl.

Det er dog vanskeligt at tro, at det er det eneste, Strindberg har ville illustrere med dette citat hans inspiration af Nietzsche taget i betragtning, samt hans misogyne udlægninger gennem både dramaet, sit forord og sin eftertid. Dramaet er bygget op af tanker om magtforhold mellem både køn og stand, men med Julies skæbne kan man forledes til at tro, at Strindberg har ville tildele overmennesket et bestemt køn, nemlig manden. Det, at Julie bliver den sidste, kan muligvis her være ment som den underlagte, masochisten. De første bliver et udtryk for det mandlige og de sidste et udtryk for det kvindelige: Julie og Jean fortæller begge om en drøm, de har haft. Drømmene minder om hinanden, men det der udgør forskellen er, at Julie i sin drøm vil ned, men ikke kan komme det, ligegyldigt hvad hun gør. I Jeans drøm har han et ønske om at komme op. Han klatrer og klatrer, men når bare til første gren. Alligevel ved han dog, at når han bare den første gren, skal han også nok komme længere. Han har en vilje og en tro på sit eget værd og sin egen styrke. Julie, altså kvinden bliver dermed pålagt at mangle vilje, tro og evner til at nå sit mål stik modsat Jean, det mandlige. Denne udlægning støttes ligeledes op af Strindbergs egen formulering i forordet:

”Utom i det att Jean nu är en stigande, står han över fröken Julie i det att han är en man. Könsligt är han aristokraten genom sin manliga styrka, sina finare utvecklade sinnen, och sin förmåga av initiativ. Hans underlägsenhet består mest i den tillfälliga sociala miljö, i vilken han lever.”

I Julies drøm om at ville ned ligger der en undertone af ”nede blandt de sidste.” Betragter man det ud fra den farisæiske tolkning af citatet, er de sidste blandt de laveste. Julie mænger sig med ”folket,” har hang til ”usædelig” opførsel og morer sig dér. Selvom hun tilhører det højere borgerskab, de første, længes hun efter et liv blandt de sidste, og dette er hendes ”synd.”

Spørgsmålet er dog, hvorfor Julie har brug for at høre Jean sige, at de første også skal få nåde – hvad er det der gør, at de ikke skulle kunne få det, men kun de sidste? Hvorfor skulle hun få nåde ved at være blevet den sidste, hvis man ser det i forbindelse med farisæernes tanke, som indtil her giver mening?

Jean kan ikke bede Julie om at begå selvmord, fordi han højst sandsynlig ikke kan have det på sine skuldre. Både fordi, han ikke kan afgøre hendes frelse, men samtidig har han heller ikke standsmæssigt magten til at beordre hende noget, hvilket også grevens tilstedeværelse minder ham om. Men da han rækker hende ragekniven, hvisker han noget i hendes øre. Hvad vides der ikke, men, når det ikke bliver sagt højt, bliver det heller ikke en sandhed. Det vil dø med Julie.

I regibemærkningen tilføjes der herefter, at Julie er vågen: Hun er klar og overbevist om, at hun ikke vil få frelse. Derfor må hun tage sit liv. Igen begynder hun at fable om at være de første, og Jean må finde en måde at overbevise hende på ny og gør dette ved at sige, at hun er blandt de sidste. Han siger altså ikke direkte, at hun skal begå selvmord, men ”blot”, at hun har syndet. Hvis Jean beder Julie om at dø, kan hun dermed redde sin egen ære – så er det ikke hende selv der har taget det valg.

(…)

Det er et stort valg, Julie skal tage, så selvfølgelig kommer hun i tvivl. Hun siger først, at hun ikke er i stand til at gøre noget, hverken leve eller dø, men til sidst får hun i det mindste kræfter til at tvivle. Her er hun ikke bare underlagt Jeans dom, eller hvad han beder hende om at gøre, men har faktisk en snert af selvstændig vilje som kæmper imod. Det, at hun dog ender med at følge hans dom alligevel, understøtter blot tanken om den naturlige slavesjæl i kvinden, Strindberg måske ville have frem. Hvad der dog er ganske tydeligt, for publikum mere end for Jean, så er alle mennesker styret af en eller anden form for overordnet magt, om det så er religion, kønsroller, social stand eller natur bliver et åbent spørgsmål. Det essentielle bliver dog, at dette ikke nødvendigvis bør ses som noget tragisk eller sørgeligt, men lærerigt. Det er kun, hvis vi ikke vil se modgangen eller modtage udfordringen, at det bliver sørgeligt:

”Att mitt sorgespel gör ett sorgligt intryck på många är de mångas fel. När vi bli starka som de första franska revolutionsmännen, skall det göra ett obetingat gott och glatt intryck att åse kronoparkernas gallring från murkna överåriga träd, som stått för länge i vägen för andra med lika rätt att vegetera sin period, ett gott intryck såsom när man ser en obotligt sjuk få dö!”

(…)

Strindberg ville illustrere et magtforhold, ikke bare mellem køn, men også mellem klasse. Han viser i sit drama de forskellige magter, vi som mennesker lader os styre af. Af institutioner, religion, kønsroller, slægt, arv og andre foranledninger. Nogle magter er udprægede, andre er usynlige. Nietzsche siger, det handler om at få verden til at indrette sig efter os og ikke omvendt, Strindberg siger, at det løb er kørt for kvinder – har muligvis aldrig eksisteret. I alle levende organismer findes både en trang til at kæmpe og til at flygte, til at lede og til at lade sig lede. Hvad end man opsnuser Strindbergs misogyni eller ej, om man lader sig blænde af den, så er Fröken Julie en meget klar illustration af menneskelig natur og vores undertrykkende instanser, hvad så siden de kan være.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Her tænker du på “Strindberg og masochismen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.