“Dagene” : Vondt er godt og voksent!

Dagene, Julie Stokkendal, Kolon Forlag 2019
Dagene, Julie Stokkendal, Kolon Forlag 2019

Det er ikke altid, Teas mor formår, at være den mor hun burde være, og så må Tea gå på æggeskaller. Det er ikke altid, Tea formår at være det barn, hun burde være, og så græder moren. Nogle gange tror Tea, at hun forstår, men det er muligt, at det er noget andet, når man bliver voksen, for følelser kender ikke tid, siger moren, at komme videre er ikke altid et valg. Det er bare ikke sikkert, at alt Teas mor siger, er sandt: “Vondt er godt og voksent.”

Læs videre ““Dagene” : Vondt er godt og voksent!”

“Alt er barndom”

Alt er barndom, Fredrik Hagen, Flamme Forlag
Alt er barndom, Fredrik Hagen, Flamme Forlag 2018

Barn er som deler av deg som faller av og blir levende.

Børn eller ikke børn? Det er et spørgsmål der efterhånden er blevet vendt en del i skønlitteraturen de sidste år. Det er vel også lidt af et spørgsmål. Det handler jo ikke bare om at det eller ikke få det. For kan man i det hele taget få det, hvad hvis man får det og mister det? Det gør man – på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde. Det er vel lettere at længes efter noget man aldrig har haft, men gerne ville have, end at længes efter noget man havde, men mistede?

Læs videre ““Alt er barndom””

Tove Ditlevsen: Det uperfekte forbillede

Tove Ditlevsen, foto: Jette Ladegaard

“Jeg ved ikke, om det var min egen eller Tove Ditlevsens skyld, at jeg ikke fik jobbet, men det foruroliger mig lidt, at det er hende, jeg tænker på, når snakken falder på ægteskab.”
Læs videre “Tove Ditlevsen: Det uperfekte forbillede”

Den der lever stille: Forfatterens pen er det skarpeste våben!

Den der lever stille, Leonora Christina Skov, Politikens Forlag 2018

Den værste opdagelse man kan gøre, er vel når man finder ud af, at ens forældre har fejl. Man går i lang tid ud fra, at ens forældre fortæller én sandheden om verden – det er ligesom dem der danner grundlaget for, hvordan man oplever sig selv og verden omkring sig. Når man finder ud af, at der er huller i den sandhed, hvad har man så? Så bliver man ligesom nødt til at prøve at opfinde en ny, men samtidig forsøge at acceptere forældrenes fejl, finde ud af at leve med dem i stedet for den symbiose, man før var vant til. Det er vel én af de største prøvelser, man bliver udsat for i livet. Læs videre “Den der lever stille: Forfatterens pen er det skarpeste våben!”