“Ikkje tenk på det” – er det på tide at le lidt af den alvorlige virkelighedslitteratur?

Ikkje tenk på det, Olaug Nilssen, Samlaget 2019 – anmeldereksemplar

Da jeg første gang så omtalen af denne bog, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Så læste jeg anmeldelser og omtaler af den, og dannede mig forudindtagede meninger om den, som jeg tænkte, jeg måtte gøre alt for at lægge på hylden, når jeg rent faktisk begyndte at læse bogen. Så det forsøgte jeg, og det lykkedes, for ingen af de tanker jeg havde gjort mig på forhånd blev genoplivet undervejs. Jeg blev faktisk lidt skuffet og følte umiddelbart, at det var en tynd omgang. Så begyndte karaktererne at skændes, de bliver presset og intensiteten stiger, jeg måtte lægge den fra mig et øjeblik, blev tilpas irriteret over hysteriet. Så tog jeg fat igen og læste resten, i jagten på noget mere, noget jeg kunne slå ned på. Det kom bare aldrig rigtig, og jeg sidder tilbage her, uforløst, tom for ord, sådan da….

Læs videre ““Ikkje tenk på det” – er det på tide at le lidt af den alvorlige virkelighedslitteratur?”

“Rakkniven”: Hvad skete der med Julie, efter tæppet gik ned?

Hvorfor skal nogen nødvendigvis dø for at forhøje romanens æstetiske kvalitet? Da Goethe i sin tid udkom med den tragiske roman, Den unge Werthers lidelser oplevede man en bølge af selvmord blandt unge mænd. Det blev en slags reaktion på en intens indlevelse i kunsten som individet ikke kunne rumme. Kunstens storhed smittede, men kunne ikke presses ind i det enkelte individ. Læs videre ““Rakkniven”: Hvad skete der med Julie, efter tæppet gik ned?”

Om Ibsens piberygning og fejlfortolkninger

“Hvad der ydermere slår mig er, hvor både interessant og dumt det hele er. Hvor mange overophedede diskussioner en fiktiv tekst kan afføde. For hvad fanden er det egentlig vi sidder og diskuterer?” Læs videre “Om Ibsens piberygning og fejlfortolkninger”

Strindberg og masochismen

 

Jeg har altid været en lille smule fascineret af Strindberg. Hvad det helt præcist er, ved jeg ikke, for jeg ender altid med at blive fornærmet, når jeg læser hans værker.

Jeg ved ikke, om han var misogynist avlet i ren ondskab, eller om han gennem sine ultra mandsschauvanistiske udsagn indirekte prøvede at fremprovokere en modreaktion på samtidens kvindesyn, men jeg vil gerne tro, og synes også godt, det kan lade sig gøre at trække en sådan tolkning frem, at han ikke mente det så direkte, når han f.eks. sagde, at kvinders hjerner er degenererede, men at han havde en agenda på lige fod med mange af sine forfatterkollegaer: At pille lidt ved samtidens kvindeopfattelse ved at skildre de allerværste tilfælde i sine dramaer. Måske hadede han bare kvinder? Han var trods alt gift fire gange, så man kunne godt narres til at tro, at han har haft noget i klemme på det område. Læs videre “Strindberg og masochismen”