Fokus på nordisk litteratur, sprog og kultur
I Trøndelag er livet for flere plantearter truet. De er såkaldt raudlista og kommer til at forsvinde fra naturen, fordi mennesket bygger veje og anlægger hyttefelter. Tilværelsen til miljøværneren Terje er truet, fordi han er bange for at være lykkelig. Hans vækstvilkår er stærkt udfordret, men hvor det for planterne har handlet om miljøforandring har det for Terje handlet om arv.
Læs videre ““Begynnelser””
Kan man tillade sig at have et ønske om at dø, når man befinder sig blandt folk som har gjort alt for at overleve? Hvorfor er det først, når man stilles ansigt til ansigt med andre menneskers elendighed, at man forstår, hvor værdifuldt ens eget liv er, og er det så alligevel så værdifuldt – hvorfor tror man, at man nødvendigvis må tænke sådan: at fordi der findes andre, som har det værre end én selv, så har man ikke lov til selv at have det dårligt?
Læs videre ““Arr”: Apologia pro vita sua”
Jeg tror, at mennesket som udgangspunkt er en ret egoistisk race. At de fleste ting vi gør, gør vi for egen vindings skyld. Der er dog perioder i livet, hvor dette er mere fremtrædende end andre: Det unge menneske har ofte en tendens til (i de fleste tilfælde vel ganske ubevidst?) at tro, og ikke mindst agere som om, verden udelukkende centrerer om dem. Man ser ofte sig selv værende i åben kamp med resten af verden i den periode. Man møder ingen forståelse, jagter accept, omfavnelse og nærvær, samtidig som man ihærdigt løsriver sig alt dette i forsøget på at blive et selvstændigt individ.
Læs videre ““Mødre, døtre, søstre”: Klaustrofobiske familieforhold”
Det er sikkert meget normalt indimellem at tvivle lidt på sine egne handlinger. Det der med at gøre noget, som egentlig var velment, men som i efterlyset virker overdrevet, dumt og bare helt forkert. I langt de fleste tilfælde erfarer man heldigvis, at det var okay alligevel – at man bare overanalyserede i et anfald af usikkerhed, men for Eid er den god nok: Hun er for meget. Hun jagter idealerne så intenst, at hun bringer sig selv ud på et sidespor.
Læs videre ““Eid”: Balancegang på illusioner om virkeligheden”
Fanny er bare 17 år gammel, da begge hendes forældre omkommer i en bilulykke. Når man er 17 år, er det ret normalt at begynde at løsrive sig fra sine forældre, at ville begynde at gå sine egne veje, men når man pludselig tvinges så brutalt til selvstændighed, så bliver det vanskeligt at finde mod til tilhørighed.
Læs videre ““Fanny og mysteriet i den sørgende skogen””
Egentlig har jeg en helt naturlig modstand til romaner som indeholder, eller forsøger at sælge sig selv med ordene: Kærlighedsfortælling, berusende forelskelse, fornuft og følelser! Jeg får en sådan helt igennem kløende fornemmelse indeni og får lyst til at rulle mine øjne så hårdt, at der er fare for, at jeg kommer til at se min egen hjerne. I can’t even…
Læs videre ““Rettsstridig forføyning””
“Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død,” skrev Tom Kristensen i digtet Angst fra 1932. Det var vel en måde at sige, at han trængte til noget der kunne ruske ham ud af livets forudsigelige og trivielle former. I romanen Singularitet forsøger den midaldrende Gulline noget nær det samme bare ved at prostituere sig selv. Læs videre ““Singularitet”: At finde sig et fornuftigt livsprojekt”
At gå er frihed. Om det er en tur ned ad gaden, i skoven eller en 500 km. lang vandretur over fjeldet; det medfører en følelse af fremdrift, at man flytter sig – ikke bare fra A-B, men også mentalt og personligt. Læs videre ““Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv””
“Å være høres ikke så slitsomt ut som å bære,” var der engang én der sagde til mig. Umiddelbart opfattede jeg det som resignation, som opgivelse. Jeg har nok altid troet, at livet nødvendigvis måtte være hårdere, end det egentlig er – jeg ved ikke helt, hvorfor. Men måske fordrer denne “resignation” en anderledes styrke, som er lige så værdifuld, som det at bære sit liv?
Rune Christiansen beretter i sin fantastisk smukke og eminente fortælling om et liv, som ikke synes af meget, men som får så uendelig stor værdi i sin blotte tilstedeværelse: Lyrisk og menneskeligt.
Læs videre ““Ensomheten i Lydia Ernemans liv”: Resignation kræver styrke!”
“Har du smidt bøger ud!? Jeg er i chok!” Jeg havde netop fortalt min veninde, at jeg havde foretaget en drastisk oprydning i min bogreol, at flere bøger var smidt ud, og vores verdener var på gyngende grund… Læs videre “Kan man udstille sin viden i en bogreol?”
“Vi tror ikke på kjærlighet, gjør vi vel? Vi må bare avfinne oss med den kjedelige halvsøsteren, avhengighet.”
Dette er en rigtig 70’er bog. Den er skrevet, dengang det var moderne at realisere sig selv. Dengang kvinderne rendte hjemmefra og satte sig selv fri. Men det der med frihed, det er vel i bund og grund et tidløst design. Vi leder bare hele tiden efter nye måder at praktisere den på. Hvad er det der får os til at føle os frie? Kan man være fri, hvis man er i et forhold – må man forsøge at skabe frihed, hvis man er i et forhold, eller er det som at sige, at man ikke har brug for den anden? Læs videre “Gråt elskede mann: Kærlighedens vilkår er undertrykkelse?”
I en tid, hvor alting helst skal foregå så hurtigt som muligt, være så effektivt som muligt og give størst muligt udbytte, kan man ofte længes efter en pause. Blandt den digitale, personfraværende overfladiskhed kan man indimellem savne fordybelsens tryllebindende nærvær og langsomhedens dybde. Denne fordybelsens tid kan med lidt held findes i f.eks. en hobby. Folk dyrker ofte disse for netop at opnå kvalitativ nærvær med sig selv – for at lukke den forpustede verden ude for en stund. Læs videre “Fluefælden: Tænk, at fluer kan være eksistentialistiske!”
Jeg kan ikke helt huske, hvorfra den kom, men en tanke slog mig den anden dag: Hvorfor er alle de højtuddannede, afhandlingsskrivende kvinder i litteraturen altid så ensomme? Hvorfor bliver deres tilværelser skildret som dystre, livløse og triste? Læs videre “Krysantemum”