Seminar om forlagsetik: Videnskabelig umodenhed og reelle hensigter

De sidste år har flere og flere romaner måtte lægge sig under betegnelsen “virkelighedslitteratur.” Litteraturhistorien rummer mange eksempler på romaner, hvor fortællingen ligger tæt op ad virkeligheden, hvor karakterer er skabt med udgangspunkt i letgenkendelige virkelige modeller osv.. Selve begrebet virkelighedslitteratur er dog noget man først i de senere årtier er begyndt at operere med, selvom indholdet også eksisterede på Flauberts tid, i Amalie Skrams og Tove Ditlevsens forfatterskaber. Hvad er det der gør, at vi taler om en roman som virkelighedslitteratur? Er genren en stigende tendens, eller har romanernes indhold egentlig ikke ændret sig, men snarere den måde, vi taler om dem på?  Læs videre “Seminar om forlagsetik: Videnskabelig umodenhed og reelle hensigter”

Forhåndscensur af forfattere: Hvad er der at frygte?

I går bragte Aftenposten endnu en artikel om den pågående debat om virkelighedslitteraturen. Denne gang et interview med leder i Forfatterforeningen Heidi Marie Kriznik. Hun frygter, at den offentlige debat om litteratur vil blive mere snæver, og mener at denne form for faktatjek volder forfatterne uro og ubehag. Læs videre “Forhåndscensur af forfattere: Hvad er der at frygte?”

Hvordan kan forlagene sikre god forlagsetik: Et semikonkret “svar”

Hvordan skal forlagene tilrettelægge samtalerne med forfatterne forud for en udgivelse, hvordan kan de sikre en god forlagsetik? Efter udgivelsen af Tomas Espedals seneste roman Elsken vil flere i forlagsbranchen gerne have nogle svar. Nogle konkrete svar. Læs videre “Hvordan kan forlagene sikre god forlagsetik: Et semikonkret “svar””

Bødler og ofre i ærlighedslitteraturen

Jack Kerouac

Kan eller bør bekendelseslitteraturen reguleres? Er kravet om regulering afhængig af, hvilken historie der fortælles – om vi har sympati med fortælleren eller ej? Læs videre “Bødler og ofre i ærlighedslitteraturen”

Litteraturkritik, kun for idioter?

Er retten til at være uhæmmet kritisk særlig tildelt den anerkendte kunstner? Kan man kritisere den anerkendte kunstners værk uden at være idiot eller småborgerlig?  Læs videre “Litteraturkritik, kun for idioter?”

At skrive om sig selv og sine problemer: Heltegerning eller eksponeringstvang?

Når en forfatter skriver en bog som ligger nær virkeligheden, er det første læseren som regel tænker på, om det er noget, forfatteren selv har oplevet. Det giver vel en eller anden form for troværdighedsgaranti?
Om det er sandt eller ej, vi synes i hvert fald, det er modigt, at forfatteren står frem. 
Læs videre “At skrive om sig selv og sine problemer: Heltegerning eller eksponeringstvang?”

“Unga Astrid”: At filmatisere andres hemmeligheder

Kan man tillade sig at lave en film om en anden persons største hemmelighed?
Om et par uger har filmen om Astrid Lindgrens tidlige år premiere i de svenske biografer. Filmen fokuserer bl.a. på det forhold, som den dengang 18-årige Lindgren, indledte til en væsentlig ældre redaktør – et forhold som resulterede i en uønsket graviditet.  Læs videre ““Unga Astrid”: At filmatisere andres hemmeligheder”

At skjule sig bag fiktionen: Hvor mange gange skal jeg høre dén historie?

 

“Man skriver og skjuler seg. Man kler seg i språk. Det gjelder for Rousseau, det Maurice Blanchot skrev om Kierkegaard: “Ved til en viss grad uopphørlig å snakke om seg selv og reflektere over begivenhetene i sitt liv, oppstiller Kierkegaard som regel for seg selv ikke å si noe viktig om dem og grunnlegger sin storhet på å bevare hemmeligheten. Han forklarer og tilslører seg.” “  Læs videre “At skjule sig bag fiktionen: Hvor mange gange skal jeg høre dén historie?”

“Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?

Å tale og å tie, Vigdis Hjorth, Cappelen Damm 2018

“Det kan være gode grunner til at samfunnet bør møte det kunstverket som vekker uro og ubehag med åpenhet og spørre: Hvorfor gjør det så vondt?”         

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om, hvad forfattere kan tillade sig at skrive på bekostning af andre, under dække af begrebet skønlitteratur og i kraft af deres navn. (Disse indlæg kan man læse her, her og her ) Hvad der dog mangler at falde på plads for mig er, hvorfor man skriver om alle de ting, vi alle sammen bliver så stødt over, op- eller berørte af, alle de følelser vi kan nikke genkendende til, tager afstand fra, griner af eller græder over? Læs videre ““Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?”

“Åndehul” – historiefortælling er som små omfavnelser

Åndehul, Kari Hotakainen, Gyldendal 2017

I et af mine seneste indlæg skrev jeg om den magt forfatteren besidder ved at skrive om andre, og hvor grænsen går eller burde gå. Under læsningen af Kari Hotakainens småfilosofiske skildring af livet for en kriminalkommisær kom jeg til at tænke nærmere over, hvad historiefortælling egentlig bunder i: Hvad er formålet med at fortælle eller skrive historier, hvad er det, vi tror, vi opnår? Læs videre ““Åndehul” – historiefortælling er som små omfavnelser”

Den der lever stille: Forfatterens pen er det skarpeste våben!

Den der lever stille, Leonora Christina Skov, Politikens Forlag 2018

Den værste opdagelse man kan gøre, er vel når man finder ud af, at ens forældre har fejl. Man går i lang tid ud fra, at ens forældre fortæller én sandheden om verden – det er ligesom dem der danner grundlaget for, hvordan man oplever sig selv og verden omkring sig. Når man finder ud af, at der er huller i den sandhed, hvad har man så? Så bliver man ligesom nødt til at prøve at opfinde en ny, men samtidig forsøge at acceptere forældrenes fejl, finde ud af at leve med dem i stedet for den symbiose, man før var vant til. Det er vel én af de største prøvelser, man bliver udsat for i livet. Læs videre “Den der lever stille: Forfatterens pen er det skarpeste våben!”

Ordet er en fælde, hvori skribenten fanger universet og overrækker det til samfundet

“Der indgås en stiltiende overenskomst mellem læseren og forfatteren, den ene lader som om han tror på det, han selv fortæller, og den anden glemmer, at det hele er fiktivt.”

I 2016 udgav Vigdis Hjorth romanen, Arv og miljø som handler om en familiefejde, der måske, måske ikke er et udtryk for forfatterens egne familieforhold. Året efter udkom hendes søster, Helga Hjorths roman, Fri vilje, som var et modsvar på Vigdis’ tiltale. Dette skabte en kæmpe debat om den såkaldte virkelighedslitteratur, og hos mig efterlod det et spørgsmål om, hvad man som læser kan stole på – hvad forfatteren kan tillade sig at bilde læseren ind i skønlitteraturens navn. Læs videre “Ordet er en fælde, hvori skribenten fanger universet og overrækker det til samfundet”

En hilsen fra en frustreret læser!

Fri vilje, Helga Hjorth, udgivet ved Kagge Forlag 2017

“Hva faen er det Vera tillater seg, skrev han, refererer fra virkeligheten, men finner på ting når det passer?”

Èt af de store omdrejningspunkter i Helga Hjorths roman, men også i værket som har affødt dener hvad man som forfatter kan tillade sig at skrive under titlen, roman. Hvor mange grænser kan man tillade sig at bryde i bevægelsen mellem fakta og fiktion?  Læs videre “En hilsen fra en frustreret læser!”

Hennes løgnaktige ytre

Hennes løgnaktige ytre, Selma Lønning Aarø, Cappelen Damm 2016

Hvad stiller man op, når samtidens mest beundrede, mest anerkendte forfatter anklager én for stalking? Hvad gør man, når man pludselig bliver frosset ud af sin ellers vante kreds af samme årsag? Læs videre “Hennes løgnaktige ytre”