“Oberstinden”: Den man tugter, elsker man

Oberstinden, Rosa Liksom, på dansk v. forlaget Grif 2018

Det er desværre ingen nyhed, at mange mennesker bærer på historier og erfaringer om undertrykkelse, fysisk eller psykisk vold begået mod dem af mennesker, som ellers står dem nært. Man kan måske undre sig over, hvorfor noget menneske finder sig i en sådan behandling. Kan de ikke bare gå deres vej, tænker man. Men det er måske ikke altid et valg. Hvis man er født ind i en verden, hvor denne magtanvendelse er hverdag både bag hjemmets fire vægge, men også fra statens side, hvor det at slå sine børn eller sin hustru, at kvæle unge piger til døde efter man har voldtaget dem, ses som en selvfølge, som en slags naturens gang, så skal der nok en del til, før det går op for én, at der findes andre måder at leve på.

Læs videre ““Oberstinden”: Den man tugter, elsker man”

“Åndehul” – historiefortælling er som små omfavnelser

Åndehul, Kari Hotakainen, Gyldendal 2017

I et af mine seneste indlæg skrev jeg om den magt forfatteren besidder ved at skrive om andre, og hvor grænsen går eller burde gå. Under læsningen af Kari Hotakainens småfilosofiske skildring af livet for en kriminalkommisær kom jeg til at tænke nærmere over, hvad historiefortælling egentlig bunder i: Hvad er formålet med at fortælle eller skrive historier, hvad er det, vi tror, vi opnår? Læs videre ““Åndehul” – historiefortælling er som små omfavnelser”

Baby Jane

Sofi Oksanen, Baby Jane, udgivet på dansk v. forlaget Rosinante 2012

Pikis liv smager uden grund af grus og sten, hendes lys er unødigt tremmefarvet.”

Hvordan kan det være, at den allermest omsværmede, cool og mest festlige pige lige pludselig forsvinder fra nattelivet? Hvordan går det til, at hun udsultet og omtåget går mere og mere i ét med sine nikotingule vægge i hjemmet? Læs videre “Baby Jane”