Er den så gal med mor?

”Hvad ville man selv synes om offentligt at blive portrætteret ubarmhjertigt af sit barn?” spørger Katrine Wiedemann i en klumme i Information d.21.02. Jeg har længe undret mig over, hvordan denne trend som Wiedemann snakker om,  hvor forfattere udleverer sine ”dårlige” forældre og kalder det romaner, har kunne gå så ubemærket hen.

Læs videre “Er den så gal med mor?”

“Alt er barndom”

Alt er barndom, Fredrik Hagen, Flamme Forlag
Alt er barndom, Fredrik Hagen, Flamme Forlag 2018

Barn er som deler av deg som faller av og blir levende.

Børn eller ikke børn? Det er et spørgsmål der efterhånden er blevet vendt en del i skønlitteraturen de sidste år. Det er vel også lidt af et spørgsmål. Det handler jo ikke bare om at det eller ikke få det. For kan man i det hele taget få det, hvad hvis man får det og mister det? Det gør man – på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde. Det er vel lettere at længes efter noget man aldrig har haft, men gerne ville have, end at længes efter noget man havde, men mistede?

Læs videre ““Alt er barndom””

“Jeg er gråhvid”: Er forælderskab en diagnose?

“Jeg er gråhvid”, Bjørn Rasmussen, Gyldendal 2018

Det er blevet bestemt, at Bjørn skal være far. Eller han skal ikke være far-far. Hans mand skal være far til Marens barn, og Bjørn… Ja, hvad skal han egentlig være, hvad er han?

Læs videre ““Jeg er gråhvid”: Er forælderskab en diagnose?”

“Voksne mennesker”: Til irritation og harme!

Voksne mennesker, marie Aubert
Voksne mennesker, Marie Aubert, Forlaget Oktober 2019

Og så findes der de bøger, hvor den umiddelbare efterladte tanke er: “Hold da kæft en dårlig bog!” Man er klar til at angribe den fra både højre og venstre, men langsomt finder man ud af, at det ikke er selve bogen der er noget i vejen med – at bogen faktisk er virkelig godt skrevet, at den kan det meste af det, en god roman skal kunne. Alligevel kribler det indeni for at rakke den ned, fordi den efterlader én med en følelse af grænseløs irritation (og meningsløshed!) Og så må man i stedet finde ud af, hvordan det kan være. Marie Auberts allerede ekstremt optalte roman Voksne mennesker er sådan en:

Læs videre ““Voksne mennesker”: Til irritation og harme!”

“Aldri aldri aldri”: Hvorfor er man tvunget til at legalisere fravalget af børn?

Linn Strømsborg, Aldri aldri aldri, Flamme Forlag
Aldri aldri aldri, Linn Strømsborg, Flamme Forlag 2019 – Anmeldereksemplar

Det er som om, at så snart noget eller nogen stikker uden for rammerne, så snart man har en levevis som ikke er “normen,” så er det ok for andre “normative” at stille nærgående spørgsmål til denne levevis: Er du homo, barnløs, veganer så er det pludselig helt legalt at stille ellers åbenlyst socialt uacceptable og nærgående spørgsmål: “hvorfor vil du ikke have børn!?” (gerne slynget ud i et lettere fordømmende og overrasket tonefald), eller: “hvordan vidste du, at du var lesbisk, hvordan har i sex? Er det fordi du synes, det er synd for dyrene?” Omvendt er det fortsat totalt forbudt for denne “ikke normative” at spørge den heteroseksuelle, kødædende tobarnsmor, hvornår hun sidst fik tjekket understellet. Linn Strømsborg går i sin nye roman Aldri aldri aldri grundigt ind i denne dobbeltmoralske grubling om børn eller ikke børn. Det er opløftende, det er deprimerende, det er morsomt og det er befriende.

Læs videre ““Aldri aldri aldri”: Hvorfor er man tvunget til at legalisere fravalget af børn?”

“Jeg har ennå ikke sett verden”: At forskyde kærligheden

Jeg har ennå ikke sett verden, Roskva Koritzinsky, Aschehoug & Co. 2017

Hvad er det, man skal have set, før man har set verden? I disse noveller må verden ske i kraft af andre, sammen med andre. Så længe jeget stiller sig uden for verden, for menneskene omkring sig, erfares verden ikke.  Læs videre ““Jeg har ennå ikke sett verden”: At forskyde kærligheden”

Den der lever stille: Forfatterens pen er det skarpeste våben!

Den der lever stille, Leonora Christina Skov, Politikens Forlag 2018

Den værste opdagelse man kan gøre, er vel når man finder ud af, at ens forældre har fejl. Man går i lang tid ud fra, at ens forældre fortæller én sandheden om verden – det er ligesom dem der danner grundlaget for, hvordan man oplever sig selv og verden omkring sig. Når man finder ud af, at der er huller i den sandhed, hvad har man så? Så bliver man ligesom nødt til at prøve at opfinde en ny, men samtidig forsøge at acceptere forældrenes fejl, finde ud af at leve med dem i stedet for den symbiose, man før var vant til. Det er vel én af de største prøvelser, man bliver udsat for i livet. Læs videre “Den der lever stille: Forfatterens pen er det skarpeste våben!”