Lovbrud i kunstens navn

Kan man fortsat nyde den gode bøf, hvis man ved, at koen blev mishandlet før slagt? Kan man spankulere rundt i sin nye, fine vinterfrakke, hvis man ved, at den er syet af et 5-årigt barn i Indonesien? Kan man sætte sig veltilpas i lænestolen og nyde en god roman, hvis man ved, at forfatteren af værket har voldtaget en kvinde?

Læs videre “Lovbrud i kunstens navn”

Hvordan skal man adskille kunsten fra kunstneren?

Efter offentliggørelsen af dokumentaren, hvori Michael Jackson beskyldes for at have begået seksuelle overgreb mod børn, har der været stor diskussion om, hvorvidt man bør boykotte hans musik eller ej. Kan offentlige institutioner tage det valg på vegne af sine lyttere? Hvordan kan kunstnerens person og den viden vi har om ham eller hende ændre den måde, vi beskuer værket på?

Læs videre “Hvordan skal man adskille kunsten fra kunstneren?”

“En rekke avbrutte forsøk”

En rekke avbrutte forsøk, Selma Lønning Aarø, Cappelen Damm 2007

Kan det lade sig gøre at skrive en bog uden at såre nogen – særligt, hvis bogen skal handle om forfatterens egen opvækst? Selma, eller “forfatteren” i denne roman gør et forsøg, men forstyrres så meget undervejs, at projektet ender ud som en hovedløs ideologi.  Læs videre ““En rekke avbrutte forsøk””

Forhåndscensur af forfattere: Hvad er der at frygte?

I går bragte Aftenposten endnu en artikel om den pågående debat om virkelighedslitteraturen. Denne gang et interview med leder i Forfatterforeningen Heidi Marie Kriznik. Hun frygter, at den offentlige debat om litteratur vil blive mere snæver, og mener at denne form for faktatjek volder forfatterne uro og ubehag. Læs videre “Forhåndscensur af forfattere: Hvad er der at frygte?”

Bødler og ofre i ærlighedslitteraturen

Jack Kerouac

Kan eller bør bekendelseslitteraturen reguleres? Er kravet om regulering afhængig af, hvilken historie der fortælles – om vi har sympati med fortælleren eller ej? Læs videre “Bødler og ofre i ærlighedslitteraturen”

Litteraturkritik, kun for idioter?

Er retten til at være uhæmmet kritisk særlig tildelt den anerkendte kunstner? Kan man kritisere den anerkendte kunstners værk uden at være idiot eller småborgerlig?  Læs videre “Litteraturkritik, kun for idioter?”

At skjule sig bag fiktionen: Hvor mange gange skal jeg høre dén historie?

 

“Man skriver og skjuler seg. Man kler seg i språk. Det gjelder for Rousseau, det Maurice Blanchot skrev om Kierkegaard: “Ved til en viss grad uopphørlig å snakke om seg selv og reflektere over begivenhetene i sitt liv, oppstiller Kierkegaard som regel for seg selv ikke å si noe viktig om dem og grunnlegger sin storhet på å bevare hemmeligheten. Han forklarer og tilslører seg.” “  Læs videre “At skjule sig bag fiktionen: Hvor mange gange skal jeg høre dén historie?”

“Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?

Å tale og å tie, Vigdis Hjorth, Cappelen Damm 2018

“Det kan være gode grunner til at samfunnet bør møte det kunstverket som vekker uro og ubehag med åpenhet og spørre: Hvorfor gjør det så vondt?”         

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om, hvad forfattere kan tillade sig at skrive på bekostning af andre, under dække af begrebet skønlitteratur og i kraft af deres navn. (Disse indlæg kan man læse her, her og her ) Hvad der dog mangler at falde på plads for mig er, hvorfor man skriver om alle de ting, vi alle sammen bliver så stødt over, op- eller berørte af, alle de følelser vi kan nikke genkendende til, tager afstand fra, griner af eller græder over? Læs videre ““Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?”

Den der lever stille: Forfatterens pen er det skarpeste våben!

Den der lever stille, Leonora Christina Skov, Politikens Forlag 2018

Den værste opdagelse man kan gøre, er vel når man finder ud af, at ens forældre har fejl. Man går i lang tid ud fra, at ens forældre fortæller én sandheden om verden – det er ligesom dem der danner grundlaget for, hvordan man oplever sig selv og verden omkring sig. Når man finder ud af, at der er huller i den sandhed, hvad har man så? Så bliver man ligesom nødt til at prøve at opfinde en ny, men samtidig forsøge at acceptere forældrenes fejl, finde ud af at leve med dem i stedet for den symbiose, man før var vant til. Det er vel én af de største prøvelser, man bliver udsat for i livet. Læs videre “Den der lever stille: Forfatterens pen er det skarpeste våben!”

Ordet er en fælde, hvori skribenten fanger universet og overrækker det til samfundet

“Der indgås en stiltiende overenskomst mellem læseren og forfatteren, den ene lader som om han tror på det, han selv fortæller, og den anden glemmer, at det hele er fiktivt.”

I 2016 udgav Vigdis Hjorth romanen, Arv og miljø som handler om en familiefejde, der måske, måske ikke er et udtryk for forfatterens egne familieforhold. Året efter udkom hendes søster, Helga Hjorths roman, Fri vilje, som var et modsvar på Vigdis’ tiltale. Dette skabte en kæmpe debat om den såkaldte virkelighedslitteratur, og hos mig efterlod det et spørgsmål om, hvad man som læser kan stole på – hvad forfatteren kan tillade sig at bilde læseren ind i skønlitteraturens navn. Læs videre “Ordet er en fælde, hvori skribenten fanger universet og overrækker det til samfundet”