Lovbrud i kunstens navn

Kan man fortsat nyde den gode bøf, hvis man ved, at koen blev mishandlet før slagt? Kan man spankulere rundt i sin nye, fine vinterfrakke, hvis man ved, at den er syet af et 5-årigt barn i Indonesien? Kan man sætte sig veltilpas i lænestolen og nyde en god roman, hvis man ved, at forfatteren af værket har voldtaget en kvinde?

Læs videre “Lovbrud i kunstens navn”

Kan man skrive, hvad man vil om folk, hvis bare de har været døde længe nok?

Når en forfatter dør og efterlader sig ufærdige tekster, notater og måske dagbøger, hvem ejer da eftermæglet? Har den afdøde i det hele taget noget at skulle have “sagt” i forhold til behandling af det efterladte, eller er det op til arvingerne? Hvornår har offentligheden ret til indsigt? Mange forfattere har posthumt fået udgivet både brevvekslinger, notat- og dagbøger, nogle på trods af, at de i levende live frabad sig det. Er historie og folkeeje da vigtigere end ejerens påbud, skal der bare gå lang tid nok, så er det okay at handle mod den afdødes ønsker?

Læs videre “Kan man skrive, hvad man vil om folk, hvis bare de har været døde længe nok?”

“Grenseverdier” – hvordan skrive om det virkelige?

Grenseverdier, Ane Farsethås, Cappelen Damm 2018

Hvis man som forfatter gerne vil fortælle noget om den verden vi lever i, dele ud af egne erfaringer, viden og kunnen, hvis forfatteren gerne vil fortælle noget som er sandt, som læseren kan kende sig igen i, hvorfor så kalde det for en roman – et fiktivt værk?

Læs videre ““Grenseverdier” – hvordan skrive om det virkelige?”

“Dette er også vatn”

Dette er også vatn, Inger Bråtveit 2018, Forlaget Oktober

Hvordan opstår en historie, og hvad adskiller den private fra den offentlige, hvorfor fortælle den i det hele taget? Fortælleren i Bråtveits roman leder efter en sandhed. Hun forsøger at finde ud af, hvorfor hun skriver, og hvad skriften egentlig gør med hende.

Læs videre ““Dette er også vatn””

“En rekke avbrutte forsøk”

En rekke avbrutte forsøk, Selma Lønning Aarø, Cappelen Damm 2007

Kan det lade sig gøre at skrive en bog uden at såre nogen – særligt, hvis bogen skal handle om forfatterens egen opvækst? Selma, eller “forfatteren” i denne roman gør et forsøg, men forstyrres så meget undervejs, at projektet ender ud som en hovedløs ideologi.  Læs videre ““En rekke avbrutte forsøk””

Seminar om forlagsetik: Videnskabelig umodenhed og reelle hensigter

De sidste år har flere og flere romaner måtte lægge sig under betegnelsen “virkelighedslitteratur.” Litteraturhistorien rummer mange eksempler på romaner, hvor fortællingen ligger tæt op ad virkeligheden, hvor karakterer er skabt med udgangspunkt i letgenkendelige virkelige modeller osv.. Selve begrebet virkelighedslitteratur er dog noget man først i de senere årtier er begyndt at operere med, selvom indholdet også eksisterede på Flauberts tid, i Amalie Skrams og Tove Ditlevsens forfatterskaber. Hvad er det der gør, at vi taler om en roman som virkelighedslitteratur? Er genren en stigende tendens, eller har romanernes indhold egentlig ikke ændret sig, men snarere den måde, vi taler om dem på?  Læs videre “Seminar om forlagsetik: Videnskabelig umodenhed og reelle hensigter”

Forhåndscensur af forfattere: Hvad er der at frygte?

I går bragte Aftenposten endnu en artikel om den pågående debat om virkelighedslitteraturen. Denne gang et interview med leder i Forfatterforeningen Heidi Marie Kriznik. Hun frygter, at den offentlige debat om litteratur vil blive mere snæver, og mener at denne form for faktatjek volder forfatterne uro og ubehag. Læs videre “Forhåndscensur af forfattere: Hvad er der at frygte?”

Hvordan kan forlagene sikre god forlagsetik: Et semikonkret “svar”

Hvordan skal forlagene tilrettelægge samtalerne med forfatterne forud for en udgivelse, hvordan kan de sikre en god forlagsetik? Efter udgivelsen af Tomas Espedals seneste roman Elsken vil flere i forlagsbranchen gerne have nogle svar. Nogle konkrete svar. Læs videre “Hvordan kan forlagene sikre god forlagsetik: Et semikonkret “svar””

Bødler og ofre i ærlighedslitteraturen

Jack Kerouac

Kan eller bør bekendelseslitteraturen reguleres? Er kravet om regulering afhængig af, hvilken historie der fortælles – om vi har sympati med fortælleren eller ej? Læs videre “Bødler og ofre i ærlighedslitteraturen”

Litteraturkritik, kun for idioter?

Er retten til at være uhæmmet kritisk særlig tildelt den anerkendte kunstner? Kan man kritisere den anerkendte kunstners værk uden at være idiot eller småborgerlig?  Læs videre “Litteraturkritik, kun for idioter?”

At skrive om sig selv og sine problemer: Heltegerning eller eksponeringstvang?

Når en forfatter skriver en bog som ligger nær virkeligheden, er det første læseren som regel tænker på, om det er noget, forfatteren selv har oplevet. Det giver vel en eller anden form for troværdighedsgaranti?
Om det er sandt eller ej, vi synes i hvert fald, det er modigt, at forfatteren står frem. 
Læs videre “At skrive om sig selv og sine problemer: Heltegerning eller eksponeringstvang?”

“Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?

Å tale og å tie, Vigdis Hjorth, Cappelen Damm 2018

“Det kan være gode grunner til at samfunnet bør møte det kunstverket som vekker uro og ubehag med åpenhet og spørre: Hvorfor gjør det så vondt?”         

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om, hvad forfattere kan tillade sig at skrive på bekostning af andre, under dække af begrebet skønlitteratur og i kraft af deres navn. (Disse indlæg kan man læse her, her og her ) Hvad der dog mangler at falde på plads for mig er, hvorfor man skriver om alle de ting, vi alle sammen bliver så stødt over, op- eller berørte af, alle de følelser vi kan nikke genkendende til, tager afstand fra, griner af eller græder over? Læs videre ““Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?”