De sidste år har flere og flere romaner måtte lægge sig under betegnelsen “virkelighedslitteratur.” Litteraturhistorien rummer mange eksempler på romaner, hvor fortællingen ligger tæt op ad virkeligheden, hvor karakterer er skabt med udgangspunkt i letgenkendelige virkelige modeller osv.. Selve begrebet virkelighedslitteratur er dog noget man først i de senere årtier er begyndt at operere med, selvom indholdet også eksisterede på Flauberts tid, i Amalie Skrams og Tove Ditlevsens forfatterskaber. Hvad er det der gør, at vi taler om en roman som virkelighedslitteratur? Er genren en stigende tendens, eller har romanernes indhold egentlig ikke ændret sig, men snarere den måde, vi taler om dem på? Læs videre “Seminar om forlagsetik: Videnskabelig umodenhed og reelle hensigter”
