“Ikkje tenk på det” – er det på tide at le lidt af den alvorlige virkelighedslitteratur?

Ikkje tenk på det, Olaug Nilssen, Samlaget 2019 – anmeldereksemplar

Da jeg første gang så omtalen af denne bog, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Så læste jeg anmeldelser og omtaler af den, og dannede mig forudindtagede meninger om den, som jeg tænkte, jeg måtte gøre alt for at lægge på hylden, når jeg rent faktisk begyndte at læse bogen. Så det forsøgte jeg, og det lykkedes, for ingen af de tanker jeg havde gjort mig på forhånd blev genoplivet undervejs. Jeg blev faktisk lidt skuffet og følte umiddelbart, at det var en tynd omgang. Så begyndte karaktererne at skændes, de bliver presset og intensiteten stiger, jeg måtte lægge den fra mig et øjeblik, blev tilpas irriteret over hysteriet. Så tog jeg fat igen og læste resten, i jagten på noget mere, noget jeg kunne slå ned på. Det kom bare aldrig rigtig, og jeg sidder tilbage her, uforløst, tom for ord, sådan da….

Læs videre ““Ikkje tenk på det” – er det på tide at le lidt af den alvorlige virkelighedslitteratur?”

Kan man skrive, hvad man vil om folk, hvis bare de har været døde længe nok?

Når en forfatter dør og efterlader sig ufærdige tekster, notater og måske dagbøger, hvem ejer da eftermæglet? Har den afdøde i det hele taget noget at skulle have “sagt” i forhold til behandling af det efterladte, eller er det op til arvingerne? Hvornår har offentligheden ret til indsigt? Mange forfattere har posthumt fået udgivet både brevvekslinger, notat- og dagbøger, nogle på trods af, at de i levende live frabad sig det. Er historie og folkeeje da vigtigere end ejerens påbud, skal der bare gå lang tid nok, så er det okay at handle mod den afdødes ønsker?

Læs videre “Kan man skrive, hvad man vil om folk, hvis bare de har været døde længe nok?”

“Grenseverdier” – hvordan skrive om det virkelige?

Grenseverdier, Ane Farsethås, Cappelen Damm 2018

Hvis man som forfatter gerne vil fortælle noget om den verden vi lever i, dele ud af egne erfaringer, viden og kunnen, hvis forfatteren gerne vil fortælle noget som er sandt, som læseren kan kende sig igen i, hvorfor så kalde det for en roman – et fiktivt værk?

Læs videre ““Grenseverdier” – hvordan skrive om det virkelige?”

“Jeg læser det som en roman”: Om begreber, kontrakter og naivitet

At udveksle historier og erfaringer er en eller anden form for tillidserklæring mellem mennesker. Jeg fortæller noget om mig selv og mit liv, og du fortæller noget om dig. Denne udveksling åbner for en forståelse for det menneske, vi står over for, det skaber en gensidig respekt, og en relation opstår. Det samme sker for så vidt, når man læser en bog. Forfatteren giver læseren indsigt i et univers, og herigennem får læseren mulighed for at stifte bekendtskab med fortælleren, med karaktererne og altså en historie – en erfaring. I denne historie findes altid et stykke af forfatteren selv – i en eller anden udstrækning. På den ene side er det op til læseren at beslutte, hvad man ønsker at stille op med det stykke. Forfatteren er dog på den anden side i stand til at påvirke denne beslutning ved at fortælle læseren, hvordan forfatteren ønsker dette lille stykke behandlet: Ved at skrive roman på forsiden opstår en kontrakt mellem læser og forfatter som indbefatter, at læseren…. Ja… Hvad? Hvad vil det sige at læse et værk som en roman, hvilke krav stiller det til læser og forfatter at markere værket med betegnelsen roman?

Læs videre ““Jeg læser det som en roman”: Om begreber, kontrakter og naivitet”

Læs mellem linjerne eller bliv krænket!

I dagene op til jul rullede debatten om danskernes fortolkningsevner. En kvindelig forsker fra CBS havde (for to år siden!) følt sig krænket, da man under et personalemøde havde sunget Kai Hoffmanns Den danske sang er en ung blond pige. Den kvindelige ansatte følte sig ikke inkluderet og havde oplevet det krænkende at blive tvunget til at synge med.

Læs videre “Læs mellem linjerne eller bliv krænket!”

Amalie Skrams børnefortællinger – det er ikke for tøsedrenge!

Amalie Skram – udvalgte Fortællinger, udgivet første gang i 1909 på Gyldendalske Boghandel og Nordisk Forlag, denne udgave er første værk i BoDs kvinderække fra 2005

I mine tidligere indlæg om Amalie Skram (som man kan læse her ) har jeg lagt vægt på hendes ægteskabs- og slægtsromaner, men som det måske er nogen bekendt, så skrev Skram også en række fortællinger for børn. I 1890 udgav hun Barnefortellinger, som indgår i dette samlingsværk. Det var i årene omkring denne, at man for alvor fik øjnene op for børnelitteratur i Norden, og flere forfattere udkom med deres bud på børnefortællinger. Læs videre “Amalie Skrams børnefortællinger – det er ikke for tøsedrenge!”

Kantslag

Kantslag, Dorthe Nors, udgivet af Rosinante&Co 2008

Nogle gange kan det være godt at blive rykket ud af hverdagens trivialiteter. Sådan lige for at få lidt luft – aflede tankerne. Men i denne novellesamling trækkes man til gengæld bare ind i nogle andre trivialiteter. Der er nok bare mere på spil end i ens egne. Læs videre “Kantslag”

Hennes løgnaktige ytre

Hennes løgnaktige ytre, Selma Lønning Aarø, Cappelen Damm 2016

Hvad stiller man op, når samtidens mest beundrede, mest anerkendte forfatter anklager én for stalking? Hvad gør man, når man pludselig bliver frosset ud af sin ellers vante kreds af samme årsag? Læs videre “Hennes løgnaktige ytre”