Fokus på nordisk litteratur, sprog og kultur
“Da er kulturkjerringene på plass!” sagde en dame på rækken bag mig under gårsdagens arrangement med Suzanne Brøgger på Litteraturhuset. Jeg har ofte bemærket, at det er en overvægt af kvinder, jeg sluser ind på arrangementene på ovennævnte arena. Den eneste gang jeg husker, at mændene har været i overtal var dengang Per Petterson stod på scenen og fortalte om mænd i hans situation.
Er litteraturarrangementer en kvindesyssel? Hvorfor bliver mændene hjemme?
Med jævne mellemrum dukker diskussionen om litteratur skrevet af kvinder vs. mænd op: Hvorfor degraderes de fleste romaner skrevet af kvinder til “kvindelitteratur”, mens romaner skrevet af mænd annonceres som “stor kunst”? Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal mene om dette, om jeg skal mene noget overhovedet – er det måske ikke bare en tom antagelse? Under læsningen af Johanna Frids roman Brenn Oslo brenn, slog det mig, at nej, der er måske noget om det?
Læs videre ““Brenn Oslo brenn”: Kunst eller kvindelitteratur?”
I anledningen af Nordens dag d. 23.marts holdt jeg foredrag på biblioteket i Trondheim om en af Nordens største digtere, Tove Ditlevsen.
Læs videre “Foredrag om Tove Ditlevsen”
Hvorfor skal nogen nødvendigvis dø for at forhøje romanens æstetiske kvalitet? Da Goethe i sin tid udkom med den tragiske roman, Den unge Werthers lidelser oplevede man en bølge af selvmord blandt unge mænd. Det blev en slags reaktion på en intens indlevelse i kunsten som individet ikke kunne rumme. Kunstens storhed smittede, men kunne ikke presses ind i det enkelte individ. Læs videre ““Rakkniven”: Hvad skete der med Julie, efter tæppet gik ned?”
Kan man nogensinde forsvare at slå et andet menneske ihjel? Hvad hvis man gør det for at redde én, man holder af, og hvad med bagefter: Kan man leve med skylden – findes der overhovedet nogen skyld? Læs videre ““Doktor Glas”: Livet er handling!”
Amalie Skram og mange andre på hendes samtid, men også før, kæmpede en kamp mod skam og skyldfølelse. Hendes romaner er ualmindelig hårdslående og grusomme, og man skulle mene, at disse fortællinger i sig selv var nok til at ændre folks adfærd. Men fortællingerne er stadig relevante, og nye historier kommer til, så noget må der jo endnu være i vejen. Burde vi ikke blive klogere – man siger jo, man bliver så klog af at læse bøger? Læs videre “Lucie: Amalie Skrams #metoo”
Den første forfatter, jeg sådan for alvor hæftede mig ved, var Tove Ditlevsen. Det var i en dansktime i 8.klasse, hvor vi læste novellen Nattens dronning. Jeg tror, det var dér, jeg for alvor begyndte at blive bevidst om, hvad litteraturen egentlig kunne: Den gav mig følelsen af genkendelighed og forståelse – følelsen af at være okay, selvom jeg ikke selv troede det. Læs videre “Tove Ditlevsen 100 år”
“Hvad er en følelse? Jeg spurgte en mærkelig grim pige neden for scenen, der forstod, hvad jeg sagde. Hun svarede: Følelsen er en spændt klaverstreng, der glimter som sølv om din hals. Jeg ville gerne have spurgt: Hvad er så sangen, der findes inde i halsen? Men hun forstod ikke, hvad jeg sagde. Nu siger jeg ja til alt.” Læs videre “Future Perfect: Mara Lees fantastiske ordkunstneri”
Det er altid lidt af et sats at forsøge at bearbejde et i forvejen anerkendt, historisk stort forfatterskab. Kan man tillade sig at pille i det, og skal man pille i det? Læs videre “Camillas lange netter”
Et af de helt store samfundsanliggender i 1880’erne var debatten om den seksuelle dobbeltmoral mellem kønnene.
I Georg Brandes forelæsningsrække, Emigrantlitteraturen kaster han lys over monopoliseringen af seksualiteten og kvindens undertrykkelse som følge deraf. Brandes var fortaler for det frie seksuelle liv, og så skeptisk på ægteskabet som den institution der skulle regulere den kønslige omgang. Læs videre “Albertine: Prostitution og dobbeltmoral”
“Hun så for seg hytten der hjemme med den lave, mørke stue og den svarte kjøkkengrue, hvor hun skulle rote og grave dag ut og dag inn, det samme og det samme opp igjen og opp igjen. Myrmarken utenfor, grisehuset, fjøset og slitet ute og inne, alt fylte henne med en tærende, kjedsommelig motvilje.”
Hvad er det, der bestemmer vores skæbne? Hvorfor bliver vi, som vi gør, hvorfor handler vi, som vi gør, og er de handlinger bestemt af noget, eller er det rent tilfældigt, hvor vi ender? Læs videre “Hellemyrsfolket”
Jeg kan ikke helt huske, hvorfra den kom, men en tanke slog mig den anden dag: Hvorfor er alle de højtuddannede, afhandlingsskrivende kvinder i litteraturen altid så ensomme? Hvorfor bliver deres tilværelser skildret som dystre, livløse og triste? Læs videre “Krysantemum”
Hvad stiller man op, når samtidens mest beundrede, mest anerkendte forfatter anklager én for stalking? Hvad gør man, når man pludselig bliver frosset ud af sin ellers vante kreds af samme årsag? Læs videre “Hennes løgnaktige ytre”
I det første indlæg om Amalie Skram fortalte jeg om den unge, nygifte Amalie, og hvordan hendes skæbne dannede grundlag for et senere gennembrydende forfatterskab. I 2. indlæg var det den store litterære succes der var i fokus, men i denne sidste fortælling om Skram får det en mere dyster udgang. Læs videre “Amalie Skram, Sammenbruddet”
I et samfund hvor individualisme får større og større succes, og hvor nærhed synes overvurderet, prøver vi febrilsk at kæmpe os nærmere den ideelle lykke. Medierne og navnligt litteraturen har i flere århundrede prøvet at klarlægge en retningslinje for os. I Romantikken var det sammensmeltningen mellem det åndelige og det legemlige der syntes ideelt, senere løsrev man sig fra tanken om det guddommelige og søgte i stedet svaret i psyken. I dag er vi måske mere forvirrede, end vi nogensinde har været. For hvad er det for nogle billeder og forestillinger, vi danner os, hvad er det, vi søger hos os selv og hinanden. Hvad er det for idealer, vi opsætter og i sidste ende enten prøver at bryde eller nå? Læs videre “Ladies”