En bogbloggers bekendelser: Om kritisk sans, læsertal og eksperimenter

Da jeg startede denne blog, var min hensigt egentlig at begynde at skrive om lidt mere end “bare litteratur.” Jeg valgte at slette min tidligere blog, fordi jeg var kørt træt i anmeldelser og omtaler: at pløje mig gennem bog efter bog og derefter skamrose den. Det føltes ligesom så ualmindelig ligegyldigt. Jeg ville derfor gerne, at denne blog skulle være noget mere. Egentlig er det jo ret ligetil, for når man snakker om bøger, kommer man også lynhurtigt til at snakke om så meget andet. Det synes jeg også, at jeg gør, men jeg ser en stigende tendens til at falde i samme “fælde” som sidst. Måske fordi det er det letteste?

Læs videre “En bogbloggers bekendelser: Om kritisk sans, læsertal og eksperimenter”

“Jeg læser det som en roman”: Om begreber, kontrakter og naivitet

At udveksle historier og erfaringer er en eller anden form for tillidserklæring mellem mennesker. Jeg fortæller noget om mig selv og mit liv, og du fortæller noget om dig. Denne udveksling åbner for en forståelse for det menneske, vi står over for, det skaber en gensidig respekt, og en relation opstår. Det samme sker for så vidt, når man læser en bog. Forfatteren giver læseren indsigt i et univers, og herigennem får læseren mulighed for at stifte bekendtskab med fortælleren, med karaktererne og altså en historie – en erfaring. I denne historie findes altid et stykke af forfatteren selv – i en eller anden udstrækning. På den ene side er det op til læseren at beslutte, hvad man ønsker at stille op med det stykke. Forfatteren er dog på den anden side i stand til at påvirke denne beslutning ved at fortælle læseren, hvordan forfatteren ønsker dette lille stykke behandlet: Ved at skrive roman på forsiden opstår en kontrakt mellem læser og forfatter som indbefatter, at læseren…. Ja… Hvad? Hvad vil det sige at læse et værk som en roman, hvilke krav stiller det til læser og forfatter at markere værket med betegnelsen roman?

Læs videre ““Jeg læser det som en roman”: Om begreber, kontrakter og naivitet”

Læs mellem linjerne eller bliv krænket!

I dagene op til jul rullede debatten om danskernes fortolkningsevner. En kvindelig forsker fra CBS havde (for to år siden!) følt sig krænket, da man under et personalemøde havde sunget Kai Hoffmanns Den danske sang er en ung blond pige. Den kvindelige ansatte følte sig ikke inkluderet og havde oplevet det krænkende at blive tvunget til at synge med.

Læs videre “Læs mellem linjerne eller bliv krænket!”

Seminar om forlagsetik: Videnskabelig umodenhed og reelle hensigter

De sidste år har flere og flere romaner måtte lægge sig under betegnelsen “virkelighedslitteratur.” Litteraturhistorien rummer mange eksempler på romaner, hvor fortællingen ligger tæt op ad virkeligheden, hvor karakterer er skabt med udgangspunkt i letgenkendelige virkelige modeller osv.. Selve begrebet virkelighedslitteratur er dog noget man først i de senere årtier er begyndt at operere med, selvom indholdet også eksisterede på Flauberts tid, i Amalie Skrams og Tove Ditlevsens forfatterskaber. Hvad er det der gør, at vi taler om en roman som virkelighedslitteratur? Er genren en stigende tendens, eller har romanernes indhold egentlig ikke ændret sig, men snarere den måde, vi taler om dem på?  Læs videre “Seminar om forlagsetik: Videnskabelig umodenhed og reelle hensigter”

Markedsføring og hovedløse høns: Er det småligt at læse om sig selv?

Den gode litteratur er den som stiller spørgsmål til den verden vi færdes i, den som: ”åpner et erkjennelsesrom, viser oss tilværelsen fra andre sider, utfordrer vårt forhold til virkeligheten”, som Kari Marstein skrev det i et indlæg i Aftenposten. Well, nu stiller jeg så spørgsmålet den anden vej rundt: Hvad er det for et forhold til virkeligheden, vi skal have, hvad er det for andre sider, og hvem er det der skal vise os dem? Læs videre “Markedsføring og hovedløse høns: Er det småligt at læse om sig selv?”

Litteraturkritik, kun for idioter?

Er retten til at være uhæmmet kritisk særlig tildelt den anerkendte kunstner? Kan man kritisere den anerkendte kunstners værk uden at være idiot eller småborgerlig?  Læs videre “Litteraturkritik, kun for idioter?”

“Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?

Å tale og å tie, Vigdis Hjorth, Cappelen Damm 2018

“Det kan være gode grunner til at samfunnet bør møte det kunstverket som vekker uro og ubehag med åpenhet og spørre: Hvorfor gjør det så vondt?”         

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om, hvad forfattere kan tillade sig at skrive på bekostning af andre, under dække af begrebet skønlitteratur og i kraft af deres navn. (Disse indlæg kan man læse her, her og her ) Hvad der dog mangler at falde på plads for mig er, hvorfor man skriver om alle de ting, vi alle sammen bliver så stødt over, op- eller berørte af, alle de følelser vi kan nikke genkendende til, tager afstand fra, griner af eller græder over? Læs videre ““Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?”

Litteraturformidling på TV: En vanskelig kunst, eller hvad?

“Bøger er svære at formidle på TV,” sagde DR’s redaktionschef for kultur og kunst, Ida Holten, da hun i Deadline i onsdags forsvarede DR1’s seneste litterære påfund: Øgendahl og de store forfattere. Men burde den opgave være så vanskelig? At bedømme ud fra de seneste påfund fra DR’s side, så lader det til at være en fuldkommen umulig opgave. I hvert fald for dem. Læs videre “Litteraturformidling på TV: En vanskelig kunst, eller hvad?”

Litteraturkritik for almen dødelige

“Er det morsomste i boken, at den er skrevet av Suzanne Brøgger?”
I marts udkom en samling tekster, Omelette Norvégienne af Suzanne Brøgger, som skulle være et billede af forfatterens rejse gennem Norge, mødet med nordmændene og hendes oplevelser af- og med disse. I radioprogrammet Åpen Bok på NRK blev værterne dog enige om, at det bedste ved bogen var forfatterens stil, som man engang lærte at elske. Læs videre “Litteraturkritik for almen dødelige”