Kender du det, når man er helt sikker på, at denne bog er ikke noget for mig! Og så viser det sig alligevel at være en af de bedste bøger du længe har læst? Sådan havde jeg det med Jan Kjærstads nye roman “En tid for å leve.”
Læs videre “En tid for å leve”Tag: Norsk litteratur
Dansken på besøk hos Ingvild Solstad Nøis
Ingvild Solstad-Nøis udgav i 2019 romanen «Eid», som er en fortælling om at fare vild i livets mulighedsrum og om at holde på både den indre og den ydre facade. I denne episode af Dansken på besøk snakker vi med afsæt i romanen om mennesker i underskud, om ensomhed og om at være så overtændt, at man får champagnepropperne til at springe på de mest upassende tidspunkter.
Læs videre “Dansken på besøk hos Ingvild Solstad Nøis”“Begynnelser”
I Trøndelag er livet for flere plantearter truet. De er såkaldt raudlista og kommer til at forsvinde fra naturen, fordi mennesket bygger veje og anlægger hyttefelter. Tilværelsen til miljøværneren Terje er truet, fordi han er bange for at være lykkelig. Hans vækstvilkår er stærkt udfordret, men hvor det for planterne har handlet om miljøforandring har det for Terje handlet om arv.
Læs videre ““Begynnelser””“Voksne mennesker”: Til irritation og harme!
Og så findes der de bøger, hvor den umiddelbare efterladte tanke er: “Hold da kæft en dårlig bog!” Man er klar til at angribe den fra både højre og venstre, men langsomt finder man ud af, at det ikke er selve bogen der er noget i vejen med – at bogen faktisk er virkelig godt skrevet, at den kan det meste af det, en god roman skal kunne. Alligevel kribler det indeni for at rakke den ned, fordi den efterlader én med en følelse af grænseløs irritation (og meningsløshed!) Og så må man i stedet finde ud af, hvordan det kan være. Marie Auberts allerede ekstremt optalte roman Voksne mennesker er sådan en:
Læs videre ““Voksne mennesker”: Til irritation og harme!”“Havfruehjerte”
Det er egentlig sjældent, jeg læser lyrik eller specielt æstetisk prægede tekster: de tekster, hvor det er poesien, det metaforiske eller det symbolske som bærer handlingen. Jeg tror måske, det er fordi, jeg føler der er så meget andet, jeg også gerne vil nå, så meget andet, jeg også gerne vil læse, at jeg ikke giver det enkelte værk den tid, det nødvendigvis altid trænger. Og ja, så går man måske nok glip af en del, men omvendt har jeg det også lidt sådan: Så sig det dog i stedet for at pakke det ind og lad os komme videre! Sådan havde jeg det i hvert fald gennem læsningen af Ingvild Lothes usandsynlig symboltunge roman Havfruehjerte.
Læs videre ““Havfruehjerte””“Aldri aldri aldri”: Hvorfor er man tvunget til at legalisere fravalget af børn?
Det er som om, at så snart noget eller nogen stikker uden for rammerne, så snart man har en levevis som ikke er “normen,” så er det ok for andre “normative” at stille nærgående spørgsmål til denne levevis: Er du homo, barnløs, veganer så er det pludselig helt legalt at stille ellers åbenlyst socialt uacceptable og nærgående spørgsmål: “hvorfor vil du ikke have børn!?” (gerne slynget ud i et lettere fordømmende og overrasket tonefald), eller: “hvordan vidste du, at du var lesbisk, hvordan har i sex? Er det fordi du synes, det er synd for dyrene?” Omvendt er det fortsat totalt forbudt for denne “ikke normative” at spørge den heteroseksuelle, kødædende tobarnsmor, hvornår hun sidst fik tjekket understellet. Linn Strømsborg går i sin nye roman Aldri aldri aldri grundigt ind i denne dobbeltmoralske grubling om børn eller ikke børn. Det er opløftende, det er deprimerende, det er morsomt og det er befriende.
Læs videre ““Aldri aldri aldri”: Hvorfor er man tvunget til at legalisere fravalget af børn?”Anatomi. Monotoni
Efter endt læsning tænkte jeg, at dette er en bog, jeg ville være gået langt udenom, hvis jeg havde vidst, hvad den indeholdt. Alligevel kom jeg gennem den, opslugt, besnæret, og jeg er bange for at indrømme, hvorfor.
Læs videre “Anatomi. Monotoni”Ode til norsk litteratur
“Hvorfor er danskerne så vilde med norsk litteratur?” Overskriften fangede min umiddelbare opmærksomhed, da jeg scrollede mig gennem Facebook denne grytidlige søndag morgen, hvor jeg pga. den pludselig opståede lummerhed her i Trondheim ikke kunne sove. Jeg blev fanget, fordi det også er et spørgsmål, jeg ofte har stillet mig selv: Hvorfor er jeg så vild med norsk litteratur – eller Norge i det hele taget?
Læs mere“Ikkje tenk på det” – er det på tide at le lidt af den alvorlige virkelighedslitteratur?
Da jeg første gang så omtalen af denne bog, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Så læste jeg anmeldelser og omtaler af den, og dannede mig forudindtagede meninger om den, som jeg tænkte, jeg måtte gøre alt for at lægge på hylden, når jeg rent faktisk begyndte at læse bogen. Så det forsøgte jeg, og det lykkedes, for ingen af de tanker jeg havde gjort mig på forhånd blev genoplivet undervejs. Jeg blev faktisk lidt skuffet og følte umiddelbart, at det var en tynd omgang. Så begyndte karaktererne at skændes, de bliver presset og intensiteten stiger, jeg måtte lægge den fra mig et øjeblik, blev tilpas irriteret over hysteriet. Så tog jeg fat igen og læste resten, i jagten på noget mere, noget jeg kunne slå ned på. Det kom bare aldrig rigtig, og jeg sidder tilbage her, uforløst, tom for ord, sådan da….
Læs videre ““Ikkje tenk på det” – er det på tide at le lidt af den alvorlige virkelighedslitteratur?”“Eid”: Balancegang på illusioner om virkeligheden
Det er sikkert meget normalt indimellem at tvivle lidt på sine egne handlinger. Det der med at gøre noget, som egentlig var velment, men som i efterlyset virker overdrevet, dumt og bare helt forkert. I langt de fleste tilfælde erfarer man heldigvis, at det var okay alligevel – at man bare overanalyserede i et anfald af usikkerhed, men for Eid er den god nok: Hun er for meget. Hun jagter idealerne så intenst, at hun bringer sig selv ud på et sidespor.
Læs videre ““Eid”: Balancegang på illusioner om virkeligheden”“Fanny og mysteriet i den sørgende skogen”
Fanny er bare 17 år gammel, da begge hendes forældre omkommer i en bilulykke. Når man er 17 år, er det ret normalt at begynde at løsrive sig fra sine forældre, at ville begynde at gå sine egne veje, men når man pludselig tvinges så brutalt til selvstændighed, så bliver det vanskeligt at finde mod til tilhørighed.
Læs videre ““Fanny og mysteriet i den sørgende skogen””“Lærerinnens sang”
Hvad kan man bruge kunsten til? At sige eller gøre alle de ting, man normalt ikke kan tillade sig? At servere erkendelser om sig selv eller andre, man ellers ikke ville have fået?
I Vigdis Hjorths seneste roman Lærerinnens sang undersøges, hvordan kunsten kan sløre- eller afsløre de ting vi, bevidst eller ubevidst, forsøger at skjule – de ting vi måske ikke engang var klar over havde en betydning, men som i det skjulte øjes søgelys pludselig får uendelig stor betydning.
Læs videre ““Lærerinnens sang””“Uke 43”: Forestillingen om et menneske
Indimellem møder man de der personer der, uden man rigtig kan pege på hvorfor eller hvordan, får en afgørende betydning for én. Disse bekendtskaber kan indimellem synes at komme ud af det blå, måske ved man ikke engang, hvad man rigtig skal bruge dem til, men når man får øjnene op for denne “særlige forbindelse,” føles det nærmest skæbnesvangert – som om det ikke kan være anderledes.
Læs videre ““Uke 43”: Forestillingen om et menneske”“Dette er også vatn”
Hvordan opstår en historie, og hvad adskiller den private fra den offentlige, hvorfor fortælle den i det hele taget? Fortælleren i Bråtveits roman leder efter en sandhed. Hun forsøger at finde ud af, hvorfor hun skriver, og hvad skriften egentlig gør med hende.
Læs videre ““Dette er også vatn””“En rekke avbrutte forsøk”
Kan det lade sig gøre at skrive en bog uden at såre nogen – særligt, hvis bogen skal handle om forfatterens egen opvækst? Selma, eller “forfatteren” i denne roman gør et forsøg, men forstyrres så meget undervejs, at projektet ender ud som en hovedløs ideologi. Læs videre ““En rekke avbrutte forsøk””