“Eid”: Balancegang på illusioner om virkeligheden

Eid, Ingvild Solstad-Nøis, Forlaget Oktober 2019 – Anmeldereksemplar

Det er sikkert meget normalt indimellem at tvivle lidt på sine egne handlinger. Det der med at gøre noget, som egentlig var velment, men som i efterlyset virker overdrevet, dumt og bare helt forkert. I langt de fleste tilfælde erfarer man heldigvis, at det var okay alligevel – at man bare overanalyserede i et anfald af usikkerhed, men for Eid er den god nok: Hun er for meget. Hun jagter idealerne så intenst, at hun bringer sig selv ud på et sidespor.

Læs videre ““Eid”: Balancegang på illusioner om virkeligheden”

“Fanny og mysteriet i den sørgende skogen”

Fanny og mysteriet i den sørgende skogen, Rune Christiansen, Forlaget Oktober 2017

Fanny er bare 17 år gammel, da begge hendes forældre omkommer i en bilulykke. Når man er 17 år, er det ret normalt at begynde at løsrive sig fra sine forældre, at ville begynde at gå sine egne veje, men når man pludselig tvinges så brutalt til selvstændighed, så bliver det vanskeligt at finde mod til tilhørighed.

Læs videre ““Fanny og mysteriet i den sørgende skogen””

“Lærerinnens sang”

Lærerinnens sang, Vigdis Hjorth, Cappelen Damm 2018

Hvad kan man bruge kunsten til? At sige eller gøre alle de ting, man normalt ikke kan tillade sig? At servere erkendelser om sig selv eller andre, man ellers ikke ville have fået?

I Vigdis Hjorths seneste roman Lærerinnens sang undersøges, hvordan kunsten kan sløre- eller afsløre de ting vi, bevidst eller ubevidst, forsøger at skjule – de ting vi måske ikke engang var klar over havde en betydning, men som i det skjulte øjes søgelys pludselig får uendelig stor betydning.

Læs videre ““Lærerinnens sang””

“Blodet i årene – Amalie Skram og hennes tid”

Blodet i årene, Merete Morken Andersen, Spartacus Forlag 2018

Hvad er det som driver forfatteren ud i disse mørke smertepunkter, hvor den virkelig gode litteratur opstår: Den som rører os, og som følger os gennem generationer? Eller måske nærmere: Er det det som skal til for at skabe god litteratur?

Læs videre ““Blodet i årene – Amalie Skram og hennes tid””

“Uke 43”: Forestillingen om et menneske

Uke 43, Hanne Ørstavik, Aschehoug 2002

Indimellem møder man de der personer der, uden man rigtig kan pege på hvorfor eller hvordan, får en afgørende betydning for én. Disse bekendtskaber kan indimellem synes at komme ud af det blå, måske ved man ikke engang, hvad man rigtig skal bruge dem til, men når man får øjnene op for denne “særlige forbindelse,” føles det nærmest skæbnesvangert – som om det ikke kan være anderledes.

Læs videre ““Uke 43”: Forestillingen om et menneske”

“Dette er også vatn”

Dette er også vatn, Inger Bråtveit 2018, Forlaget Oktober

Hvordan opstår en historie, og hvad adskiller den private fra den offentlige, hvorfor fortælle den i det hele taget? Fortælleren i Bråtveits roman leder efter en sandhed. Hun forsøger at finde ud af, hvorfor hun skriver, og hvad skriften egentlig gør med hende.

Læs videre ““Dette er også vatn””

“En rekke avbrutte forsøk”

En rekke avbrutte forsøk, Selma Lønning Aarø, Cappelen Damm 2007

Kan det lade sig gøre at skrive en bog uden at såre nogen – særligt, hvis bogen skal handle om forfatterens egen opvækst? Selma, eller “forfatteren” i denne roman gør et forsøg, men forstyrres så meget undervejs, at projektet ender ud som en hovedløs ideologi.  Læs videre ““En rekke avbrutte forsøk””

“Jeg har ennå ikke sett verden”: At forskyde kærligheden

Jeg har ennå ikke sett verden, Roskva Koritzinsky, Aschehoug & Co. 2017

Hvad er det, man skal have set, før man har set verden? I disse noveller må verden ske i kraft af andre, sammen med andre. Så længe jeget stiller sig uden for verden, for menneskene omkring sig, erfares verden ikke.  Læs videre ““Jeg har ennå ikke sett verden”: At forskyde kærligheden”

“Singularitet”: At finde sig et fornuftigt livsprojekt

Singularitet, Marita Fossum, Forlaget Oktober 2018 – Anmeldereksemplar

“Jeg har længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død,” skrev Tom Kristensen i digtet Angst fra 1932. Det var vel en måde at sige, at han trængte til noget der kunne ruske ham ud af livets forudsigelige og trivielle former. I romanen Singularitet forsøger den midaldrende Gulline noget nær det samme bare ved at prostituere sig selv. Læs videre ““Singularitet”: At finde sig et fornuftigt livsprojekt”

“Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv”

Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv, Tomas Espedal, Gyldendal Norsk Forlag 2006

At gå er frihed. Om det er en tur ned ad gaden, i skoven eller en 500 km. lang vandretur over fjeldet; det medfører en følelse af fremdrift, at man flytter sig – ikke bare fra A-B, men også mentalt og personligt.  Læs videre ““Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv””

Søsterkærlighed på godt og ondt: “Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født”

Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født, Mona Høvring 2018, Forlaget Oktober

Jeg læste engang, at de roller, man bliver tildelt i et søskendeforhold vil varer ved resten af livet: Er man den ældste, vil man forblive i rollen som den ansvarlige, omsorgsfulde og ledende. Den yngste derimod vil, så snart den ældre søskende træder ind i rummet, hoppe tilbage i rollen som den der bliver taget hånd om og overlade ansvaret til den ældste. Jeg tror, der er noget om det i langt de fleste tilfælde. Jeg tror, det ligger naturligt til os at indordne sig efter den “ældste og klogeste.” Der er noget trygt ved den slags familiære føjelighed. Men hvad sker der egentlig, når der kommer ubalance i den slags forhold? Læs videre “Søsterkærlighed på godt og ondt: “Fordi Venus passerte en alpefiol den dagen jeg blei født””

“Ensomheten i Lydia Ernemans liv”: Resignation kræver styrke!

Ensomheten i Lydia Ernemans liv, Rune Christiansen, Forlaget Oktober 2014

“Å være høres ikke så slitsomt ut som å bære,” var der engang én der sagde til mig. Umiddelbart opfattede jeg det som resignation, som opgivelse. Jeg har nok altid troet, at livet nødvendigvis måtte være hårdere, end det egentlig er – jeg ved ikke helt, hvorfor. Men måske fordrer denne “resignation” en anderledes styrke, som er lige så værdifuld, som det at bære sit liv?
Rune Christiansen beretter i sin fantastisk smukke og eminente fortælling om et liv, som ikke synes af meget, men som får så uendelig stor værdi i sin blotte tilstedeværelse: Lyrisk og menneskeligt.

Læs videre ““Ensomheten i Lydia Ernemans liv”: Resignation kræver styrke!”

“Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?

Å tale og å tie, Vigdis Hjorth, Cappelen Damm 2018

“Det kan være gode grunner til at samfunnet bør møte det kunstverket som vekker uro og ubehag med åpenhet og spørre: Hvorfor gjør det så vondt?”         

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om, hvad forfattere kan tillade sig at skrive på bekostning af andre, under dække af begrebet skønlitteratur og i kraft af deres navn. (Disse indlæg kan man læse her, her og her ) Hvad der dog mangler at falde på plads for mig er, hvorfor man skriver om alle de ting, vi alle sammen bliver så stødt over, op- eller berørte af, alle de følelser vi kan nikke genkendende til, tager afstand fra, griner af eller græder over? Læs videre ““Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?”

Gråt elskede mann: Kærlighedens vilkår er undertrykkelse?

Gråt elskede mann, Bjørg Vik, J.W Cappelens Forlag, 1970

“Vi tror ikke på kjærlighet, gjør vi vel? Vi må bare avfinne oss med den kjedelige halvsøsteren, avhengighet.”

Dette er en rigtig 70’er bog. Den er skrevet, dengang det var moderne at realisere sig selv. Dengang kvinderne rendte hjemmefra og satte sig selv fri. Men det der med frihed, det er vel i bund og grund et tidløst design. Vi leder bare hele tiden efter nye måder at praktisere den på. Hvad er det der får os til at føle os frie? Kan man være fri, hvis man er i et forhold – må man forsøge at skabe frihed, hvis man er i et forhold, eller er det som at sige, at man ikke har brug for den anden? Læs videre “Gråt elskede mann: Kærlighedens vilkår er undertrykkelse?”

Ordet er en fælde, hvori skribenten fanger universet og overrækker det til samfundet

“Der indgås en stiltiende overenskomst mellem læseren og forfatteren, den ene lader som om han tror på det, han selv fortæller, og den anden glemmer, at det hele er fiktivt.”

I 2016 udgav Vigdis Hjorth romanen, Arv og miljø som handler om en familiefejde, der måske, måske ikke er et udtryk for forfatterens egne familieforhold. Året efter udkom hendes søster, Helga Hjorths roman, Fri vilje, som var et modsvar på Vigdis’ tiltale. Dette skabte en kæmpe debat om den såkaldte virkelighedslitteratur, og hos mig efterlod det et spørgsmål om, hvad man som læser kan stole på – hvad forfatteren kan tillade sig at bilde læseren ind i skønlitteraturens navn. Læs videre “Ordet er en fælde, hvori skribenten fanger universet og overrækker det til samfundet”