“Doktor Glas”: Livet er handling!

Doktor Glas, Hjalmar Söderberg, Albert Bonniers Förlag 2017, første gang udgivet i 1905

Kan man nogensinde forsvare at slå et andet menneske ihjel? Hvad hvis man gør det for at redde én, man holder af, og hvad med bagefter: Kan man leve med skylden – findes der overhovedet nogen skyld? Læs videre ““Doktor Glas”: Livet er handling!”

Lucie: Amalie Skrams #metoo

Lucie, Amalie Skram, udgivet første gang i 1888, denne udgave er fra Gyldendal Norsk Forlag 1991

Amalie Skram og mange andre på hendes samtid, men også før, kæmpede en kamp mod skam og skyldfølelse. Hendes romaner er ualmindelig hårdslående og grusomme, og man skulle mene, at disse fortællinger i sig selv var nok til at ændre folks adfærd. Men fortællingerne er stadig relevante, og nye historier kommer til, så noget må der jo endnu være i vejen. Burde vi ikke blive klogere – man siger jo, man bliver så klog af at læse bøger?  Læs videre “Lucie: Amalie Skrams #metoo”

Albertine: Prostitution og dobbeltmoral

Albertine, Christian Krohg, 1886, denne udgave er fra British Library Cataloguing-in-Publicatin Data, Read Books Ltd. 2013

Et af de helt store samfundsanliggender i 1880’erne var debatten om den seksuelle dobbeltmoral mellem kønnene.

I Georg Brandes forelæsningsrække, Emigrantlitteraturen kaster han lys over monopoliseringen af seksualiteten og kvindens undertrykkelse som følge deraf. Brandes var fortaler for det frie seksuelle liv, og så skeptisk på ægteskabet som den institution der skulle regulere den kønslige omgang. Læs videre “Albertine: Prostitution og dobbeltmoral”

Amalie Skram, gennembruddet

Amalie Skrams liv og forfatterskab var på mange måder nævneværdigt. Da jeg sådan rigtig begyndte at se efter, viste det sig, at der faktisk også var skrevet utrolig meget om hende. Som jeg skrev i mit første indlæg om Skram, som kan læses her, vil jeg i denne lille “trilogi” prøve at presse al den information ned i en nogenlunde overskuelig form. Læs videre “Amalie Skram, gennembruddet”

Strindberg og masochismen

 

Jeg har altid været en lille smule fascineret af Strindberg. Hvad det helt præcist er, ved jeg ikke, for jeg ender altid med at blive fornærmet, når jeg læser hans værker.

Jeg ved ikke, om han var misogynist avlet i ren ondskab, eller om han gennem sine ultra mandsschauvanistiske udsagn indirekte prøvede at fremprovokere en modreaktion på samtidens kvindesyn, men jeg vil gerne tro, og synes også godt, det kan lade sig gøre at trække en sådan tolkning frem, at han ikke mente det så direkte, når han f.eks. sagde, at kvinders hjerner er degenererede, men at han havde en agenda på lige fod med mange af sine forfatterkollegaer: At pille lidt ved samtidens kvindeopfattelse ved at skildre de allerværste tilfælde i sine dramaer. Måske hadede han bare kvinder? Han var trods alt gift fire gange, så man kunne godt narres til at tro, at han har haft noget i klemme på det område. Læs videre “Strindberg og masochismen”