Egentlig har jeg altid været et udemenneske. Jeg er opvokset på landet blandt dyr og gyldne kornmarker, jeg er skabt af den friske, salte brise fra vest. De fineste minder fra min barndom er søndagsturene til “Ho Bjerge,” som vi kaldte det. (Det var nu bare sandbanker, men vel det tætteste, man kommer bjerge og fjell i Danmark 😉 ). Vi løb om kap i klitterne, kælkede der om vinteren, sad på gennemvåde træbænke, indhyllet i min farmors ternede tæpper og spiste leverpostejsmadder. Duften, en sådan fugtig bjælke afgiver blandet med madpakkepapir, lever og sure tæer i vinterstøvler er duften af barndom.
Jeg trives bedst ude, jeg mærker, hvordan det både fysisk og psykisk gavner mig. Jeg er ikke den store tilhænger af medicin og andet hokus pokus: At blive gennemblæst ved Vesterhavet eller tage en weekend på fjellet ser jeg derimod som lidt af en mirakelkur.