“Lærerinnens sang”

Lærerinnens sang, Vigdis Hjorth, Cappelen Damm 2018

Hvad kan man bruge kunsten til? At sige eller gøre alle de ting, man normalt ikke kan tillade sig? At servere erkendelser om sig selv eller andre, man ellers ikke ville have fået?

I Vigdis Hjorths seneste roman Lærerinnens sang undersøges, hvordan kunsten kan sløre- eller afsløre de ting vi, bevidst eller ubevidst, forsøger at skjule – de ting vi måske ikke engang var klar over havde en betydning, men som i det skjulte øjes søgelys pludselig får uendelig stor betydning.

Læs videre ““Lærerinnens sang””

Helga Hjorth om virkelighedslitteraturen: “Det er en form for psykisk vold.”

Første gang jeg læste romanen Fri vilje, var det med en følelse af frustration. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle behandle min læseoplevelse. Som det den umiddelbart var: en roman om en roman, eller som det den insisterede på at blive læst som: En forsvarstale mod at blive brugt som levende model. Jeg har tænkt mange tanker om denne roman siden hen. I torsdags fik jeg svar på nogle af mine spørgsmål, da jeg inviterede Helga Hjorth til samtale på Litteraturhuset i Trondheim.

Læs videre “Helga Hjorth om virkelighedslitteraturen: “Det er en form for psykisk vold.””

“Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?

Å tale og å tie, Vigdis Hjorth, Cappelen Damm 2018

“Det kan være gode grunner til at samfunnet bør møte det kunstverket som vekker uro og ubehag med åpenhet og spørre: Hvorfor gjør det så vondt?”         

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om, hvad forfattere kan tillade sig at skrive på bekostning af andre, under dække af begrebet skønlitteratur og i kraft af deres navn. (Disse indlæg kan man læse her, her og her ) Hvad der dog mangler at falde på plads for mig er, hvorfor man skriver om alle de ting, vi alle sammen bliver så stødt over, op- eller berørte af, alle de følelser vi kan nikke genkendende til, tager afstand fra, griner af eller græder over? Læs videre ““Å tale og å tie”: Mod eller dumdristighed?”

Ordet er en fælde, hvori skribenten fanger universet og overrækker det til samfundet

“Der indgås en stiltiende overenskomst mellem læseren og forfatteren, den ene lader som om han tror på det, han selv fortæller, og den anden glemmer, at det hele er fiktivt.”

I 2016 udgav Vigdis Hjorth romanen, Arv og miljø som handler om en familiefejde, der måske, måske ikke er et udtryk for forfatterens egne familieforhold. Året efter udkom hendes søster, Helga Hjorths roman, Fri vilje, som var et modsvar på Vigdis’ tiltale. Dette skabte en kæmpe debat om den såkaldte virkelighedslitteratur, og hos mig efterlod det et spørgsmål om, hvad man som læser kan stole på – hvad forfatteren kan tillade sig at bilde læseren ind i skønlitteraturens navn. Læs videre “Ordet er en fælde, hvori skribenten fanger universet og overrækker det til samfundet”

Vigdis Hjorth: Grænselandet mellem fakta og fiktion

Hvor går grænsen mellem fakta og fiktion? Hvorfor har vi så stort et behov for at påklistre værkerne en etikette, bare fordi vi opererer under overskriften “skønlitteratur”?  Læs videre “Vigdis Hjorth: Grænselandet mellem fakta og fiktion”