“Testamente” : Når mørke går i arv

Nina Wähä, Testamente, Forlaget Modtryk
Testamente, Nina Wähä, Forlaget Modtryk 2019

“Nøjagtig hvor dum skal man have været for at havne i helvede?”

Familien Toimi bor på en afsides gård i den finske del af Tornedalen. Familien består af to voksne og 12 børn, eller 14 alt efter hvordan man tæller, og nogen kommer til at dø: “Det her er ikke andet end en mordhistorie. Eller jo, det er på mange måder meget mere end blot det,” skriver fortælleren indledningsvist. Og hvad gør man så, når nogen bliver myrdet? Jo, man finder ud af, hvem der gjorde det, og helst også hvorfor, for bag dette er oftest en historie at hente. Derfor trækkes læseren gennem hele persongalleriet, baggrunden for de 12, 14 eller 16 implicerede. Man må forstå, at alle har sin version, sin historie og sine bevæggrunde.

Det kan umiddelbart lyde lidt langhåret at skulle trækkes gennem 14 forskellige udlægninger af en begivenhed, men for rigtigt at forstå må man vel gå lidt grundigt til værks, særligt når det viser sig, at alle bærer en del af skylden, eller uskylden. Selv bødlen er på sin vis et offer.
Som var det en anden Dostojevskij-roman leder Wähä læseren gennem en opsigtsvækkende fortælling om en praktisk set helt almindelig familie, men når historierne begynder at rulle, er det tydeligt, at der mangler noget helt essentielt i denne familie: tiltro, omsorg og kærlighed. Eller det findes, men hustyrannen Pentti, børnenes far, forhindrer dets udfoldelse. Sådan kunne det i hvert fald se ud, men som sagt: selv bødlen kan være et offer.

Hvordan kan det have sig, at selv en person, som har tyranniseret sin familie gennem et helt liv, som måske har været skyld i, om ikke to så i hvert fald ét af sine børns død eller næsten-død, en mand som har formørket ethvert rum han trådte ind, ved sin endelige bortgang kan vække ømme følelser hos de mennesker der afskyede ham inderligt?
“Everyone has a story to tell, so be kind – always” hedder det. Når en forbrydelse sker er der en grund til, at alle involverede parter får lov at ytre sig, forklare eller forsvare sig. Vi ved, at der ligger en årsag til grund for enhver handling. Den vil vi finde, den vil vi forsøge at forstå. Og måske netop derfor er det muligt at finde frem til en eller anden form for sympati med selv den mest forhadte. Er det godt eller skidt? Jeg tror, man kan lære meget af at forsøge at forstå. Det betyder jo ikke nødvendigvis hverken tilgivelse, anerkendelse eller accept, men det giver en indsigt, som kan være værdifuld på mange andre måder.

Dette viser sig gennem de erfaringer en af de ældste i søskendeflokken, Annie gør sig. Også hun har yderst dårlige minder om sin far, også hun blev mærket af hans mørke, den lever på forskellig vis videre i hvert og et af børnene. Da tragedien indtræffer bliver hun stålsat på at finde ud af, hvad der skete og hvem som gjorde det. Hun bliver tydelig berørt af farens bortgang. Pludselig træder han frem som et menneske og ikke bare en tyran. Dog er det som om, Annie bliver lidt for farvet af de følelser der dukker op. Da faren levede, var hun ikke sen til at udpege hans fejl og mangler, men nu hvor han er død, er hun den som forsvarer og udglatter. Belejligt, ikke sandt! Når nogen dør finder vi pludselig alle de gode historier frem om vedkommende, glorificerer og helliggør, og hvorfor det egentlig? For at bortviske egen potentiel skyld, for at være sympatisk, for at retfærdiggøre, eller for hvad? I Annies tilfælde er udgangspunktet styret af retfærdighed, tror hun. Men det bliver mere og mere tydeligt, at det både for hende og for læseren bliver en måde at prøve at forstå og måske undslippe mørket, ikke bare farens, men den som bor i (dem) alle.

Det er på mange måder en barsk fortælling. Der foregår sgu et eller andet oppe i de der tornedalske skove. Jeg blev flere gange hensat til Mikael Niemis fortælling Koke bjørn, hvor også fanatiske læstadianere, dyremishandlere, pyromaner, alkoholikere og psykopater slår sine folder. Her som der viser det sig, at det som er den egentlige historie, er historien om mennesker der prøver at tilpasse sig en tilværelse i evig forandring. Nogle lever med den, andre lever mod den. Der er mørke og vold, men under overfladen ligger al ømheden og al kærligheden og forsøger at komme op og trække lidt luft. Det sker, og man får lyst til at græde, man gør det, man græder, fordi det er så fint fortalt, fordi det er så skrøbeligt og så ondt.

“I Norrland er naturen respektindgydende, et element at tage i betragtning. Træerne står, hvor de står, de undskylder ikke at de er der. I sommermånederne er skoven magisk, de hvide birke i det evigt lyse, det vækker andægtighed, eller kan gøre det også i en ikke-troende. Så kommer midsommeren og med den myggene, og med myggene kommer den første antydning af forfald, naturens, at vi på ny har vendt os mod det mørke, den lange nat hvor ikke engang birkenes hvide hud beskytter os.”

Det tager tid at udfolde en begivenhed med minimum 16 implicerede, bogen er omfattende og lang, men utroligt nok er man årvågen hele vejen. Fortællingen slingrer nemlig mellem smerte, glæde, humor og sorg, nogle gange sagte, andre gange med et voldsomt tempo.
En anden ting der er at sammeligne med Niemi er i den måde fortælleren træder ud af fortællingen på og guider læseren gennem noget der ellers kunne føles som et uoverskueligt følelsesvirvar. Det er ikke fordi fortælleren bestemmer noget, men der er en tryghed i, at denne viser, at han eller hun kender slagets gang, og at der ikke bliver bildt os noget pis ind. Det er ikke et forsøg på at overbevise om noget som helst, men at vise, at det her er sådan det er, sådan det var, for hver enkel og for alle. Det er ikke et endegyldigt svar på noget som helst, men en mulighed, og det var det jeg ville frem til før: at jeg tror, vi kan lære meget af muligheder, af tingene sådan som de kan være.

Jeg er virkelig henfaldet til denne fortællerstil, som i dens træden ind og ud af stemning og plot giver en helt anden fornemmelse af både at være der selv, at genkende det, men så alligevel heldigvis ikke. Jeg kan godt lide den distance. Det er fortsat troværdigt som ind i helvede, men jeg behøver ikke som sådan at tage nogle etiske valg undervejs (i forhold til min læsning, i forhold til min egen moral), og det er dejligt: En fortælling for fortællingens skyld – i udgangspunktet, og så kan alt det andet træde lidt i baggrunden uden dog at være irrelevant. Er det sidste for abstrakt? Læs bogen selv og find ud af det 😉

I øvrigt kan jeg også som en tillægsoplysning (eller som en præmie for at have læst så langt) fortælle, at jeg arbejder ihærdigt på et podcast projekt, hvor det er min intention netop at gå mere i dybden med sådan nogle ting: Mine abstrakte tanker om alle de her bøgers virkning. Lidt mere nørdet, lidt mere frit, lidt mere af alt. Ser jeg for mig. Men mere om det senere…

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.