Tove Ditlevsen 100 år

Den første forfatter, jeg sådan for alvor hæftede mig ved, var Tove Ditlevsen. Det var i en dansktime i 8.klasse, hvor vi læste novellen Nattens dronning. Jeg tror, det var dér, jeg for alvor begyndte at blive bevidst om, hvad litteraturen egentlig kunne: Den gav mig følelsen af genkendelighed og forståelse – følelsen af at være okay, selvom jeg ikke selv troede det.  Introduktionen kom vel egentlig på et ret godt tidspunkt. Jeg havde for alvor taget hul på de vanskelige teenageår: en periode hvor man på den ene side føler sig utrolig voksen, klog og erfaren, men samtidig helt vild bange, skrøbelig og forvirret. Det er en alder, hvor man begynder at blive mere bevidst om sig selv og verden omkring sig, og man har hårdt brug for hjælp til at begribe den. Og det var, hvad jeg fik gennem Ditlevsens melankolske univers.

Netop i dag kunne Tove Ditlevsen være fyldt 100 år. Dagen fejres på kryds og tværs ved nyudgivelser, hyldestartikler og blogindlæg. Tove D. har haft en kæmpe betydning for min vej ind i litteraturen, min selvforståelse, og det var ofte i hendes digte og romaner, at jeg fandt trøst, når verden var lidt for ond. Det var ikke, fordi Ditlevsens verdener var meget lysere, smukkere eller bedre, men det var som om, det var dét, der blev en trøst: At vide, at det faktisk var sådan tingene hang sammen og ikke udelukkende noget, jeg bildte mig ind. For nyligt så jeg et afsnit af DR’s lavpraktiske bogprogram Vild med bøger, hvor forfatteren Kirsten Hammann var blevet bedt om at tage en bog med, som hun ville give på recept. Hammann sagde, at hun ikke troede på det med bøger på recept – at bøger ikke kunne kurere, trøste etc. Jeg kan følge hende så langt som til, at ens problemer selvfølgelig ikke forsvinder, bare fordi man læser en bog, men det lindrende ligger oftest i at have nogen at fortælle om smerten til, og læser man dertil en tekst, som udtrykker nøjagtig den smerte, man selv føler, måske meget klarere, end man nogensinde selv ville kunne, så har man fået hul på bylden. Det er en måde at nå frem til en erkendelse på, hvortil man kan arbejde videre mod en løsning.

Tove Ditlevsen var for mig en løsning på de hårdknuder jeg indimellem følte, mit sind var viklet ind i. Hendes ord blev aldrig en kur – der giver jeg Hammann ret: Skønlitteratur er ikke en kur, men et lindringsmiddel, med hvilket man får mod på at arbejde mod en kurering. Dette indlæg er derfor min “hyldest” til én af Danmarkshistoriens største forfattere:

Den første bog jeg selv købte var Ditlevsens Det tidlige forår. Jeg læste den mange gange, for selvom det er et hårdt og oftest sorgfuldt miljø, Ditlevsen beskæftiger sig med, fandt jeg alligevel en eller anden form for trøst i hendes tekster. Jeg kunne få lov at være håbløs og ked af det sammen med hende.

”Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp. Man kan ikke undslippe barndommen, og den hænger ved som en lugt. Man kan mærke den hos andre børn, og hver barndom har sin egen lugt. Man kender ikke sin egen og er sommetider bange for, at den er værre end de andres.”

Men det var ikke kun som håbløs teenager, jeg var betaget af hende. Jeg tog dog en lang pause fra hende, jeg begyndte at udvide min horisont, men de seneste år har jeg med glæde og forundring genlæst flere af hendes værker. Jeg begyndte derfor at mindes, hvorfor hun blev så stor en del af min tidlige ungdom: Hendes fortællinger er så lette at falde ind i. Hun beskriver tingene så ærligt og mærkbart, at man bliver revet ind i det med det samme. Det er skrøbelige tekster med en stærk og hærdet stemme, nøjagtig ligesom hende selv.

Og hun kan ramme plet på mange niveauer. Fordi hun delte så ivrigt ud af sit inderste gennem hele livet, har hun kunne trække mange læsere med sig. Hun behandler mange emner, og selvom det er med den velkendte Ditlevske melankoli, bliver det aldrig trivielt, fordi der er noget reelt i det – fordi det er ærligt.

Jeg genlæste for nogle måneder siden hendes erindringsbog, Gift som handler om hendes tumlen ind og ud af ægteskaber og andre slags gift. Den vakte i dén grad røre da den udkom i 1971, fordi hun var så ærlig om sine kuldsejlede forhold – både til sine mænd, sine børn og sit misbrug. Men jeg beundrer den styrke bogen indeholder. Hun indrømmer sine fejl og gør sig ikke hverken bedre eller ringere, men er dén, hun er – med alt hvad det indebærer. Og det er, når ægtheden runger højlydt, at man sidder tilbage med en klump i halsen, helt forpustet som har man lige har fået en mavepumper.

I bogen forklarer hun, hvordan hun, når hun skriver, er mest lykkelig. Det er gennem sine bøger, at hun lever. De kommer før alt andet, både familien og børnene. Hun var et yderst egoistisk menneske, og det kan være hårdt at læse, hvordan hun tackler det; både hendes bøger, men især hendes misbrug. Måske kan det flettes sammen? Efter at have læst bogen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hun jo var høj på medicin, imens hun skrev de fleste af sine bøger. Men det skærper vel sanserne, har jeg hørt. Og måske det er sådan, man er mest og bedst i kontakt med sig selv og derved har mulighed for den ærlighed, som hun udviser?

Men der er også en vis ironi i det, ligesom der er smækfyldt med ironi, sort og bundærlig humor i hendes vendinger. Hun er så fin en iagttager af verden omkring sig, og gengiver den indimellem med en sådan sarkasme og mørke, at man nærmest må skære sig igennem den. F.eks. siger hun om den dag, hendes datter blev født, at det første hun lagde mærke til, var hvor grimt dét barn var. Der er altid så meget dårligdom og sorg i hendes observationer, men alligevel rummer de indimellem en helt fantastisk humor.

Jeg kan ikke: Lave mad, gå med hat, hygge om folk, bære smykker, ordne blomster, huske aftaler, takke for gaver, give rigtige drikkepenge, holde på en mand, vise interesse ved forældremøder. 

Jeg kan: Være alene, vaske op, læse bøger, forme sætninger, lytte og være lykkelig. Uden skyldfølelse.

Jeg synes, det er så betagende, hvordan hun i ovenstående tekststykke stiller tingene op. Som sagt er Ditlevsen nok mest kendt for sin dybe sorg og skildring af dårligdom, men midt i alt det tillader hun sig selv at være lykkelig. Måske fordi hun nærmest sidestiller det at vaske op med at være lykkelig? Det er letheden i det, den måde, hun viser, hvor komplekse vi som mennesker er på en ualmindelig ligetil og gennemskuelig måde: Hun kan ikke bære hat og forresten heller ikke holde på en mand.

En ting jeg hæfter mig meget ved hos Ditlevsen er, hvordan hun kan tage svævende og store begreber og gøre dem forståelige og håndgribelige – noget man kan tage og føle på. F.eks. begrebet, barndom: Hun beskriver dette som ”noget kantet og hårdt, noget man slår sig mod,” eller ”at barndommen gør ondt, det hedder vokseværk og holder først op, når man er tyve år.” Årh, hvor har jeg følt det!

Om begrebet, jalousi siger hun ligeledes: ”Jalousien er den kolde skygge, kærligheden kaster tilbage over skulderen, idet den fjerner sig.” Hun har en evne til at forklare ting og gøre dem tydelige. Ligesom når man støder på et vanskeligt ord, som man bare ikke begriber, men pludselig er der én der formår at forklare det, og man tænker: Nåh, er det bare det!

Ligeså vel som Ditlevsen formåede at beskrive os som mennesker, satte hun også streger igennem historien. Gennem sine socialrealistiske værker fortalte hun historien om det danske folk: Om arbejderklassen, om middelklassen, overklassen. Hun fortalte om kvinden i hjemmet, kvinden på arbejdsmarkedet, den gifte kvinde, den enlige kvinde, moderen, søsteren og konen. Hun fortalte om faderen, om elskeren, om manden, om drengen og studenten. Der blev stillet skarpt på tidens litteratur, kunst og livsstil og de mennesker der lå i spidsen, men også dem i bunden.

Det er intet under, at Tove Ditlevsen bliver ved med at hænge hos os som en af Danmarkshistoriens største forfattere. Hun bidrog med noget helt unikt, og det vil altid være relevant, fordi det handler om mennesker: mennesker som vi var, mennesker som vi er, og mennesker som vi altid vil være – i al vores kompleksitet og enkelthed.

Til slut mit absolut yndlingsdigt tilsat en portion stemningsmusik:

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.