Tove Ditlevsen: Det uperfekte forbillede

Tove Ditlevsen, foto: Jette Ladegaard

“Jeg ved ikke, om det var min egen eller Tove Ditlevsens skyld, at jeg ikke fik jobbet, men det foruroliger mig lidt, at det er hende, jeg tænker på, når snakken falder på ægteskab.”

I fredags holdt jeg oplæg om Tove Ditlevsen i forbindelse med Ugress Festivalen i Trondheim. Her hyldede publikum og arrangører både jubilanter og debutanter. Det handlede nok mest om at vække folks interesse for de omtalte forfatterskaber – at fortælle folk, hvorfor de skal læse dem. 

Tove Ditlevsen er nok en af de forfattere, jeg har refereret til flest gange i mit liv. Både bevidst og ubevidst. Af en eller anden årsag bliver jeg ved med at vende tilbage til hendes bøger, huske citater og længes efter den stemning, læsningen af hendes værker ofte bringer mig i.

Jeg tror, jeg var 9 eller 10 første gang, jeg stiftede bekendtskab med Ditlevsen. Jeg læste Barndommens gade, og fandt hermed et menneske, som var lige så bange for mørke, lige så fantasifuld og lige så skyldbetynget, som jeg var. Jeg var sikker på, at mine forestillinger om, hvad der kunne ske, så snart lyset blev slukket, bare var noget der foregik i mit hoved, og at alle andre mennesker levede ubekymrede liv. Men så kom jeg ind i hovedet på Ester.

Ester frygter den dag, de løber tør for kul oppe i lejligheden, fordi hun ved, at det er hendes opgave at gå ned i den mørke, skumle kælder og hente nyt. Ester sidder panisk på dasset i mørke i gården og samler mod til at spurte op i lejligheden – i sikkerhed for de skumle typer som skjuler sig i baggården, bag trappen og rundt om hvert gadehjørne.

Det er sikkert ganske vanligt for børn at være bange for mørke, det var langt fra noget exceptionelt for lige netop mig, men problemet var, at jeg altid fik at vide, at det var noget værre pjat, at der ikke var noget at være bange for. Det var på ingen måde en trøst, tværtimod fik det mig til at føle mig dum og alene. Esters fortællinger hjalp derimod. Jeg husker dem egentlig som ret uhyggelige og som temmelig hård kost for en 10-årig. Det løftede da også min frygt til helt nye højder, men alligevel lindrede det. For Ditlevsen skrev om det på en måde, så det føltes okay at være bange. Jeg var ikke længere alene.

Tove D. blev brevkasseredaktør i Familie Journalen. Dette er en del af ”forfatterskabet”, som jeg faktisk finder mest interessant. Det er her man fornemmer hendes mangesidede nerve. Selv mente hun ikke, at hun var særlig egnet til det job, hun havde jo ligesom været både gift og skilt fire gange og havde børn med tre forskellige mænd – ikke ligefrem forbilledligt for Familie Journalens læsere: Et blad som værnede om familien, det borgerlige – et glansbillede. Men måske var det netop, fordi hun ikke var perfekt, og fordi hun ikke gjorde sig bedre, end hun var, at folk tog hende til sig. Hun var et ægte menneske, man kunne spejle sig i.
I langt de fleste af sådan nogle brevkasser, både dengang og nu, er det med en ”ekspert” i front, som rådgiver os almen dødelige. Vi søger råd hos dem, fordi vi regner med, at de er klogere på vores problemer, end vi er. At de kommer med en løsning. Ditlevsen kom egentlig sjældent med noget konkret svar på folks problemer, ofte var hun både hård og kontant og til tider ret sarkastisk. Læs bare nedenstående brev fra den 16-årige “analfabet”:

Flg. brev er gengivet i “Jeg ville være enke og jeg ville være digter, glemte tekster af Tove Ditlevsen” Gyldendal 2015, v. Sort Samvittighed og Olga Ravn

Hvorfor blev folk ved med at skrive til hende, når nu hun ikke var nogen ekspert, hvordan kunne hun i det hele taget tillade sig at svare folk på den måde? Man kunne måske savne lidt pædagogik her, folk deler trods alt deres personlige problemer. Det kunne hun, fordi hun gjorde det til noget menneskeligt at have fejl, og fordi hun havde noget at have det i, og det vidste folk! Hun voksede op i en tid, hvor det gjaldt om at holde på formerne. Mange levede under fattige kår, men det fortalte man ikke. Det var, og er stadig, flovt at være fattig, så derfor gjaldt det om at spille på det man havde og vise et perfekt ansigt udadtil. Det var Ditlevsen bevidst om fra en meget tidlig alder, så det gjorde hun: I ugebladene, og resten, det menneskelige, i sine romaner, digte og noveller.

Særligt i 50’erne tog den amerikanske drøm til i styrke. Glansbilledet af det perfekte sam- og familieliv og ikke mindst husmoderen blev aktivt dyrket. Men Ditlevsen var som sagt intet af dette: Hun havde været gift op til flere gange, havde børn med flere forskellige mænd, havde psykiske problemer, hun røg og drak som et mandfolk, tog stoffer, og hun lagde aldrig skjul på noget af det. Derfor blev hun billedet på det perfekte, fordi hun var uperfekt.

Foto: L. Lund Hansen

Jeg læste om dette ovenstående billede, at det hidsede Ditlevsen vældigt op at skulle fremstilles på denne måde. Men det var (også) dengang svært at slå igennem som forfatter, særligt som kvindelig, anstændig forfatter, så hun var klar over, at hun måtte skabe en person i medierne, som folk kunne identificere sig med – eller rettere, en person som folk troede, de gerne ville være.

Selvom Ditlevsen måske ofte forbindes med noget dystert, med alvorlige socialrealistiske fortællinger, så havde hun også en virkelig raffineret form for humor. Jeg mener, hvem finder på at skrive en roman, tidligt i 70’erne, om ægteskab og kalde den for ”GIFT”?
Jeg var engang på et jobinterview på Kristeligt Dagblad. Med til samtalen var en midaldrende mand og en kvinde midt i 30’erne. Vi talte her om det aktuelle tema, de havde i avisen: ægteskab. Manden bad mig derfor at komme med en overskrift til en sådan artikel. Jeg var selvfølgelig max presset, jeg ville jo gerne gøre et godt indtryk, men min hjerne stod helt stille. Jeg tænkte: “FUCK!” Men så kom jeg i tanke om Ditlevsen. (Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, at det lige netop er hende, jeg tænker på, når jeg hører ordet ægteskab?) Jeg fik derefter sagt: “Ægteskab og andre former for gift!” Der var stille et øjeblik, men så begyndte manden at le vildt højt, sådan en virkelig rå mandelatter, mens kvinden sad med korslagte arme og resting bitch face! Da jeg kom ud sendte jeg en stille tak til Tove, og tænkte, at det var godt, at én af dem i det mindste lo. Jeg fik dog ikke jobbet, det er åbenbart stadig risikabelt at spøge med ægteskab. I hvert fald på Kristeligt Dagblad 😉

Ditlevsen giftede sig første gang som 22-årig med sin redaktør, Viggo Møller. Han var 30 år ældre end hun, men med ham ved sin side blev Tove Ditlevsen snart et kendt navn. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om dette var den egentlige årsag til de fleste af hendes ægteskaber: At drage nytte af mændenes position? Viggo Møller var redaktør på Danmarks mest anerkendte litterære tidsskrift, Vild Hvede og blev Ditlevsens indgangsbillet ind i de litterære kredse. Hendes anden mand Ebbe Munk var bare studerende, og ham blev hun hurtigt skilt fra, og fandt i stedet lægen Carl Ryberg. Han forsynede hende med opiumlignende-præparater: Et middel som holdt hende kørerende gennem udformningen af nogle af hendes største værker. Det sidste og længste ægteskab var med redaktør Victor Andreasen, som i kraft af sin profession i dén grad forsøgte at holde hende til både den produktive ild, men også personligt fra den destruktive.

Ditlevsen skal engang have udtalt, at:

ægteskabet ikke bare er en borgerlig flytteforretning, som kan løfte ulykkelige proletarpigebørn bort fra barndommens gade af mørke, øde og angst, men at det også er den bedste ramme for kærlighed.”

Måske var det derfor, at hun ofte i sine brevkassesvar rådede kvinderne til at blive hos sine mænd og for alt i verden ikke blive skilt – selvom mændene drak, selvom de havde andre kvinder: Fordi hun ikke selv formåede at holde kærligheden inden for denne “bedste ramme” og kendte smerten og måske også skammen deri? Det er som om, hun siger: “Jeg ved godt, at livet er hårdt, prøv noget hårdere!” Det er jo både smukt og destruktivt på samme tid.
Det er så let og så befriende at give andre råd om det, man ikke selv er stærk nok til at udleve. Det er jo også en måde at udleve det på, kan man sige.
Mht. det at drage nytte af sine mænd, så bruger vi jo alle hinanden som midler til at opnå et mål, og om man så gifter sig med det mål eller ej, det var måske det, hun forsøgte at problematisere. Hun gjorde opmærksom på, at der er to sider af drømmen om det borgerlige liv.

Og det var den drøm, hun havde. Det står meget tydeligt i flere af hendes værker. Ditlevsen voksede op på Vesterbro i København. Hun var barn af arbejderklassen i 30’ernes Danmark: En tid præget af arbejdsløshed og klassekamp. Hun vidste, at hun måtte væk fra dette, og allerede i en tidlig alder drømte hun om at blive forfatter. Hun fik dog indprentet, at dette var så godt som umuligt. Som hun engang skrev i en klumme i Politiken:

”Den eneste damedigter, min far kunne komme i tanke om, var Agnes Henningsen, og hun var uanstændig. Det var noget med at gøre det frække uden at få børn af det, og så fik hun nok penge for det, hvad jeg bedre kunne forstå, end at man vederlagsfrit kastede sig ud i al den akrobatik. Jeg delte soveværelse med mine forældre.”

Ditlevsen har uden tvivl været vidne til lidt af hvert i den lille lejlighed i Hedebygade. Ikke bare bag hjemmets fire vægge, men også blandt de mange familier gården rummede, de mange skænderier, slåskampe, overgreb, fødsler, som kunne høres gennem væggen og over gården, dødsfald, beruselser, forelskelser og hvad der ellers hørte livet til i en baggård på Vesterbro. Og det var alt dette, hun skrev om, det uperfekte: En tradition der går igen endnu i vores samtid. Vi higer efter de uperfekte fortællinger skrevet af uperfekte mennesker, som i deres fremstilling af ægte uperfekthed, bliver vores perfekte forgangsbilleder. Den rå og den ærlige fortælling har altid vundet frem – det er den, vi husker. Ikke løgnen om en ophøjet verden, hvor alt er godt og ingen gør noget forkert.

Apropos dét: Som jeg engang hørte Vigdis Hjorth sige, så har de nordiske kvinder en lang tradition for at trække hjemmets nullermænd frem fra selv de fjerneste og mørkeste kroge, og dette er en stolt tradition, som hun mener, vi bør dyrke og hylde. (Det er måske ikke helt tilfældigt, at det lige netop er Ditlevsen, som Hjorth ofte fremhæver…)

Litteraturhistorien rummer en fortælling om digteren som det ophøjede geni: En særlig udvalgt som vha. en nærmest guddommelige kraft, skal servere sandheden for os. Og i virkeligheden findes den sandhed i en baggård i Hedebygade, i Tove Ditlevsens barndoms gade.

Jeg er din barndoms gade
jeg er dit væsens rod.
Jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.

Jeg er din mors grå hænder
og din fars bekymrede sind,
jeg er de tidligste drømmes
lette, tågede spind.

Jeg gav dig min store alvor
en dag du var vildt forladt
jeg dryssed’ lidt vemod i sindet
en drivende regnvejrsnat.

Jeg slog dig engang til jorden
for at gøre dit hjerte hårdt,
men jeg rejste dig varligt op igen
og tørrede tårerne bort.

Det er mig der har lært dig at hade
jeg lærte dig hårdhed og spot.
Jeg gav dig de stærkeste våben
du skal vide at bruge dem godt.

Jeg gav dig de vagtsomme øjne
på dem skal du kendes igen,
og møder du en med det samme blik
skal du vide han er din ven

Fløj du så vidt over lande
voksede du fra din ven?
Jeg er din barndoms gade
jeg kender dig altid igen.

-Tove Ditlevsen (1943)

Del dette indlæg:Share on facebook
Facebook
Share on google
Google
Share on twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.