Indimellem møder man de der personer der, uden man rigtig kan pege på hvorfor eller hvordan, får en afgørende betydning for én. Disse bekendtskaber kan indimellem synes at komme ud af det blå, måske ved man ikke engang, hvad man rigtig skal bruge dem til, men når man får øjnene op for denne “særlige forbindelse,” føles det nærmest skæbnesvangert – som om det ikke kan være anderledes.
I Hanne Ørstaviks roman Uke 43 handler det om et sådant møde: Solveig har netop fået job på en højskole, hvor hun underviser i litteratur. Egentlig havde hun slet ikke tænkt, at hun skulle skifte job, men da hun ser, at opslaget er fra den højskole, hvor Hilde arbejder, ved hun, at hun må have det job – dette opslag er skrevet til hende.
“Det var en tidlig januarmorgen på vei gjennom korridoren på instituttet at hun hadde sett oppslaget, utlysningen fra høyskolen der navnet til Hilde sto under, som seksjonsleder. Som om det var skrevet til akkurat henne, det hadde kommet rett inn. Og det hadde vært som om noe falt på plass. Hun hadde ikke visst det før, men plutselig var det helt klart at det var hit hun skulle. Hun ville jobbe hos Hilde. For det var det øverste, det høyeste: Å være der Hilde var.”
Solveig kender ikke Hilde, men hun har læst de ting, hun har skrevet og har med én gang følt en forbindelse. Det er som om, at de to har noget sammen i kraft af det, Hilde står for – synes Solveig. Hun forestiller sig efterfølgende, hvordan de vil blive venner, hvad de skal lave sammen, hvad de skal snakke om, hvordan deres samtaler vil forløbe osv. Hun opdigter en relation og forventer, at denne også skal udspille sig i det virkelige liv.
Dette bliver selvsagt lidt af en udfordring. Hilde lader til at have interesse i Solveig, men det er et ganske nyt bekendtskab, og når den ene part har et “forspring”, som desværre bare foregår inde i hovedet på den ene person, så bliver det et uligevægtigt forhold – så vil forventningerne aldrig indfries. Desuden er der også i det virkelige liv, i de reelle samtaler og handlinger mellem Solveig og Hilde en uligevægt. Hilde beskrives gennem Solveig som en ofte alvorlig type, en meget betænksom og dybsindig person, som ikke umiddelbart virker særlig imødekommende eller let at imponere. Solveig føler, hun hele tiden må gøre noget exceptionelt for at vinde Hildes anerkendelse, at hun hele tiden må være den absolut bedste udgave af sig selv og faktisk helst en udgave, hun slet ikke er.
“Det var ikke fordi hun kjente noe til personen Hilde, men det var det Hilde sto for det gjaldt, artiklene hennes, perspektivene hun så, den skarpe varmen, kraften som var samlet i henne og som var helt åpenbar i det hun skrev.”
Romanen strækker sig over et kort tidsforløb og beskriver udviklingen i forholdet mellem Solveig og Hilde, mens den sideløbende behandler det vanskelige forhold Solveig har til sin mor. Dette genspejler sig, temmelig oplagt og en smule klichéfyldt, i den vanskelige relation til Hilde. Det er altså på den måde et ret gennemskueligt og velkendt budskab: Hvis ikke du føler dig anerkendt af din mor som barn, søger du den febrilsk hos andre resten af livet.
Ser man bort fra denne oplagte slutning, er det dog en interessant fortælling om netop disse forbindelser mellem mennesker, som kan opstå spontant, og som man ikke altid ved, hvad man skal stille op med. Man kan bare mærke, at der er noget ved den person, som er ganske særligt. Det undrer mig indimellem, hvordan det opstår, eller hvorfor. Hvorfor nogle bekendtskaber umiddelbart føles så vigtige, selvom man ikke rigtig kender personen. Hvordan kan man vide på forhånd, at netop dén person vil få så stor betydning for én? (Jeg har hørt, at Jung skulle have skrevet noget om netop dette, men jeg har ikke undersøgt det nærmere?)
“Det hadde kommet til en grense. Plutselig var det nok. Plutselig gikk det ikke mer, det var helt umulig, det nyttet ikke å lirke og leke med det, lokke seg videre, tenke i blokker og ruter og avdelinger, dele det opp og overtale seg selv. Det sa nei. Nei og nei, sa det i henne. Nei. Kanskje hun skulle gå ned til Hilde og snakke med henne, fortelle hvordan det var. Det alvorlige i øynene til Hilde, hun ville skjønne hva Solveig mente, hun ville se på henne uten å si noe, nikke og forstå.”
Jeg tænker, at de fleste vel oplever det der med at møde en person, som man bare gerne vil imponere, hvis anerkendelse man higer efter og som ubevidst kan kontrollere ens handlinger: Om det er en forælder, en chef, en kollega, en ven, det handler vel om udviklingen af relationer, som indimellem kan være lidt tricky, særligt hvis parterne ikke er lige engagerede i relationen eller har hver sin opfattelse af, hvad denne skal indebære. Det bliver netop også, hvad der ødelægger det for Solveig i denne roman: Hun har med tiden spundet så mange tanker om denne relation inde i hovedet, at hun indimellem slipper udbrud, som egentlig ikke hører hjemme mellem hende og Hilde, men som passer udmærket i det, hun digter.
Solveig ved godt, at hun er for meget, at hun har overskredet en grænse, sagt eller gjort noget forkert, men alligevel klarer hun ikke at styre det. Jeg fik ganske så ondt af hende, for man kender det jo egentlig godt: Der er den der person, som man vil gøre alt for at imponere, som man virkelig gerne vil have skal kunne lide én, men så får man i sin iver sagt eller gjort noget som, fordi den anden ikke er bevidst om, hvor stor en betydning han eller hun har for én, eller fordi vedkommende ganske enkelt ikke føler det på samme måde, vil blive tolket forkert: Så har man været for meget, man har været forkert, og man tror, man har ødelagt alt – at man ikke er den anden person værdig. Samtidig forstår man det godt, for man føler sig jo også lidt småpsykotisk, når man sådan går og gør sig disse forestillinger, digter en relation inde i hovedet. Det er ret frygteligt at have det sådan, og jeg følte mig helt dårlig tilpas efter at have vendt sidste side i bogen. Det føltes lidt for velkendt, tomt og en lille smule dumt. For jeg kan, efter at være kommet over den selvdestruktive del i sådan en proces, også blive en lille smule vred. Det gør mig frustreret, at jeg skal føle, at jeg må gøre mig fortjent til en andens opmærksomhed eller anerkendelse, denne uligevægt og dette “magtspil” gør mig irriteret, men problemet ligger vel i, at man ofte ikke indvier den person, hvis anerkendelse man søger, i sine tanker og sine følelser. Den anden har jo ikke en chance, og tager man det i betragtning, føler man sig jo bare endnu mere dum, man bliver endnu mere vred – på sig selv.
Indimellem har forestillingen om tingene det med at være bedre end realiteterne. Sådan viser det sig også at være for Solveig. Det var trist at erfare. Selvom jeg ofte opfatter mig selv som et ganske kynisk menneske, så er der nu også noget dejligt ved en happy ending indimellem, men det var måske mere for at trøste mig selv? Jeg tænker dog også, at der på den anden side kan være en vis tilfredsstillelse i en forestilling om en bestemt person, og at man ikke nødvendigvis behøver at teste det i virkeligheden. Måske er det mærkeligt at tænke sådan, men jeg mener, når den forestilling man har om en person ikke indfries – hvis personen viser sig at være ganske anderledes, ikke lever op til ens “forventninger,” så er det måske bedre bare at have forestillingen?
