“Unga Astrid”: At filmatisere andres hemmeligheder

Kan man tillade sig at lave en film om en anden persons største hemmelighed?
Om et par uger har filmen om Astrid Lindgrens tidlige år premiere i de svenske biografer. Filmen fokuserer bl.a. på det forhold, som den dengang 18-årige Lindgren, indledte til en væsentlig ældre redaktør – et forhold som resulterede i en uønsket graviditet. 

I en artikel på NRK er det tydelig udtalt, at Lindgrens datter, Karin Nyman reagerer stærkt på, at et så intimt og privat anliggende nu skal være hovedattraktion i en film. Som Nyman siger, så er hun sikker på, at hendes mor omgående havde sagt nej, hvis hun var blevet spurgt om lov til at lave en sådan film om hende.

Min første reaktion var, at jeg sagtens kunne forstå modstanden. Som det fremhæves i artiklen, var det en periode i Lindgrens liv, som hun aldrig talte med nogen om, fordi det var forbundet med både stor skyld, men også skam. Og hvem har lyst til, at det skal smækkes op på et lærred foran hele verden?
Alle kender Astrid Lindgren, og de fleste kender sikkert også dén historie, så det er jo ikke, fordi det er nogen hemmelighed. Men hvorfor blive ved med at træde i det? Særligt, hvis man ved, at den person det omhandler, ville have været så meget imod det? Er det ikke en form for krænkelse af privatlivets fred – afdød eller ej?

Som det påpeges i artiklen, mener producenterne bag filmen, at det er en hyldest til forfatteren. En hyldest, tænkte jeg, hvordan det?

Det, som dengang skete for Lindgren, var på den tid forbundet med både skam, fornedrelse, social udstillelse osv., og det var altid kvinden der fik skylden, det var kvinden som måtte bære skammen. Heldigvis er der (i langt de fleste tilfælde) løbet meget vand i åen siden, og det skyldes, som producenterne bag filmen fremhæver, forgangskvinder som Lindgren: Fordi hun fik en stemme i kraft af sit forfatterskab, fik hun autoritet til at fortælle sin historie – en historie man ellers ikke ville have hørt, en historie man fortsat ville have set på med et fordomsfuldt blik.
Jo flere af lignende historier man hører fra folk, som har en stemme, som man har tiltro til, jo større chance er der for, at tingene ændrer sig.

Men selvom vi i dag benævner Lindgren som “forgangskvinde”, så kan jeg også godt se offeret Astrid hos dette “forbillede.” Det er som om, vi tror, vi har patent på disse forgangsmenneskers historier – almene, som yderst intime. Lindgren levede det meste af sit liv i en tid, hvor det var socialt uacceptabelt at få barn uden for ægteskab, hvor det var kvinden som blev udstillet i sådanne situationer, og hvor man var nødt til at rejse væk, holde det for sig selv, bide det i sig og komme videre, hvis sådan nogle ting skete. Det var hendes “arv” så at sige. Og så tænker jeg, at det er underordnet, hvad vi tænker om det, eller om hende i dag. Det var ikke sådan, hun selv oplevede det, eller blev fremstillet dengang – langt fra, og derfor kan jeg sagtens se, at det må føles som en direkte hån pludselig at få heltestatus for noget, man har skammet sig over hele sit liv.

En anden ting er, at det er noget hun har ville holde privat hele sit liv, noget hun ikke ønskede at tale om, og det har man ikke respekteret. Og det er måske det med respekt, det handler om her: Vigtig historie eller ej, stor stemme med stort ansvar eller ej, så har alle mennesker en almen pligt til at respektere andres egenbeslutninger. (De samme tanker havde jeg, da jeg læste denne brevveksling.)

Men så kan vi jo vende møllen igen: Alle de kvinder som blev sat i den situation dengang har sikkert følt ligeså meget skam, som Lindgren gjorde, men nogen måtte jo bryde det, nogen måtte tale for at nogen lyttede og i sidste ende begyndte at tænke anderledes. Dét er vel også et alment ansvar, som alle mennesker har: Ansvaret for at dele sine erfaringer, så vi på den måde kan tage ved lære og på sigt kan finde, eller hele tiden udvikle, den bedst mulige løsning/levevis for alle?

Jeg ved ikke, hvad min konklusion er? Jeg kan godt forstå, at de pårørende føler sig krænket på vegne af deres mor, og jeg mener, man bør respektere dette – ligegyldig om hovedpersonen er død eller ej, men jeg kan absolut også godt se, hvorfor man ikke kan have “eneret” på historier som disse.

“Ibland måste man göra saker man inte vågar, annars är man ingen människa utan bara en liten lort.”

-Astrid Lindgren, Bröderna Lejonhjärta

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.