“Uten nåde – en ransakelse”

Uten nåde, Fredrik Virtanen, Gloria Forlag 2019

Hvis man er blevet krænket, er det så ikke ok, at man står op for sig selv, at man siger fra, at det får konsekvenser for krænkeren? Da #Metoo bølgen skyllede ind over det meste af verden, tog den mange individer med sig. Nogle mener, at en offentlig lynching af de som anklages er fortjent. De færreste tør stille spørgsmålstegn til anklagerens fortælling, det er jo frygteligt nok, som det er, ikke sandt? Men når clickbaits og frygten for selv at blive dømt overtager den offentlige debat, så indsnævres fortællingernes arena – så bliver man lynhurtigt enige om, hvilke man vil lytte til og hvilke man lukker ørerne for.

I Uten nåde fortæller journalist, Fredrik Virtanen, hvordan anklager baseret på uklare minder, rygter, og tabloidskriverier, men også en dunkel fortid styret af alkohol, stoffer og kampen om spalteplads spolerede en ellers så solid karriere – ja, faktisk et helt liv.

På den ene side har det været utrolig problematisk at læse denne bog, på den anden side helt ligetil. Et utal af kommentarer på diverse sociale medier og i aviser har gjort det tydeligt, at mange er fortørnede over, at Virtanen nu har udgivet sin fortælling om, hvad som egentlig skete, dengang han på ganske kort tid gik fra at være en af Sveriges mest profilerede journalister til at være én som folk spyttede efter på gaden.
Det er problematisk, når et samfund styres af én ledende magt, hvad enten det er patriarkatet, en “runkeklub” som Sigrid Bonde Tusvik kalder kultureliten, eller om det er et diktatur. Det er problematisk, når man begynder at sortere i, hvilke versioner man giver plads til i det offentlige rum, hvem der får lov at tale.

“Er jeg en forfatter som skriver sannheten, og ikke noe annet enn sannheten, så langt det er mulig, eller er jeg en profesjonell mediafyr som skriver en alternativ fortelling som gagner meg?”

Som med så mange andre sager i lighed med denne, handler det ikke om, hvem der har ret og hvem der tager fejl, hvem som taler sandt og hvem som lyver. Det bekræftes netop gang på gang, at der ikke findes nogen endegyldig sandhed, hverken i de tilfælde, hvor man vælger at skrive en roman om sin egen virkelighed, en faktuel baseret genfortælling af et hændelsesforløb eller gengiver en efterforskningsprotokol – og slet ikke fordi man vælger at trække offentligheden ind i det, eller når offentligheden tager det valg for én.
Hvad som reelt set er foregået ved kun de implicerede, men også disse vil sidde tilbage med forskellige oplevelser. Hertil kan man måske sige, at hvad som er foregået heller ikke vedkommer andre end de implicerede. Der skal så uendelig lidt til at ændre på en hændelse. Ét er, hvordan det opleves i øjeblikket, noget andet er, hvordan historien om oplevelsen kommer til at lyde, når først den har gennemgået en rekonstruktion, er blevet underlagt nye begreber, poetiske eller faktuelle, når andre hjælper én med at sætte ord på hændelsen, når den fortælles igen og igen med forskellige formål: for at få styr på tankerne, for at få modparten dømt.

Denne fortælling er egentlig ikke så anderledes end så mange andre i denne kategori: Den føles akkurat ligeså uvedkommende, nærmest ulovlig, for mig at læse, som alle de andre personlige beretninger som bliver til litterært stof. Samtidig er den også nøjagtig lige så vigtig og lige så, for den eksplicittes del, berettiget, som alle de andre private sager om krænkelser, om ikke at blive hørt, om anklager og om forsvar. Det, som dog adskiller denne fra sine følgesvende er, at Virtanen ikke bruger så meget energi på at fremstå som et offer, han forsøger ikke at gøre “protagonisten” elskværdig. Han ved godt, han har været et dumt svin, og denne bog handler ikke om renselse, men, som bogen så rigtig nok skriver, om ransagelse: af individet, af begivenhederne og af selvets indvirkning på disse. Det er befriende og opleves nærmest som en belønning for, at jeg holdt ud gennem de mange og lange passager om Virtanens lorteliv med druk, stoffer og damer. Passager som gjorde, at jeg var på nippet til at gå med på det hold som står og råber: “Men du fortjener det jo, dit dumme svin!”

Det er som bekendt den vanskelige litteratur som er vigtig, men opvejelserne for og imod beror i dette tilfælde på, hvorfor den er vanskelig. Det ville være så let at slutte sig til dem som mener, at den offentlige heksejagt af Virtanen er berettiget. En stemme inde i mig siger: “Han kunne jo bare have opført sig ordentligt,” mens en anden siger: “Omstændighederne bærer skylden, hans position, miljøet, der er så mange destruktive kræfter omkring ham,” og den første stemme svarer: “Ja, ja, men så må man da tage ansvar for sig selv i stedet for at sejle med på kokainfadet!”
“Men tager han netop ikke også ansvar ved at forsøge at ændre sig?” “Sikkert, men hvad hjælper det, skaden er jo sket?”
“Og skaden bliver kun større, når det hele trækkes ud i offentligheden…”
Disse overvejelser for og imod er også noget, Virtanen selv afsætter en del plads til gennem sine ransagelser, ikke bare vedrørende egen person, men også i et bredere perspektiv.

“Jeg ser for meg at pr-folk ville foreslått at intervjuene må inneholde litt kledelig selvkritikk og en passende dose selvpisking. Det er også sannheten, det er iallfall sant. Den mer intrikate sannheten krasjer mot den opplagte fortellingen, og dermed oppnås ikke denne altomfattende tilgivelsen fra dem som ikke har noen rett til å dele ut tilgivelse, siden de ikke hadde noen rett til å dømme i utgangspunktet. De vet ikke selv at de aldri hadde den retten, det er det jeg må forholde meg til. Det er nedverdigende.”

Foruden debatten om #metoo stiller Virtanen sig kritisk til kulturelitens alene-hjemme fest, én han selv har deltaget i: en fest, hvor nogen burde ringe forældrene og bede dem få styr på sit afkom – at få dem til at opføre sig lidt mere civiliserede og lidt mindre som aber.
Patriarki handler ikke bare om de som sidder på tronen, men også om de som tilbeder dem, de har også et ansvar: Vi som klikker os ind på de fængende overskrifter har et ansvar, vi som tilslutter os meninger baseret på rygter, uklare minder og henlagte anklager.
Nogle gange tænker jeg, om det er de sociale medier, der gør os fordomsfulde og ikke folks egentlige handlinger? Det bliver alt for let at hoppe med på den vogn, hvor man sidder mest behageligt. Som Virtanen også påpeger, så gør mennesker sjældent det de tror på, de gør det som er bekvemt. Mennesket har en tendens til at vælge det sikre frem for det usikre, når vi vil beskytte os selv eller andre – det er en uundgåelig flokmentalitet.

Som det også var mit problem første gang jeg gik ind i debatten om Arv og miljø vs. Fri vilje, så har jeg en tendens til gerne at ville holde med nogen. Jeg vil gerne vide, hvem jeg kan stole på. Men som jeg lagde ud med at skrive, så bliver det mere og mere tydeligt, at der ikke nødvendigvis findes nogen som taler sandt og nogen som lyver. Det handler om versioner, og om at rumme disse forskellige udgaver. Hvis der skal gøres plads til alle disse private fortællinger i offentligheden, så må offentligheden også åbne op for en bredere forståelse af sandhedsværdi: at skille mellem sandhed og fakta, mellem salgbare overskrifter og mobning, mellem minder som kan omsættes til en god roman og gode romaner som kan ødelægge tilværelsen for andre mennesker.

“Jeg hadde ikke, og kanskje ikke hun heller, tenkt noe særlig på den natten, før hun, to år senere, i 2008, kom på at det dreide seg om en voldtekt. Det var mens hun snakket med en venninne som var feminist.”

Som det bliver klart i Virtanens fortælling, så ændrer begivenheder sig alt efter, hvilke ord vi bruger om dem. Kvinden som har anklaget ham for voldtægt anmelder ikke hændelsen før flere år senere, efter det under en samtale med en veninde er gået op for kvinden, at hun faktisk er blevet voldtaget. Før veninden satte dette mærkat på hændelsen, har kvinden ikke selv opfattet oplevelsen som en voldtægt. I nogle tilfælde kan det selvfølgelig være en stor hjælp, at andre kan give en et sprog til at tale om tingene. Der kan være mange årsager til, at man ikke selv formår at sætte de “rigtige” begreber på, men det kan også være forbundet med en stor risiko. Den andens sprog kan hurtigt overtage ens egen oplevelse af verden.

Efter virkelig mange overvejelser vil jeg gerne tilslutte mig de positive modtagelser der også har været af værket: Ja, Virtanen har faktisk skrevet en rigtig vigtig bog. Den er ikke vigtig som et forsvar, som en undskyldning, som en opløftelse, men som det den faktisk er: En ransagelse med virkelig meget stof til eftertanke ikke bare i denne konkrete sag, men i alle andre tilfælde som læner sig op ad denne debat. Der findes en del pinligheder undervejs, men Virtanen er et klogt og velfunderet menneske med et helt ok verdenssyn. Det viser han heldigvis også ved flere lejligheder, når han skriver de virkelig vigtige problematikker frem mellem linjerne uden at mase på.

“Så vi babler i vei på vei mot soloppgangen, vi kliner i en sofa, vi runker og blir sugd på dass, alene, vi tar en linje til og drikker opp slantene og snakker om interessante ting, vi finner opp hjulet og føler oss geniale og vil aldrig gå hjem. Vi er normale i hverandres selskap, vi med våre sorger og karrierer i moderne klær og penger og mennene kåte på kvinnene og kvinnene kan velge, de bestemmer over ensomheten. Skal den vedvare, eller er vi sammen til i morgen.”

Del dette indlæg:Share on facebook
Facebook
Share on google
Google
Share on twitter
Twitter

Her tænker du på ““Uten nåde – en ransakelse””

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.