Jeg havde engang en bogblog. Jeg kunne faktisk godt lide det, men så gik der sport i “bogblogger-branchen,” og så gad jeg ikke mere. Jeg er sådan én der tror, jeg har tabt på forhånd, når det kommer til konkurrencer, og jeg spiller aldrig for at vinde.
Jeg er lidt af en Pinnochio – det skal helst ikke stramme nogle steder, jeg vil gerne kunne bevæge mig frit, og alt for mange krav giver mig åndenød. Ting skal helst gøres på min måde, men jeg bliver lyssky, hvis jeg møder al for stor uenighed. Jeg vil gerne fortælle, hvad jeg mener, og jeg vil gerne, at andre synes, det er vigtigt. Samtidig hader jeg at gøre opmærksom på mig selv og ville aldrig slå igennem som markedsføringskonsulent.
Jeg vil egentlig bare gerne fortælle lidt om de bøger, jeg læser, om de ting jeg oplever: på mit studie, på mine rejser, i mit arbejde og mellem alle de tanker der passerer. Det må også bare gerne virke vigtigt. Det må gerne have en hensigt, ellers kommer jeg til at kede mig.
Det der med bogblogs har jeg som sagt prøvet før. Jeg savner det, men det må være større, bredere. Det må give mere mening for mig. Inden længe skal jeg skrive min bachelor, og allerede på 1.semester fik vi at vide, at vi skulle finde os en niche. Jeg tænkte: Det bliver fandeme svært, når der er så meget, der er så spændende! Men da jeg først begyndte at tænke mig lidt om, fandt jeg ud af, at svaret faktisk lå lige foran næsen af mig og havde altid gjort det: Jeg har altid befundet mig godt i Norden. Jeg gider ikke rejse sydpå og stege i solen, jeg vil hellere i fjellet. Jeg begyndte at græde, når der blev vist Disney-film, jeg ville hellere se Emil fra Lønneberg. Mange brokker sig over den danske sommer, myg og regnvejr, jeg har ikke noget imod at svede lidt i en Hvide Sande-smoking eller sidde inde en hel sommer med en stak Amalie Skram romaner.
Jeg ved ikke, hvorfor det lige blev den nordiske litteratur, der især fangede min interesse. Jeg ved ikke, om jeg synes, den har noget særegent, men jeg ved, jeg synes, den har noget der er værd at fremhæve.
Jeg har mange idéer, mange ting jeg gerne vil, jeg har meget på hjerte. Noget er helt sikkert bedre end andet, og om det bliver, som jeg ønsker, er nok ikke sikkert, men jeg har besluttet mig for at prøve i denne form. Nogle indlæg bliver gengangere fra min gamle blog og ikke alt kommer til at handle om litteratur, men også sprog, formidling og andre kulturelle former.
Jeg er ikke sådan én der garanterer spænding eller ren underholdning. Jeg dyrker ikke blikfang og “salgstricks.” Jeg gør ting på min måde og sådan som jeg har lyst til, at det skal være. Nogle indlæg kommer til at minde om afhandlinger, andre bliver en sludder for en sladder. Opsætning, billeder og andet teknisk gøgl bliver ikke af skarpeste kvalitet, for det er ikke der mine evner peaker. Indimellem kan bloggen måske minde lidt om en skinddød pensionist, men de har det også med at vågne op igen, når den rigtige motivator sætter ind.
Ofte får jeg stillet spørgsmålet om, hvad jeg vil med min uddannelse, hvad jeg bliver, når jeg er færdig. Mit umiddelbare og uovervejede svar er altid, at det ved jeg ikke endnu, men at være færdig kommer tættere og tættere på, og faktisk gør min fornemmelse det også: Jeg vil noget med litteraturformidling. Jeg vil noget, hvor litteraturen tjener et læringsmæssigt formål, og jeg vil gerne, at bloggen her kan tjene som indgang (eller måske nødudgang?)
Jeg elsker at fortælle om de ting, jeg finder interessant. Jeg bliver nærmest sådan helt rastløs, hvis ikke jeg kommer ud med mine tanker og idéer, og jeg har manglet et medium til at eksportere al den litteratur, alle de ord og vigtige emner, jeg kommer forbi i min hverdag. Så det må være, hvad bloggen her fremover bliver. Man kan læse med, hvis man har lyst – jeg ved ikke altid for hvis skyld, og med hvilket formål, jeg gør ting.
