Venterommet i Atlanteren

Venterommet i Atlanteren, Mona Høvring, Forlaget Oktober 2012

Hvad er det der gør et sted trygt, hvad er det der gør, at vi ønsker at opholde os lige netop dér? Hvad er det vores relationer gør ved de steder? 

Vi har det oftest med at relatere bestemte steder til bestemte mennesker, bestemte situationer og bestemte oplevelser. Den franske antropolog, Marc Augé opererer med idéen om, at vores oplevelse af sted ikke kun dannes historisk, men at vores forståelse af sted har lige så meget med sansningen at gøre, vores vaner f.eks. Men der findes noget modstridende mellem det abstrakte rum og det konkrete, historiske sted, som er bestemt af relationer mellem mennesker. Rum er noget vi kan måle, hvorimod sted kan være ganske abstrakt. Fælles for disse er dog, at oplevelsen af begge oftest er styret af de menneskelige relationer.

I den moderne verden opstår flere og flere ikkesteder: Steder der udspringer af individualismen, af globaliseringen og industrialiseringen. Steder og ikkesteder kan dog opstå i hinanden, et sted kan opstå i et ikkested og omvendt: Man kan f.eks. opholde sig i en lufthavn, helt på egen hånd, omgivelserne er ukendte, og man befinder sig på dette ikkested. Tilfældet kan være, at man møder et andet menneske, man skaber en relation, og ikkestedet bliver pludselig det sted, man forbinder med den relation. Ikkestedet bliver altså til et sted, et stadfæstet rum.

Mennesket har altid haft et behov for at kunne sætte sig i relation til et sted: Vi har gennem historien fundet sammen i steder, opholdt os dér og gjort dét sted til en del af vores identitet. Gennem steder skaber vi en grund under os, en mening. Vi har hjemme et sted og skaber her betydningsfulde relationer mennesker imellem. Steder er dynamiske, de kan skabes og rodfæstet, men kan samtidig flytte sig.

Steder og ikkesteder kan dog også have med sprog at gøre. Har vi ikke et fælles sprog opstår en ensom individualitet hos mennesket. Tilfældet kan være, at den ene kun taler og forstår russisk og den anden kinesisk, men det kan ligeså vel være, at begge parter grundlæggende taler det samme sprog, er det samme sted, men at tavsheden opstår i den afstand, man skaber gennem sine værdier, i selve relationen.

“-Hallo, det er meg, sa jeg, i mangel av noe bedre.

Åja, er det deg, sa mora mi.

-Jeg står nede i et basseng, sa jeg.

Åja, gjentok mora mi. – Et basseng, du, så hyggelig for deg.

Det er uten vann, sa jeg.

Nei, så fint, sa mora mi. – Et eget basseng, det har du jo alltid drømt om, et stort basseng i hagen som du kan bade i så ofte du ønsker. Er det hage der, forrresten? Ja, det var vel en hage? En deilig hage var det vel. Husker du den deilige hagen, Olivia?

Jeg er her nå, sa jeg.

Jeg forsøkte å se henne for meg, men jeg kunne ikke, det lille jeg så var liksom mørke, og jeg tenkte at det kanskje ikke var nødvendig å huske henne så tydelig.”

I romanen, Venterommet i Atlanteren skildrer Mona Høvring ikke kun de problematiske relationer mellem mennesker, men også hvordan steder kan være medskabende for de problemer mennesket møder. Stederne danner rammen om teksten, ikke kun som symbol, men også i det konkrete sted: Det midlertidige opholdssted, venteværelset, dét sted, hvor relationer burde forekomme overflødige, flygtige og ligegyldige, det der blot forbliver et intetsted i manglen på relationer, men som i denne roman synes at være det absolut vigtigste sted.

Olivia er en ung, rodløs kvinde som netop har arvet sin tantes hus i Reykjavik. Efter et kulsejlet forhold til en mand, hun nok ikke engang har elsket, men som bare har givet hende et midlertidig sted, hun straks har proppet med materiel betydning, bor hun hos sin kollega, Elias. Selvom de sjældent ser- eller taler med hinanden, eksisterer der mellem dem en tættere relation, end den Olivia f.eks. har med sin mor. Denne nærhed prøver moderen dog ihærdigt at skabe: noget hun gennem Olivias opvækst ikke lagde særlig meget arbejde i. Det er først, da det går op for hende, at Olivia kan forsvinde og dermed ændre deres sted, deres relation, men vigtigst af alt, moderens tilstand, at hun gør, hvad hun kan for at holde på hende. Olivia bøjer sig for en stund, dropper sine planer om uddannelse og tager arbejde på et smelteværk, også selvom, alt ved dette sted føles forkert. Hvad der skinner igennem i dette forhold er den ubetingede kærlighed, et barn altid nærer til sin forælder: en kærlighed der måske burde være reel, men som i nogle tilfælde kan klinge uendelig hult.

“Dagen etter spikka jeg ei ugle som jeg ga mora mi i bursdagsgave. Hun satte den ute på trappa. Jeg hadde hula den ut slik at den sa u-hu når vinden blåste gjennom den.”

Inden Olivia beslutter sig for at rejse til Reykjavik møder hun Bé: En udadtil sofistikeret og dannet kvinde, som drager Olivia med en blanding af betagelse og had. Bé tager med Olivia til Reykjavik for en stund, og det bliver tydeligt, hvordan Bé er medvirkende, nærmest afgørende for skabelsen af dette nye ikkested – hvordan det i kraft af Bé bliver til et sted. Et sted der dog for Olivia bliver yderst svært at være i, da først Bé forsvinder.

Men Olivia bliver i Reykjavik, og afstanden ændrer ligeledes forholdet til moderen, der i mellemtiden har fået mandlig underholdning, og den ellers så store sorg over, at Olivia skulle flytte, er pludselig ikke så alvorlig længere. Olivia derimod prøver forgæves at fylde sit nye sted med andre ting, andre relationer, men det bliver mere og mere tydeligt, at hun bærer rundt på en stor vrede og fortvivelse. Hvad der dog er ret paradoksalt, men også ganske givet, er at hun i de flygtige relationer, på de ikkesteder hun befinder sig, får oplevelsen af noget mere stabilt end ellers.

“Vi kom oss inn i ei drosje, og sjåføren var kan hende bare litt eldre enn Bé, likevel virka han gammal. Han snakka sindig og rolig, sa fram små, fredfulle setninger, vennlige enstavelsesord, litt som Elias. Jeg syntes han var tiltrekkende, jeg fikk lyst til å ta omkring den faste kroppen hans, det var noe stabilt og traust ved han.” 

Disse flygtige møder fremstår også som ganske klare eksempler på, hvordan vi altid prøver at trække noget velkendt ind i de ukendte ikkesteder: At vi må have noget velkendt at forholde os til for at blive trygge, også selvom vi måske ikke er klar over, at de ting vi netop vælger at genkalde gør os trygge.

Olivias forhold til andre mennesker er gennemgående distanceret. Hun fortæller om en ferie fra barndommen, hvor hun i stedet for at fylde fotoalbummet med minder om andre mennesker fylder det med billeder, hun tog fra flyet af skyer. Hun er gennemsigtig, hendes oplevelse af verden er gennemsigtig, men i dette gennemsigtige prøver hun dog at skabe en fylde. Hun giver f.eks. efter grundige overvejelser Bé den skarpt orange kop og beholder selv den næsten gennemsigtige, vagt lyseblå. Hun tager Bé med på en rejse, med til et intetsted, måske i håbet om at gøre det til et sted. Men det handler ikke kun om sted. Det handler også om de mennesker, man er der med, ellers kunne et venteværelse jo være et ligeså godt sted at opholde sig, som et hus i Reykjavik. Omvendt, så bliver dette hus i Reykjavik uden de nære relationer et Venteværelse i Atlanten.

Høvrings korte roman er smækfyldt med ømhed, vrede og en higen efter nærhed. Den er smertelig, men til tider også ganske underholdende. Især skildringen af den egocentrerede, narcissistiske, men lige så usikre og opmærksomhedshungrende mor kan på én gang fremkalde irritation, fordi man bare godt kender dét menneske, men samtidig en overbærenhed, nærmest medfølelse fordi, det er  så tydeligt, hvorfor hun handler som hun gør. Det er tydeligt, hvorfor de alle handler som de gør: De er sultne, hungrende efter tilhør og nærvær.

“Jeg ønska å vise meg fra mi mest gjestfrie og forekommende side, trass i at jeg var i tvil om hvor vi skulle oppholde os.”

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.