Vi har brug for en litteratur som viser unge mennesker, at det er muligt at leve videre

Endre Ruset, Ole Andreas Underland og Svanhild Amdal Telnes. Trondheim Litteraturfest 2018

Der findes så meget litteratur som indeholder stor smerte. Denne smerte ender gerne med selvmord eller total udslettelse. Som om det er noget utåleligt, man aldrig vil komme over. Men er der noget mennesket er særligt i stand til, så er det at tåle det utålelige. Det er sådan vi overlever.

I eftermiddags var jeg til et arrangement i forbindelse med Trondheim Litteraturfest, hvor forfatter Endre Ruset og konsernchef i Incita Ole Andreas Underland talte om litteratur og psykisk helse. Her fortalte de bl.a. om, hvordan skønlitteraturen kan ledsage os i livets op- og nedture, om denne kan forebygge psykiske kriser og sygdom. Her påpegede Underland, at måske vi fremover har brug for en litteratur som viser unge mennesker, at det er muligt at leve videre efter f.eks. kærestesorger, dødsfald og andre ubehagelige, men uundgåelige begivenheder. At litteraturen i høj grad fortæller om det smertelige, men mangler at give læserne troen på, at denne smerte er forbigående. Vi har brug for viden om, at nogen har gået vejen før os, som Undland sagde.

Da Goethe i midten af 1700-tallet skrev kultromanen Den unge Werthers lidelser fulgte en bølge af selvmord blandt unge mænd. Det blev nærmest en trend, at stor sorg måtte løses med selvmord, som om det var den eneste udvej. Det var jo det, som stod i bøgerne. Den lidende kunstner blev et ideal, og man har dyrket det kraftigt siden da.
I slutningen af 1800-tallet fulgtes dette eksempel op med unge litterære heltinder som også tog det drastiske valg at ende sine dage, fordi kampen mod omgivelserne, mod samtidens normer, regler og alt for trange rammer blev uoverskuelige. Det gav et samtidsbillede af en al for tung kamp, lidelsen blev dyrket, og det smittede. Dette opstod endnu engang ved næste løsrivelsesbølge: Her var det Sylvia Plath som banede vejen med The Bell Jar, som den dag i dag stadig ses som en kraftfuld klassiker.

Den lidende kunster har til alle tider været god til at skildre, hvor tungt livet er, udpensle smertepunkterne og måske på en eller anden måde gøre sorgen større og mere levende, end den egentlig er? Den evindelige kliché fortæller jo om skønlitteraturen  som et sted at finde genkendelse og forståelse, at vi har brug for den af netop denne årsag. Det er sikkert på ingen måde forkert, det er sikkert også ganske uproblematisk – på den ene side. Men er det ikke også som om, at ting bliver mere levende, får mere, eller i hvert fald en anderledes kraft, når det bliver skrevet ned? Èt er at tænke tanken, noget andet er at sige det højt. Gentager man dertil denne fortælling, denne sætning nok gange, får den til sidst så meget kraft, at det bliver en sandhed.
Faren ved skønlitteraturen er vel, at den fortæller om ting som kan være sande, men som, jo oftere vi læser dem får større og større gyldighed, selvom det måske bare startede som en halv sandhed – som en bagatel.

Den danske forfatter Morten Søndergaard var også indenom litteraturfesten og fortælle om sit Ordapotek.

Jeg husker det så ganske tydeligt fra dengang, jeg selv var ung. (Man skulle tro, jeg var 80, når jeg skriver sådan! Jeg er jo for så vidt stadig ret ung, men altså, yngre så!) Jeg havde (sikkert ligesom alle andre teenagere) lange perioder, hvor livet føltes ualmindeligt uoverskueligt og smertefuldt. Jeg var ofte ganske sikker på, at dette aldrig ville fortage sig, og det føltes som om alting kun blev værre og værre. Jeg begyndte at læse mange af disse ovennævnte romaner netop i denne periode. Jeg søgte vel, ligesom alle andre, efter forståelse og genkendelighed, jeg ville høre, at jeg ikke var alene. På sin vis var det en trøst at læse disse romaner, både fordi jeg på den måde følte mig hørt, men også fordi disse forfattere udtrykte det, jeg ikke selv kunne sætte ord på. Men i efterkant tænker jeg også: Var det virkelig sådan, jeg følte, eller oplevede jeg bare en snert af genkendelse i visse situationer, og resten var en “smerte”, jeg påtog mig, fordi jeg nu engang kunne spejle mig i alt det andet forfatteren skrev? Blev min smerte større i kraft af forfatterens ord?

De fleste teenagere kommer heldigvis forholdsvis helskindet ud på den anden side. Langt de fleste mennesker har den der indbyggede tumlinge-effekt, hvor de rejser sig, hver gang de falder, men jeg tænker, at det netop også er en fortælling, man må holde stærkere fast i, være bedre til også at fortælle: At livet går videre, eller, om ikke andet, på et tidspunkt går over igen – helt af sig selv. Jeg ved ikke, om jeg ville have troet på det dengang, om jeg havde gidet at høre det, men som sagt: Jo flere gange man siger en bestemt ting højt, jo mere gyldighed og kraft får denne sætning. Hvis man nu fik fortalt, eller læste 50 romaner om sorg som noget midlertidigt frem for 50 romaner om sorg som et altoverskyggende mareridt med enten døden eller permanent elendighed til følge, så kunne det være, at flere lærte at tackle det, uden at det skal ende med en psykisk diagnose?

Men jeg ved ikke, jeg tænker også om de fleste romaner som tilstande. De formidler bestemte følelser eller udtryk forbeholdt givne situationer og er sjældent et helhedsbillede. Man søger vel det, man har brug for at høre i den situation, man nu engang befinder sig i – ellers har den vel intet at sige én. Og så er det måske ikke så farligt endda, eller hvad?

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.