Jonas Eika vandt i tirsdags Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Efter solen. Som så mange andre var jeg nok også lidt overrasket, for i feltet stod mange godt etablerede forfattere med lange forfatterskaber bag sig. Men rettigheden til en pris handler vel på ingen måde om antal år i faget, men at man formår at træffe en nerve i samtiden. Jeg tror dog også, at Rådet med både denne tildeling og prisen til Thunberg har villet vise noget: det som Eika efterfølgende i sin tale efterspurgte. Jeg tror, det er lige så meget et strategisk valg, som det er et “kunstnerisk.” På den måde er prisen egentlig en udmærket illustration af det Eika skriver om, novellerne, talen, prisen: alt sammen en illustration af desperate mennesker i en omskiftelig verden, vi måske er ved at miste kontrollen over, men som vi alle gerne vil vise, at vi bekymrer os om.
I Eikas noveller er det kapitalismen som hersker, som har fået lov at herske og derfor langsomt har ledt menneskene mod et følelsesmæssigt kollaps. For der er mange menneskemøder i disse fortællinger, men de strækker sig bare til kropslige møder: Til indsæbning, til solcremepåsmøring i blege hudfolder, til seksuelle akter, hvor det primære fokus er på udløsningen og den væske som siver ud og forsvinder i vandet – til det som dør.
På den ene side trækkes man ind i et surrealistisk, lettere absurd univers, men samtidig er det så utrolig realistisk og genkendeligt. Det er måske det der gør, at det føles absurd? For man kunne sagtens forestille sig en verden, hvor store bygninger er styrtet sammen, slugt af et hul i jorden, hvor rester af computerskærme og tastaturer hjælpeløst stikker frem mellem murbrokker og tung cementstøv, hvor de ansatte arbejder upåvirket videre i ruinerne. Man kunne sagtens forestille sig unge, mexicanske drenge løbe rundt på en bountyfarvet strand og smøre blegfede turister ind i solcreme, man kunne sagtens forestille sig de samme drenge flyde rundt som lig i vandkanten. Man kan forestille sig det, fordi det sker, ikke bare i Eikas noveller, men også her og nu. Det bliver bare så fraværende og psykedelisk, fordi Eika iklæder det en masse farver, en masse lugte og smage, på samme måde som krige og flygtningelejre bliver fraværende, når vi ser det gennem en skærm.
Efter Eika holdt sin “takke”tale til prisoverrækkelsen har man selvfølgelig diskuteret til politiske aspekt. Nogen mener ikke, Eikas noveller er udprægede politiske. Jeg mener, at så har de ikke læst godt nok mellem linjerne, for Eikas noveller er politiske som ind i helvede. De er en opsang til det hvide, kapitalistiske, individbaserede, overforbrugende, klimaødelæggende samfund. Selvom Eika specifikt rettede en anklage mod Nordens politiske ledere, så ser jeg ligeså meget disse noveller som en opsang til det enkelte menneske om ikke at lade sig rive med af dette magtspil, om at sætte foden ned. For gør man ikke det, så ender man som et blodigt lig på stranden, så ender man med bratte slutninger, ligesom disse noveller, og så ender man med bare at være noget som bliver skyllet ud med kommunevandet – så bliver det ligesom alt der er mellem os: en klistret væske med liv på vej til at dø.
Der er ikke noget særlig opløftende over at læse disse noveller, hvis man sådan begynder at tænke over, hvad de egentlig fortæller. Alligevel bliver jeg revet med, fordi Eika pakker det ind i så mange farver og substanser. Det er smukt og det er grusomt. Det får mig til at tænke på Allen Ginsberg, på Bjørn Rasmussen og på Jakob Ejersbo, som om Eika er alle tre poetiske genier i én uden i det hele taget at nå dem til sokkeholderne. For jeg ved ikke, om jeg er så overbevist, når alt kommer til alt. Måske har det med talen til prisoverrækkelsen at gøre? I den tale fremstod han som enhver anden desperat idiot som står der og råber og vifter med begreber som racisme og kapitalisme og får ordene til at runge hult. I novellerne nævner han det ikke med et ord, men med alt mulig andet, og det fungerer meget bedre.
Den norske forfatter Jon Fosse udtalte i Morgenbladet, at han mente, at Eikas stunt var “ufint og uanstændigt,” og det har måske noget med formen at gøre. For egentlig sagde Eika vel ikke noget direkte i den tale, som han ikke siger implicit i sine noveller? Vi lytter bare ikke nær så godt efter, hvis der råbes anklager ud om racisme i direkte øjenhøjde, særligt ikke hvis ordene giver genlyd, fordi begrebet er blevet brugt op af sig selv. Så hjælper det måske at sætte lidt farver på, at lade solen lyse det op? Som ovennævnte Bjørn R. så passende har skrevet:
“Altså, jeg synes jo al kunst er politisk in the first place, men når jeg fx. har nævnt at den også kan være pædagogisk og have en opdragende effekt i bedste fald, så er jeg blevet set skævt til, hvorfor, nok fordi det anses som arrogant at lære andre mennesker noget. Fuck det, jeg er så klog, selvfølgelig skal jeg lære jer noget. Om kærlighed.”
