Fantasy genren har aldrig rigtig fanget mig. I teorien lader jeg mig betage, men desværre ikke i praksis. Jeg har en forestilling om, hvordan jeg skal synke ind i et fantastisk univers, opdage og sanse noget min hjerne ikke er i stand til at skabe på egen hånd, men det er som om den rationelle del af mig (hvilken er ret stor), ikke vil overgive sig til fortællingerne. På trods af denne erfaring var der alligevel noget der tiltalte mig, da jeg første gang kom over omtalen af Anne-Marie Vedsø Olesens roman Vølvens vej.
Siden jeg var barn har jeg været fascineret af fortællinger fra “gamle dage.” i 3. eller 4. klasse havde vi tema om jernalderen. Vi skulle overnatte i en jernalderlandsby ikke langt fra skolen. Jeg husker noget med en lerovn som skulle bygges, fløde som skulle piskes til smør, røverhistorier og en lugt af bål. Mine veninder og jeg cyklede ofte derud efterfølgende, legede ved mosen og forestillede os et eller andet om en forgangen tid. Siden blev vi også introduceret til nordisk mytologi, og der var noget i det, som tiltalte mig langt mere end de mange andre fortællinger vi lagde ører til. Jeg tror måske, det er derfor, jeg har haft så let ved at glide ind i Vedsøs fortælling om Snehild. Det var genkendeligt, og jeg havde overhovedet ikke svært ved at forestille mig, at dette skulle have sket; selv når Snehild vader gennem mosen og ender op i jætternes rige, hvor hun opdrages af skikkelser som forvandler sig til ulve om natten. Men det er måske i virkeligheden cluet for mig. Jeg må kunne se det for mig for at blive revet med; jeg må kunne stole på det som står.
Skoven, hun trådte ind i, bestod ganske rigtigt af egetræer. De var gamle og krogede, hun gik hen til et af dem og lagde sin vantehånd på stammen. “Skoven er med dig”, havde De Ældste sagt. Var hun på rette vej?
Vølvens vej er fortællingen om Snehild. Allerede i en tidlig alder bliver det tydeligt, at hun har særlige evner. Hun hører naturens og gudernes stemmer, hun kan se ting, hun ved ting. Viden kan være farlig, særlig når andre føler sig truet af den. I landsbyen Himlinge, hvor Snehild vokser op, ligger magten tildels hos ypperstepræstinden Ragnfrid. Da det går op for Ragnfrid, at den unge Snehild er i besiddelse af evner som overgår hendes egne, starter en kamp om magt, hævn og overlevelse. Snehild må flygte og ender hos jætterne i Jotunheim. Her bliver hun taget godt vare på af jættekvinden Hyrrokin, som også var tilstede ved Snehilds fødsel. Hyrrokin lærer hende at kæmpe og ikke mindst at styre sine syner. Noget hun får stærkt brug for, når hun en dag skal vende tilbage til Himlinge. Men i tiden mens Snehild har været væk, er det gået vildt for sig hjemme i den lille landsby. Flere er blevet forrådte, magtpositioner er blevet forvekslet, og en leg med gudernes kraft er på vej til at lede det lille samfund mod opløsning.
Noget af det som slår mig under læsningen er, hvordan man dengang og nu tænker om og behandler religion, tro og overtro. Snehild hører stemmer. Hun får ordrer fra guderne. Hendes fremtid er som vølve: dengang en højt respekteret skikkelse med stor magt. I dag bliver man indlagt, hvis man siger, man hører stemmer. Jeg så for nylig en interessant dokumentar på DR1 om asetro i et moderne samfund. En af de medvirkende fortæller, at hun fra en tidlig alder begyndte at høre stemmer. Det fik hende til at føle sig anderledes, og det ville være let at trække den konklusion, at der er noget ravruskende galt med hende. Hun havde dog selv valgt at se på stemmerne som et gode: at det var guderne som talte til hende og viste hende vejen frem. Hun gjorde det til en slags meditativ ceremoni. Jeg synes, der er noget interessant i dette. Jeg forstår godt pointen. Som det også bliver lagt frem i Vølvens vej, var det normalt, at disse vølvere (og alle andre for den sags skyld) tog svampe for at komme i kontakt med guderne, for at få disse syn. I dag ved vi, at det var svampenes indvirkning som gjorde, at de hørte stemmer og ikke guderne som rent faktisk talte til dem. Der er alligevel noget i dette med at give alt en “videnskabelig” forklaring, som måske på mange punkter har fjernet os fra det naturlige, og som har gjort at vi har mistet jordforbindelsen? Jeg læste denne roman, mens jeg havde mit årlige ophold som budeie på fjellet. I disse omgivelser er det ikke vanskelig at forestille sig, hvorfor man engang troede så stærkt på naturens kræfter, oprigtig troede på, at der bag disse gemte sig guder, alfer, jætter osv. Det var vel en af grundene til, at jeg lod mig suge sådan ind i denne fortælling. Der er noget magisk, nærmest troldsk, over at gå gennem den tætte trægrænse op mod et fjell, med næsen fuld af fugtig mosdunst og pludselig træde ud i den majestætiske, åbne fjellheim, se tågen lette, mærke den på huden og se vidderne brede sig for sine fødder. Så får jeg sgu også helt lyst til at snakke til stenene og høre, hvad den rislende elv har at sige.
Mit point med dette er, at man kan bilde sig selv mange sandheder ind. Der findes mange forklaringer på, hvorfor verden er som den er, hvorfor man selv er som man er, men det handler vel i bund og grund om at finde frem til en fortælling som er til at leve med. Om det er ved at kaste sig ned på jorden og lægge øret mod stenen i en svamperus, eller om man bare står der og lytter lidt til vinden og trækker den fugtige fjeldluft ned i lungerne, så er det vel egentlig bare det det handler om: at lytte – til sig selv og til sine omgivelser.
Der er en grund til, at vi har bevæget os fra ofring til guderne og svampeorgier, men indimellem kan jeg tænke, om ikke vi ville gøre os selv (og planeten!) en tjeneste, hvis vi begyndte at lytte lidt mere til “ånden”? Som filosoffen Friedrich von Schelling engang udtrykte det:
“ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket.”
I 1700-tallet dominerede Immanuel Kants filosofiske hovedværk, Kritik af den rene fornuft. Hermed oprettede han en linje mellem to verdener: das Ding für uns (den verden, der er tilgængelig for os) og das Ding an sich (verden i sig selv). Kant bekræftede rationalisternes påstand om en sikker fornuftsmæssig erkendelse, men lukkede til gengæld for al mulighed for en erkendelse af verden, som den er i sig selv, den ‘egentlige’ virkelighed. (Dette er lidt af en forenkling altså, men man står selvfølgelig frit for at undersøge det nærmere selv. Det er faktisk ret interessant 😉 ) Denne fik de senere romantiske filosoffer dog fjernet. (De forsøgte i hvert fald på det, for man kan vel sige, at Kants rationalisme har fået et solidt indtog igen.) De romantiske tænkere mente, at Kants hårde skille skabte en kløft mellem mennesket og verden som den er i sig selv. I stedet var opgaven for dem at tænke mennesket og verden i en sammenhæng, eller et samarbejde. I forlængelse af Kant arbejdede f.eks. Johann Gottlieb Fichte med et absolut og autonomt jeg, hvis skabende aktivitet omformer ikke-jeget (naturen). Naturen blev dermed set på som et materiale for jegets skabende aktivitet. Friedrich von Schelling tog tanken videre. Han mente ikke, at ånd eller fornuft var forbeholdt jeget, men at det også fandtes i naturens former: Naturen er synlig ånd og ånden usynlig natur. Schelling fremlagde derved en vision af universet som en stor organisme, hvor alt hænger sammen i et hierarki af lavere og højere former, fra sten og mineraler over planter og dyr til mennesket. Dette hierarki gennemstrømmes af den samme kraft, ånden, der ytrer sig både på det lave og på det højeste niveau. På samme måde er naturen udtryk for forskellige bevidsthedstrin: “ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket.”
I.flg. Schelling er det altså et univers, der er kontrolleret af en grundlæggende harmoni, og det var det jeg kom til at tænke på, da jeg læste om Snehild: Hvordan menneskets magtsyge og begær bringer ubalance i naturen og til sidst leder mod et “Ragnarok.” Er det ikke nøjagtig det som er ved at ske nu? Med vores kapitalistiske tankegang og handlemåder har vi fjernet os mere og mere fra naturen. Vi har taget af dens ressourcer, men glemt dens “ånd”. Vi har sat en tyk streg under das Ding für uns, og nu svarer naturen igen med oversvømmelser, tørke og orkaner. Det samme sker, når ypperstepræstinden Ragnfrid tukler med sine indbildte kontakt til guderne, når beboerne i Himlinge viser tegn til grådighed og magtsyge, og det bliver Snehilds opgave at bringe balance i tingene. Måske.
Min virkelighed er ændret. Tråde trækkes til andre sfærer, væves til mange fremtider, livstræets grene gror gennem tider og verdner.
Fortællingen om Snehild er planlagt at folde sig ud over flere bind, og jeg glæder mig virkelig til fortsættelsen. Det var så dejligt at overgive sig fuldstændig til et univers så fremmed og så velkendt på en og samme tid. Og så er det ikke bare en fortælling for fortællingens skyld. Vølvens vej viser netop og helt præcist, hvad det er skønlitteraturen kan: Den kan skabe verdener som umiddelbart er så forskellig fra vores egen, og samtidig få os til at reflektere over det vi er omgivet af, men af en eller anden grund ikke ser tydeligt nok, før vi får det eksemplificeret i en fiktiv form.
