“Voksne mennesker”: Til irritation og harme!

Voksne mennesker, marie Aubert
Voksne mennesker, Marie Aubert, Forlaget Oktober 2019

Og så findes der de bøger, hvor den umiddelbare efterladte tanke er: “Hold da kæft en dårlig bog!” Man er klar til at angribe den fra både højre og venstre, men langsomt finder man ud af, at det ikke er selve bogen der er noget i vejen med – at bogen faktisk er virkelig godt skrevet, at den kan det meste af det, en god roman skal kunne. Alligevel kribler det indeni for at rakke den ned, fordi den efterlader én med en følelse af grænseløs irritation (og meningsløshed!) Og så må man i stedet finde ud af, hvordan det kan være. Marie Auberts allerede ekstremt optalte roman Voksne mennesker er sådan en:

Ida har netop rundet de 40 og har planer om at fryse sine æg ned. Det lader ikke til, at hun er super hooked på det der med at få børn, og hun mangler også en at fuldføre projektet med – det er i hvert fald en forudsætning for hende. Hun befinder sig ikke i en passende situation for reproduktion og ønsker altså at forlænge sine chancer til den tid kommer. Hvis den kommer.

Efter de indledende undersøgelser tager Ida på hytte med sin lillesøster, hendes mand og en steddatter. Senere kommer også moren, hvis fødselsdag de skal fejre. I lillesøsterens nærvær udpeges Idas længsler, og det bliver tydeligt, hvad det er, hun synes, hun mangler. Det er bare let at få det indtryk, at disse længsler ikke rigtig tilhører Ida, men at de er der, fordi hun tror, at de skal være der: At alle de ting hun går der på hytten og “længes” efter – en mand og et barn, eller i hvert fald bare nogen der elsker hende – er noget det forventes, at man længes efter. Og så bliver hun bitter. Hun bliver bitter, fordi disse forventninger ikke indfries, og fordi lillesøsteren Marthe lader til at få det til. Som salt i såret afslører Marthe, at hun er gravid, men altså, heldigvis kommer hun ikke så godt overens med steddatteren Olea – det gør til gengæld Ida, i hvert fald til at begynde med. Heldigvis kan de alle sammen blive enige om, at Marthe er lidt doven, at hun hormonel og irriterende – det synes hendes mand Kristoffer sikkert også? De har heller ikke sex længere, betror de hende, uafhængigt af hinanden.
Ida tiltræder rollen som konfliktmægler, som overskudsmenneske, ikke på en overbærende og hjælpsom måde, men med en tydelig undertone af at ville destruere. (Eller, det er ikke en udpræget villet handling, der er trods alt en almen moralsk adfærd, som holder hendes karakter tilbage: de der ting vi fortæller os selv som bevidner, hvor gode mennesker vi egentlig er, sådan at vi næsten tror på det, men alligevel ligger råddenskaben og ulmer.)

Det er tydeligt, at Ida mangler en plads efter alle disse uindfriede forventninger. Marthe er den skrøbelige lillesøster, som får alt hun peger på, mens Ida synes at blive overset og overgået, og så spolerer hun for de andre. Det lader umiddelbart ikke til, at det er bevidst, for i det hele taget virker Ida ikke særlig bevidst om ret meget ud over sig selv, men tramper rundt i sin egen selvmedlidenhed og selvoptagethed. Når det ikke kan lykkes for hende, skal det heller ikke lykkes for andre. Det eskalerer nemlig helt, da hun får endelig besked om, at hendes plan om at fryse sine æg ned ikke er mulig. Når romanen slutter og alle har forladt hytten, har Ida hverken mere eller mindre med sig derfra. Til gengæld har hun sørget for at lave godt og grundigt rav i den for alle de andre.

Det, som er med den her bog, er at den har en sygt selvoptaget hovedperson, et sådant rigtig egoistisk røvhul, og det har jeg allerede fundet ud af, at jeg er godt og grundig træt af at læse om: Selvmedlidende kvinder, hvis idealer er godt i gang med at løbe ud som sand mellem hænderne på dem. Det, som er, er at det gør mig deprimeret og tom indeni at læse om det, fordi jeg på den ene side godt kan le lidt af det, men bagefter tænker: “Ja, haha, og hvad så?” Samtidig er der også noget almenmenneskeligt og genkendeligt i det, og jeg tænker: “Hvis vi begynder at dyrke det der, vie dette en plads, så går det da først ad helvedes til.” Men altså, det er jo også “bare en roman.” Det er et udsnit af noget menneskeligt, sådan som det menneskelige også kan være. I denne situation udpeget med en temmelig spids finger – der ikke er noget at være i tvivl om. Og det kan vi vel også have brug for: at nogen råber os ind i hovedet, at det her fandeme er for meget, sådan her må vi minde os selv om ikke at blive. For det er det, der er med den her roman, eller sådan som jeg har valgt at læse den i hvert fald i troen på at der findes en dybere mening, som ikke er så dyb endda: Vi  ikke blive noget, for hvis vi bruger tiden på at blive noget bestemt, ligesom sin lillesøster, sådan som ens mor gerne vil have, at man skal være, sådan som man læser om i bøgerne, hører om i medierne at man skal være, så bliver man sådan her: Et ynkeligt, egoistisk røvhul der i denne indpakning hedder Ida og er 40 år gammel.

Jeg tænkte engang, at det kunne være interessant, hvis man begyndte at dyrke de mere usympatiske hovedpersoner, ikke altid at blive tvunget til at fatte sympati med protagonisten. Men så tænkte jeg også: Kræver det måske ikke også sympati i et vist omfang, hvis man som læser skal gå med på fortællingen? Jeg tænkte et kort øjeblik, at jeg ikke har videre sympati for Ida, og derfor tvivler jeg lidt på hende som karakter, men lige efter fulgte tanken: Jeg har jo faktisk sympati med hende i et eller andet omfang. Det er den sympati som gør, at jeg føler, at jeg alligevel har fået noget med fra denne fortælling om dette frygtelige menneske, som ikke er så gennemgående frygtelig alligevel, men bare placeret i en situation, i et liv hun ikke helt får til, og så reagerer hun, som hun nu engang kan. Omvendt grunder min irritation i, at hun ikke er mere bevidst end hun er. At hun ligesom bare konstaterer: Jeg blev overset som barn, jeg stod i skyggen af min krævende lillesøster, og nu har hun alt det, jeg gerne vil have. Og så begynder hun i misundelse at ødelægge, sådan helt “ubevidst.” For intet er tilsyneladende hendes skyld, og det er den gennemtrængende ansvarsløshed, som får det til at krible af irritation inden i mig. Det, og så den der naive idé om, at man bare ikke kan eller må være rigtig lykkelig, før man har en skrigende tumling, en tøffelhelt og et udrydningstruet sexliv at slæbe med på hyttetur. Men altså, det har heller ikke noget med kvaliteten af denne roman at gøre, men er noget helt igennem personligt, som bare bobler op til overfladen i en jævn strøm for tiden. Jeg tror, jeg er ved at være færdig med at læse om det her…

Auberts nye roman fortjener sikkert alle de roser den får. Den er godt skrevet, men igen er det et eksempel på et af de der små liv, som idet man læser om det får helt vild stor betydning, for ellers ville man ikke læse om det, og efter end læsning bliver man irriteret over, at det fik så stor betydning – at man tror, at man må udlede en betydning af det. For på den ene side fortjener dette lille irriterende liv det ikke, men samtidig må man næsten vie det sin opmærksomhed, elske det i et eller andet omfang, fordi det er så tydeligt at fornemme, at der lever en flig af det i én selv også og i alle andre, og det er fandeme irriterende.

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.