Er gratis digital formidling selvkannibalisme?

Jeg bliver utrolig glad og motiveret, når jeg får tilbagemeldinger på mit arbejde. Det varmer, når jeg ser, at det jeg skriver bliver læst. Desværre tager de ikke imod læsertal som betalingsform i Rema, jeg kan ikke betale mine husleje med velmenende kommentarer.

Pga. denne specielle Corona-situation, vi alle er blevet tvunget ind i, går flere og flere kunstnere og organisationer med på digitaliseringsbølgen og lægger materiale ud ganske gratis. Det er gjort i absolut bedste mening, men som det bliver belyst i en artikel i Klassekampen fører dette til store problemer for et allerede presset kulturliv. Men har det overhovedet noget med Corona-pandemien at gøre? Kulturformidlere som ikke tjener nok til at opretholde en nogenlunde acceptabel livsform har været et problem længe. Det er bare blevet ekstra tydeligt nu.

Jeg har ofte tænkt over dette i forhold til min blog, mine momentane småjobs, hvor jeg leverer artikler og essays til diverse platforme, gratis eller for ganske snoldede beløb. Jeg gør dette – skriver anmeldelser, tager indbydende billeder til Instagram og skriver små appetitlige tekster om alle de gode bøger jeg læser, skruer lidt op under blusset og er lige lovlig på vrangen i en ellers tør litteraturdebat – fordi jeg kan lide det. Jeg gør det, fordi jeg har valgt litteraturformidling som min “levevej”, og fordi jeg ved, at det er det her jeg kan. Når jeg sætter ordet levevej i citationstegn, er det fordi det langt fra er en måde at leve på. Jeg tjener absolut intet på de mange anmeldelser, omtaler og essays jeg lægger ud. De fleste artikler, jeg har leveret til andre platforme, har jeg givet fra mig gratis. Foredrag og forfattersamtaler er også både forberedt og afholdt gratis i 50% af tilfældene.

Det er vel mit eget valg, ikke sandt, sådan at lege Palles Gavebod? Der er ingen som beder mig om at gøre det. På den anden side, hvis man står der ved havelågen og bare venter på, at tilbudene falder ned fra himlen, så kan man vente længe.

Mit udgangspunkt for bloggen har hele tiden været interesse og lyst. Det er tilfredsstillende at se, hvordan noget jeg selv har skabt udvikler sig og vokser. Jeg havde ingen kundskaber eller viden om formidling og markedsføring, da jeg startede det her såkaldte bogblogging. Jeg ser, hvor meget jeg har lært og udviklet mig undervejs, og det er sgu næsten betaling i sig selv. Mit ubetalte arbejde med bloggen har netop også bidraget til betalte jobs. Det har givet mig mange kontakter og muligheder, som jeg måske ikke ellers ville have fået. Jeg ser på mange måder min blog som mit CV. MEN!

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg begynder at overveje, hvor  meget mere jeg skal ofre for de små og adspredte øjeblikke, hvor mine mange timers arbejde faktisk giver afkast. Hvis man måler det i kroner og ører ville beløbet fordelt på antal arbejdstimer være næsten ikkeeksisterende. Dette gør også, at jeg mærker, hvordan jeg gang på gang ender i demotivationens grav. Betaling behøver som bekendt ikke at være i møntform, altid. Jeg bliver også utrolig glad og motiveret, når jeg ser, at det jeg skriver bliver læst, men jeg kan ikke betale mine husleje med velmenende kommentarer. De tager ikke imod læsertal som betalingsform i Rema. Og så må jeg nødvendigvis have mig et “rigtigt arbejde” ved siden af, som jeg også må investere tid og energi i: tid og energi jeg gerne ville have brugt på formidlingsprojekter i stedet.

Når jeg hverken er drevet af mentalt overskud eller udsigt til penge på kontoen, må jeg indrømme, at de fleste af mine formidlingsforsøg bliver overvejende halvhjertede. Mine resultater er hverken særlig gennemtænkt eller gennemarbejdet. Når jeg ikke føler, at jeg har mulighed for at gøre det ordentligt, tænker jeg, at så kan jeg ligeså godt lade være. Jeg sagde, at jeg så dette som et CV. Hvor dumt er det så ikke at lægge noget ud, frit tilgængeligt for alle, som ikke tilnærmelsesvis afspejler det, jeg selv mener, at jeg kan. Er det ikke selvkannibalisme?

Når vi snakker om demotivation, er her et andet aspekt: Der popper efterhånden flere og flere Instagram konti op, hvor folk entusiastisk deler sin læseglæde i form af æstetisk gennemførte billeder af bog + sirligt interiør. Det er dejligt, at interessen for litteratur spænder så bredt, og at flere og flere viser hvad litteratur er og kan. En ting der dog giver mig, på en den ene side en gennemgående trang til at vende øjne så hårdt, at der er chance for, at jeg kommer til at se min egen hjerne, men som på den anden side får mig til at føle mig som en selvfed og smålig idiot, er at jeg ser, at de som virkelig brænder igennem, de som har flere tusinde følgere, er de som har absolut laveste forudsætninger for at formidle noget som helst udbytterigt om det pågældende værk. Det er folk som i forvejen er kendt for noget andet, men som har set sit snit til også at møve sig ind på denne arena, hvor de faktisk ikke har noget som helst at gøre andet end at trække flere læsere, sponsorer og penge til sig. Og så drukner de som faktisk havde noget fornuftigt og seriøst kørende, fordi de ikke kan hamle op med det oplæg.

Her er der måske nogen som kunne finde på at indskyde: “Ja, ja, men de som vil have kvalitet og gode anmeldelser, vælger dem der har kompetencerne i orden”, eller: “Måske er det, fordi du bare ikke er dygtig nok?” Det er sådan, tror jeg, at folk af natur altid vælger den lettest tilgængelige og mindst smertefulde løsning – den som kræver absolut laveste indsats. Særligt når det kommer til underholdning, mental stimulans eller hvad man nu vil kalde det. Derfor, hvis man som forbruger kan få virkelig pænt billede, en lille, letforståelig sætning sat sammen af enstavelsesord som beskriver, hvor henrykt dette kendte menneske, som man i forvejen har stor tiltro til, fordi der over billedet står ”betalt partnerskab med xxx”, er over denne allerede godt solgte bestseller, så vælger man at dedikere sin begejstring til det, fremfor et flere sider langt essay med lixtal 55+ der handler om, i hvilken grad det næsten ukendte værk er læsværdig eller ej, og som i øvrigt er skrevet af en eller anden litteraturvider, man aldrig har hørt om. Det er bare sådan vi er. Det er også derfor, at man i omtalen af diverse kulturarrangementer altid nævner navnet på den kendte person, hvis bog blev til udelukkende pga. den akademisk uddannede konsulent som bar vedkommende hele vejen igennem processen, før man i en bisætning nævner ham eller hende som skal lede samtalen (og som muligvis også har stillet op gratis!), selvom det er sidstnævnte som sidder på kompetencerne, selvom det er sidstnævnte som har brugt tid og kræfter på at forberede oplægget godt og grundigt, men som må skinne SÅ uendelig meget ekstra for at blive lagt mærke til. Derfor, tænker jeg, er det også under tiden som om, at disse i ren desperation forsøger at stjæle det lille rampelys der tilfældigvis falder på dem i et eller andet, nogle gange ganske pinligt forsøg på at være morsom eller klog ved en overdreven mansplaining, en joke som aldrig har været sjov eller ved at vise ukontrolleret begejstring for den i forvejen anerkendte kulturprofil de snakker med.

Der er noget i det, at føle sig tvunget til at gøre noget, man ikke har lyst til. Jeg kender efterhånden mine stærke og svage sider ret godt. Og ja, man kan sige, at de vel på sin vis er foranderlige – hvis man vil det. Nogle talenter må man måske også bare acceptere, at man ikke er i besiddelse af og så slutte fred med det. Og her er det så: Det er først og fremmest LITTERATUR og ikke salg og markedsføring som har min interesse. Hele denne tanke på, hvordan man føler sig som en marionetdukke i et ukueligt forbrugersystem gør mig irritabel. Jeg har ikke lyst til at bidrage til endnu mere pres fra sociale medier, endnu flere selvdestruerende tanker om, hvor utilstrækkelig jeg er, når jeg – af den ene eller den anden årsag – ikke kan hamle op med de føromtalte konti med mange tusinde følgere. Så får jeg lyst til at slette hele lortet og råbe: ”Når I ikke kan se forskel på kvalitativt indhold og øjeporno, så har i fandeme heller ikke fortjent noget fra den her kant!” Samtidig får jeg ikke engang tænkt tanken til ende, før en anden stemme i hovedet overtager og siger: ”Men så må du jo bare kæmpe lidt hårdere for at vise, hvad DU kan. Er du sikker på, at du i det hele taget har prøvet hårdt nok?!”

Min overvejende tendens til at stå der ved havelågen og vifte med gratis goder har at gøre med, at jeg føler, at jeg ikke kan tillade mig at tage penge for mit arbejde. Jeg føler mig ganske enkelt ikke dygtig nok. Jeg er fortsat studerende, tænker jeg: det ligger ligesom i betegnelsen, at min værdi ikke er høj nok endnu. Jeg er bange for, at hvis jeg forlanger betaling for mit arbejde, må jeg gøre det MEGET bedre, så skal jeg VIRKELIG oppe mig. Hvis jeg forlanger betaling, er der fare for, at jeg får at vide, at det ikke er pengene værd. Men så igen: Økonomisk overskud til fordybelse og produktion af kvalitativt indhold hænger unægteligt sammen!

Jeg har før fået at høre, at holdninger som dette er elitært. At det ikke bare skal være bestemte mennesker (kultureliten, eller hvad man ynder at kalde dem), som skal have lov til at ytre sig i kulturdebatten. Det er jeg helt og holdent enig i. Jeg har også utallige gange oplevet at gå i biografen, på teater, valfartet til litteraturarrangementer og betalt for at se noget, jeg havde forventet ville være pengene værd, for så at gå hjem med håret i postkassen. At få lov til at stå på en scene på et af landets litteraturhuse, koncertsale eller what not, fordi man på den ene eller den anden måde har skabt sig et navn, er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel.

For at vende tilbage til det, det egentlig handler om: Er det muligt at tænke sig, at man trods alt kunne lave en eller anden form for minimumssats uafhængig af indhold og kvalitet? Jeg mener, forbrugeren må vel også tage lidt ansvar for sig selv her og ikke bare blindt kaste penge efter alt der går under betegnelsen kultur?

Hvis litteraturhusene, kunstnere, kritikere og andre formidlere (mig selv inkluderet) fortsætter at være disponible og sælge sig selv for en slik, er det så ikke en måde at tilvænne konsumenten? Man er hele tiden tvunget til at indrette sig, tilpasse sit produkt i forhold til udbud og efterspørgsel, så meget kan jeg alligevel om markedsføring! Men igen, vel ikke for enhver pris (som i dette tilfælde er gratis…)?  Er det ikke ok, at vi stiller lidt højere krav til de som nyder godt af vores underbetalte tidsforbrug? Der er så meget snak om, hvordan kultursektionerne, kritikerne og anmelderne skal overleve – om de har en rolle fremover og hvad den i så fald skal være. Handler dette måske om, at man selv må fastslå den værdi, vise eller sige højt, at dette stykke arbejde koster sådan og sådan, og hvis ikke du er villig til at betale det det koster, så får du ingenting. At alle kulturformidlere, uanset form, stand og dygtighed, bliver enige om, at det er sådan det er. Butikskæderne er jo også blevet enige om, at de heller ikke på nogen vilkår slår dørene op og siger: “Ta’ hvad du vil ha’, det koster ingenting!”

Del dette indlæg:Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.